Ida Nielsen på Fatter Eskil

FATTER ESKIL, PAISLEY PARK – TUR – RETUR

Af Kurt Baagø. Foto: www.mbn-foto.dk.

640x360-mbn-foto-002

Tirsdag aften i Århus Festuge, tætpakket og totalt svedigt i Fatter Eskil. Ida, Ida Nielsen, der for år tilbage var kendt i det århusianske musikmiljø som BassIda, tilbage i Skolegade-musikværtshuset efter næsten seks år i drømmeland; seks år som bassist med Prince. På turnéer jorden rundt og med base i Chanhassen, der er hjemsted for Prince´s studiekompleks, Paisley Park.

youtube_logo
Hør hele Kurt Baagøs interview med Ida Nielsen på Youtube

Forhistorien kort: Prince var blevet gjort opmærksom på Ida Nielsens funkbasfærdigheder via videoer på MySpace, hvor han kunne se Ida teste basgear for firmaet TC. En dag i sommeren 2010 ringede telefonen hjemme hos Ida i Århus. Om hun ville flyve en tur over Atlanten til Paisley Park og jamme nogle dage med Prince?

En efterårsdag, stadig i 2010, spurgte en pigestemme på dansk publikum i Bankboxen i Herning, om vi ville med ud at flyve. Et par dage tidligere havde Ida Nielsen debuteret på funkbassen med Prince i Norge ved den første koncert på en stor Europaturné.

– Ja, jeg blev jo samlet op af Prince, smiler Ida skævt, da jeg møder hende efter en veloverstået international turné med eget band seks år efter, at der var telefon fra Paisley Park.

640x360-mbn-foto-022

Ida Nielsens flyvetur med Prince sluttede brat den 21. april i år. Ida er stadig måneder efter i chok og sorg over at have mistet sin bandleader og mentor. Men også høj på, som en jysk pige fra landet, at blive opdaget af én af verdens største stjerner.

– Det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Det ultimative for mig som funk-bassist at have været med mit største forbillede på scenen og i studiet gennem seks år, siger Ida Nielsen.

Hvad har du lært af årene med Prince?
– Sindssygt meget. For eksempel første gang jeg var i studiet i Paisley Park og skulle lave en plade med én, der hedder Andy Allo, så mødes jeg med Prince og trommeslageren, John Blackwell og vi skal i gang med at spille, men så er der ikke noget click.
“Hvaad, skal vi ikke spille til click?”, siger jeg. Jeg har været vant til altid at spille til click ved studie-indspilninger, men så den der med “næh, den holder vi selv”.
Det, der er det vilde, er, at når man lytter til alle de ting med Prince, så lyder det, som om det er spillet til click, fordi det er så tight. Det var altså ret vildt for mig at falde ind i, for det skal jo stadig være stramt og tight, det skal stadigvæk låse.

Som før der var noget, der hed click track. Meget old school?
– Ja, ja, og alt det vi har indspillet med 3rdeyegirl, det stod vi jo alle sammen i en gymnastiksal og spillede samtidig, alle instrumenter, trommer, forstærkere, mikrofoner på det hele, så der var ikke mulighed for at tage det om. Hvis én spillede en fejl, så spillede alle en fejl, så det var bare med at spille rigtigt. Så tager man sig lidt sammen. På en anden måde end, når man ved, at man bare kan lave en re-do af den fejl, man selv har spillet og lægge ind i track´et i stedet for fejlen.
Det giver en helt anden energi i studieindspilninger at spille så meget, som om det var live, men du skal være sindssygt skarp. Alle skal være sindssygt skarpe.

640x360-mbn-foto-008

Så du er blevet en skrappere musiker af din Prince-experience?
-Til nogle ting, ja. Til at spille her og nu, live, om det så er i studiet, som om det var live. Og især til at lære ny ting hurtigt og spille dem nogenlunde med det samme.

Det havde du vel også brug for live. Prince var ikke kendt for at spille specielt forudsigelige koncerter.

-Nej, der vil jeg nu først sige, at Prince altid gav sig selv helt og fuldt til koncerterne, så det lærte jeg også at gøre.
Men, det er rigtigt. For os som musikere var det sådan, at vi først fik sætlisten til lydprøven, men jeg har vist aldrig spillet en Prince-koncert, hvor sætlisten holdt. Så gik vi over i noget jam, så gav Prince tegn til at smide et andet nummer ind, end det der stod på sætlisten. En gang, hvor vi fik sætlisten ved lydprøven, stod der et nummer, som det første i koncerten, jeg simpelthen ikke kendte, i hvert fald aldrig havde spillet før. Så var det bare med at finde det og få det lært mellem lydprøven og koncerten.

Det er vel ikke optimalt?
– Jow, på den måde at du lærer altid at være på tæerne, ikke at stå og falde hen og tilbage på rutiner. Det var fantastisk, nærmest at lære et nyt nummer med Prince, mens vi spillede det.

Højt at flyve, nej ikke noget med dybt. Da Ida Nielsen var tilbage på Fatter Eskil, var det funky og svedigt, som til de club-gig´s, Prince havde det med at spille i nattetimerne efter de store arena-koncerter. Uden Prince-numre fordi Ida ikke kan forestille sig at spille Prince-numre uden Prince. Til gengæld med masser af spritnyt materiale fra albummet, Turnitup, blandt andet et nummer hvis titel er en funky omskrivning af Fatter Eskil.

640x360-mbn-foto-013

– Fatty Papa Eddy, ja haha, den historie skal du have med her til sidst. Jeg var ved at gøre Turnitup-pladen færdig og skulle booke turnéen og fik jobs både herhjemme, i London, Holland og på Zanzibar.
Men lige akkurat i Århus, min hjemby, var det ikke til at booke mig, så jeg ringede selv til May-Britt på Fatter Eskil, hvor jeg havde spillet tit, før jeg kom med Prince. “Det kan vi da godt, det bliver godt nok, tæt og svedigt, men det kan vi godt lide hernede”, sagde May-Britt.

Så Fatty Pappa Eddy, “Betty are you ready to get sweaty -we got it pop pop popping on Fatty Eddy” der nåede at komme med på albummet, handler om det Fatter Eskil-job, og hvordan jeg fik det.

Hvordan var det så den tirsdag aften?
-Svedigt, vildt fedt. Jeg nåede ikke at få sagt hej til alle de 150 mennesker, de kunne presse ind, men jeg mener, at jeg kendte de fleste af dem. Det var ligesom at komme hjem og spille for familien.

640x360-mbn-foto-027 640x360-mbn-foto-028 640x360-mbn-foto-036 640x360-mbn-foto-040 640x360-mbn-foto-042