Få computer og smartphone forsikret hos DMF Forsikring

DMF Forsikring opfordrer alle til at få opdateret deres instrumentliste med gear og grej. Og det gælder også telefon og computer.

Vidste du, at du også kan forsikre din smartphone og computer hos DMF Forsikring?

Festivalsæsonen er skudt i gang, og gear og grej slæbes ind og ud af biler. Op og ned af scener, frem og tilbage til øvelokalet. Med andre ord; der er stor risiko for skader på udstyret.

Dansk Musiker Forbund opfordrer derfor alle til at få opdateret deres instrumentlister, idet instrumentforsikringen kun dækker instrumenter og grej, der er anført på listen. Har man ikke fået tegnet en instrumentforsikring, bør man gøre det.

Men hvad mange ikke ved er, at smartphone og computer også tæller som gear og grej og dermed kan forsikres hos DMF.

Søren Wrist, direktør for DMF Forsikring, udtaler:

Vi oplever, at der er mange, der ikke er klar over, at telefon og computer også kan forsikres. Men det kan det. Rigtig mange musikere bruger jo deres telefon og computer i deres arbejde, så det tæller som andet gear og grej, så længe det er anført på instrumentlisten.

Hjælp fra DMF efter tyveri

Da dette års SPOT Festival løb af stablen, fik en række medlemmer brug for deres forsikring, da de blev udsat for tyveri under festivalen.

Hos DMF Forsikring fik man travlt, da de første skadesanmeldelser kom ind fra medlemmer, der havde brug for deres instrumentforsikring. Og kort tid efter var skaderne gjort op, og beløbene anvist til deres konto.

Søren Wrist udtalte i den forbindelse følgende:

Det er vigtigt, at medlemmer, der oplever at få stjålet instrumenter og andet gear, ikke mister jobs på grund af den ulykkelige hændelse. Derfor er det vigtigt, at de hurtigt får udbetalt deres erstatning, så de kan være klar til næste job.

Læs mere om DMF’s instrumentforsikring her