Gaffelprisen 2019 – Nikolai Bøgelund

Nikolai Bøgelund og Jes Halding. Foto: Poul Nyholm.

“Gaffelprisen” går for at være den ældste jazzpris i Danmark. Den er osse én af de mest prestigiøse.
Listen over Århus-jazzfolk, der har modtaget prisen siden 1973 tæller bl.a. manden bag det legendariske Jazzhus Tagskægget, Peter Max Hansen, Jens Klüver, der grundlagde landets måske p.t. fineste bigband, dét der nu hedder Aarhus Jazz Orchestra, free-jazz-saxofonisten, John Tchichai, bigband-lederen, muskeren, musikpædagogen, arrangøren, Butch Lacy og mange flere.
Seneste Århus-musiker til at få stemmegaflen og en stor check på et mindre beløb, 10.000 kr stod der vist på checken, er den myreflittige og superalsidige trombone-blæser, Nikolai Bøgelund, der modtog hæderen, fredag eftermiddag på det ny Århus-bibliotek, Dokk1.

-Det siges, at man ikke behøver at betale jazz-musikere, vi kan alligevel ikke lade være med at spille, så 1000 tak for pengene, sagde Nikolai Bøgelund ved modtagelsen af prisen, som han kvitterede for ved at spille en koncert med, tror jeg, fritidsband´et, Big Butter, for et talstærkt publikum.

Men Nikolai Bøgelund spiller for tiden for endnu større publikumsmængder end selv et flunkende nyt bibliotek i verdens mindste storby kan rumme: Bøgelund blæser med bag Lukas Graham, herhjemme og endnu mere i det store udland.

-Jeg må virkelig gøre mig umage med udtalen, når jeg skal fortælle de udenlandske kolleger i Grahams band, hvad det er for en pris, jeg har været i Århus og få, som Nikolai Bøgelund sagde med et svedent grin, “I received the fork-price” kan nemt komme til at lyde som noget helt forkert.

Nikolai Bøgelunds karriere begyndte i garden, Legogarden i fødebyen Billund, Jens Klüver fik Lego-gardisten til Klüver-bigband´et, hvorfra den nu 45-årige trombonist, kapelmester og arrangør har involveret sig videre i et utal af sammenhænge i snart sagt, alle den rytmiske musiks genrer. Første google-resultat på Nikolai Bøgelund fortalte fx., at han har arrangeret blæsere på en Poul Krebs-plade, jeg mener at kunne huske, at han en gang spillede med i Mike Andersen Band, googl selv videre og se, hvor mange andre Bøgelund har trukket og blæst for.

Se den håndholdte smartfon-video, hvor Nikolai Bøgelund får sin gaffelpris og spiller All Of Me…på dansk..med Big Butter, der udover prismodtagerenn består af:
Nicholai Andersen (trp) )
Jens Christian Kwella (g)
Peter Friis (b)
Peter Lund Paulsen (drm)
Og, værsgo, to links, ét til en fin artikel fra Musikerforbundet, DMF Aarhus Afdelingens blad, Basunen, plus ét med info om Gaffelprisen og dens modtagere gennem knap 50 år:

http://dmf-aarhus.dk/tag/gaffelprisen/
https://jazzselskabetaarhus.dk/om-foreningen/gaffelprisen/

Link til Facebookvideo

Ord, video, redigering: Kurt Baagø

Nikolai Bøgelund, Foto: Poul Nyholm.