AASO- Et orkester rykker ud

I uge 40 – nærmere betegnet datoerne 29. september til og med 2. oktober deler Aarhus Symfoniorkester sig op i syv grupper og tager på tur rundt til skoler og lokalcentre – og for alle dem, der ikke lige går i folkeskole eller bor på/ved et lokalcenter giver orkestret en gratis fyraftenskoncert på Hovedbiblioteket på DOKK1 fredag 2. oktober kl. 15.00.

640x360-koncertmester

I alt 45 koncerter fordelt på 27 skoler bliver det til i løbet af de fire dage. Målgruppen er skolernes 3. og 4. klasser, og koncerttilbuddet indgår i Aarhus Symfoniorkesters faste skolekoncertpakke, som garanterer samtlige skoler i kommunen koncerter til alle deres elever fire gange i løbet af deres skoletid. Hver koncertpakke består af et besøg af en mindre gruppe musikere fra orkestret og en koncert med hele symfoniorkestret i Symfonisk Sal i Musikhuset. Musikerne kommer på besøg i børnenes kendte miljø, de fortæller om deres instrumenter, spiller for dem og giver dem et indblik i den klassiske musiks univers. Når børnene så til oktober kommer ind i Symfonisk Sal til koncert med hele orkestret, har børnene allerede en relation til det qva deres ”egne” musikere. De store symfonikoncerter er altid planlagt ud fra børnenes alder og trinmålene for folkeskolens musikundervisning, og der er altid udsendt undervisningsmateriale på forhånd, så lærerne og eleverne kan få optimalt ud af forløbet. Turen rundt på skolerne er altid en god oplevelse for både børn og musikere, fordi der er tæt kontakt og plads til spørgsmål og dialog.

Koncerter for ældre med Stehgeiger og konferencier

Det er ikke kun de yngste, der få glæde af orkestrets musikere i løbet af ugen. De ældre på tre lokalcentre kan se frem til hyggelige eftermiddage i selskab med 14 musikere. Bratschist Christine Hagge Larsen vil guide publikum gennem et varieret, let klassisk populært repertoire, som spilles under kyndig ledelse af koncertmester og Stehegeiger Ian van Rensburg.

De tre ældrekoncerter finder sted på følgende lokalcentre og koncerterne er åbne for alle:
Tirsdag 29. september kl. 14.00 Lokalcenter Rosenbakken, Grenåvej 701, 8541 Skødstrup
Onsdag 30. september kl. 14.00 Lokalcenter Solbjerg, Bøgevangen 28, 8355 Solbjerg
Torsdag 1. oktober kl. 14.00 Lokalcenter Ankersgade, Ankersgade 21, 8000 Aarhus C

Gratis Fyraftenskoncert på Dokk1, fredag 2. oktober kl. 15.00

Musikere fra Aarhus Symfoniorkester medvirkede som bekendt ved åbningen af DOKK1, og ensemblet, der har turneret på lokalcentrene samme uge, giver fredag kl. 15.00 en herlig fyraftenskoncert.

Også ved denne koncert (ligesom ved lokalcenterkoncerterne) er det koncertmester Ian van Rensburg, der som Stehgeiger er stående violinist, som også leder resten af ensemblet. Bratschist Christine Hagge-Larsen er konferencier og guider publikum rundt i de musikalske værker.
Der er fri entré til denne koncert, alle er velkomne til at nyde de liflige toner og til selv at synge med på et par danske fællessange (Jens Vejmand og Septembers himmel). Det musikalske program indeholder bl.a. musik af 150-års jubilaren Carl Nielsen, nemlig Intermezzo fra Lille Suite for strygere, hans opus 1 samt Menuet fra hans utrolig betagende blæserkvintet. Desuden kan publikum opleve Vivaldis sæsonaktuelle efteråret fra De fire årstider, inciterende toner i Zigeunerweisen fra den spanske komponist Sarasate, der selv var violinvirtuos, og ikke mindst det inderligt smukke stykke musik Oblivion af tango-komponisten argentineren Piazzolla. Oblivion er indspillet af Piazzolla selv i 1982 til den italienske film Henrik IV af Marco Bellocchio.

Har du ikke allerede set dette musikerportræt på TV2 Østjylland eller på denne hjemmeside, kan du her møde koncertmester Ian van Rensburg i et herligt kig bag scenen