CasaV58 bobler igen af musik og dans.

Der er nyt liv i baggården

Af Lars Borup – Foto: Mads Creutz Thomsen og Lars Borup

Der er kommet rigtig godt gang i baggården med det legendariske spillested Vestergade 58, som nu har navnet CasaV58. Stedets profil er især blevet verdensmusik med rødder i Afrika og Sydamerika, og så er der meget blues. Ud over det er der masser af dans i lokalerne i baggården.

”Vi har nu haft stedet i tre år som lejer hos firmaet De Linde og har indtil videre mulighed for at fortsætte i seks år. Det er også nu, vi har mulighed for at springe fra, men langt om længe går det den rigtige vej, og vi vælger at fortsætte”, fortæller Carola Alvarado, som driver stedet sammen med sin mand Shaku Sesay, der også har murerfirmaet Vel Byg. Hun har rødder i Chile, og han kommer fra Sierra Leone. Ved siden af CasaV58 har Carola også driften af Cantina Carola i Tennisklubben ALTS.

Har skabt en profil
”De første to år har været op ad bakke. Stedet var nedslidt og trængte til at blive renoveret, og der dukker fortsat overraskelser op, når man kommer ud i krogene. Men der er kommet gang i lokalerne. Vi har fået skabt en profil med forskellige typer af verdensmusik, og så er det stedet, hvor der danses salsa og tango og på det seneste Lindy Hop. Dertil er kommet et par andre aktiviteter bl.a. med blues og jazz”, fortæller Carola.
”For tre år siden fik jeg en henvendelse med et tip om lokalerne. Jeg tog derefter kontakt til udlejeren firmaet De Linde og fik lavet en aftale. Der skulle ske noget nyt i musikstedet Vestergade 58. Enten skulle det fortsætte som spillested eller ændres til kontorer. De kendte mig som restauratør og som den, der havde stået for mange kulturarrangementer. Jeg sagde ja til udfordringen og har fået stedet/lokalerne op at stå med mange forskellige aktiviteter. Der er musik og dans, og et køkken er på vej inden så længe”, fortsætter Carola Alvarado.

Blues
Udover egne arrangementer som også har opnået et mindre støttebeløb fra kommune og stat, er Bluesforeningen og Boysens Blues Venner en fast del af livet i spillestedet, og så har vi en del jazz, som har fået støtte fra DMF. Her til kommer forskellige andre aktører. Bl.a. er SheFunk og The Tarantino Twist Show faste gæster. De rykker ind i lokalerne og står selv for billetsalg og aflønning af musikere. CasaV58 får så salget i baren. Begge hold trækker rigtigt mange mennesker til baggården.

”Da jeg startede i Vestergade 58, sagde mange, at jeg skulle have en booker. Jeg mente dog, at det kunne jeg godt klare selv, og sådan er det fortsat. Jeg ser en fordel i selv at have kontakten til musikerne og deres bands. Så ved jeg, hvad der er aftalt. Vi kører stedet næsten uden ansatte. Jeg har Ole Brockman som fast lydmand, og så har jeg min højrehånd Miguel Flores”.

Køkken
”Udover hovedlokalet som rummer de større arrangementer, har vi arbejdet med at få gang i kælderen. Her startede vi med pianobar, men nu er flyglet væk, og lokalerne bruges til jazz jam, private selskaber, intimkoncerter og flere andre ting. I lokalet der ligger på ”førstesal” over kælderen, bliver der køkken med café/restaurant. Det fungerer også som backstage lokale. Vi har fået byggetilladelse, men det er dyrt at lave et køkken. Det skyldes især udgifterne til kloakering, ventilation og lignende,” fortæller Carola Alvarado, som virker optimistisk, når det gælder fremtiden. ”Vi har fået fat i den rigtige ende og kan udvikle os derfra. Vi er også blevet ejere af et el-klaver og et trommesæt, som de gæstende musikere kan låne”.

Ny dynamik
CasaV58 emmer af en lang musikhistorie, og mange har minder knyttet til lokalerne, men Carola og Co har givet stedet nyt liv og ny dynamik, som på mange måder gør det til et unikt sted.