Helge Dürrfeld – poppoet og vinbonde

Fra Neodepressionistisk poppoet til artistisk vinbonde

Tekst og foto af Jeppe Abildgaard

”Det er meget godt, når man går oppe i vinmarken, så skal man ikke tænke på noget – og når man render rundt deroppe og er helt hjernelam, så kommer der faktisk nogle gode idéer.” Ordene er taget fra multikunstneren Helge Dürrfeld, der er mest kendt fra firserfænomenet Det Neodepressionistiske Danseorkester. Jeg besøgte ham en efterårsdag på hans idylliske Hylkegaard, efter at årets vinhøst var kommet i hus, og der var god tid til at snakke om hans livslange og mangfoldige, kunstneriske virke.

Vi sidder her på Hylkegaard i Voldby nogle få kilometer fra Grenå, og er der egentlig en forbindelse mellem Helge og Hylke?

”Jo, det betyder Helge. En dag da vi lige havde høstet, sagde en kammerat, der havde googlet på Hylkegaard, at det faktisk betød Helge. Så der må være en mening med galskaben”. Ejendommen, hvis materielle karakteristika drager unægtelige associationer til det kendte, danske kulturbegreb ’Morten Korch’, købte han i 2012, primært på grund af en række jordbundsprøver der viste, at der her var gunstige forhold til dyrkning af vinstokke og især hvidvinssorten Solaris. ”Der er to hektar jord i alt, og det er rigeligt, særligt hvis man skal lave vin. Jeg skal ikke have flere vinstokke, for så kan jeg ikke lave andet. Jeg kunne se idéen med at flytte herud og dyrke vin om sommeren og så male og lave musik om vinteren. Da jeg flyttede ind, lignede det hele kaos, og der var ikke gjort noget siden 1942.” Som billederne viser, har Helge ved egenhændig arbejdskraft samt ekspertise og hjælp fra venner forvandlet ejendommen til et sted, der emmer af hygge, kunst, virkelyst, og hvor der er plads til store armbevægelser. En af de gamle længer fungerer som et atelier i sommerhalvåret, dernæst en rustik gårdbutik, hvor Helge både sælger sin egen Solaris vin og grappa samt diverse specialvarer og gode vine fra syden. Derudover er der et produktionsrum med vinpresse og gæringstanke, og endeligt er den gamle svinesti blevet nænsomt renoveret, og fremtidsplanerne er, at den skal bruges som en koncertsal med plads til 120 mennesker.

Opvæksten i Sønderborg

Helge er opvokset i 1960-70ernes Sønderborg, og allerede i de helt unge år blev grundlaget for Helges karakteristiske kunstneriske virke dannet. ”Min far malede jo og spillede mandolin, men det har ikke noget med den baggrund at gøre, fordi jeg er meget mere radikal. Jeg spiller sgu ikke så meget mandolin, og det, jeg maler, er mere provokerende”. Allerede som 5-årig begyndte Helge at male. Da han var 7, solgte han sit første maleri til naboen og har udstillet fra han var 13, så det kunstneriske har altid været Helges ventil til at belyse hans syn på verden. ”Jeg er ikke den store sanger eller musiker, men jeg ved, hvordan jeg kan provokere med nogle ting og ruske op i nogle ting i stedet for. Og det samme gør jeg også med de billeder, jeg maler.”

Hvilke musikalske og kulturelle indflydelser har dannet dig i de unge år?

”Jeg har boet tæt ved Tyskland, så jeg har hørt enormt meget alternativt tysk musik, men ikke Schlager, det er jeg ikke så meget for. Kraftwerk var jo det førende, men det, synes folk jo, var underligt at lytte til og spurgte, om ikke bare jeg kunne høre noget rockmusik, hvilket jeg selvfølgelig også dyrkede. Men bands som Kraftwerk, Frank Zappa, David Bowie, T-rex og Talking Heads synes jeg godt, at jeg kunne bruge til et eller andet. Jeg kan godt li’ noget af det, som kan lidt noget andet end bare at sige 3-4. Men der var også hele den sorte funk/soul business, som vi jo alle har været fuldstændigt forblændede af – det rykker ikke kun i hovedet, men også i underlivet.”

Det Neodepressionistiske Danseorkester (DND)

I 1980 flyttede Helge til Aarhus for at studere på Kunstakademiet, men det progressive miljø, som han havnede i, førte mange andre muligheder med sig. ”En dag sagde Frank Megabody til mig: ’Det er skide nemt med dig, du skal bare male nogle billeder, og vi andre kan fandme ikke engang få en pladekontrakt’. Så sagde jeg: ’Gi mig tre år, så har jeg en pladekontrakt – skal vi vædde?’ Der vidste jeg slet ikke, hvad musik var. Jeg kunne godt tælle til fire og spille lidt guitar, men jeg har det sådan, at sætter jeg mig noget i hovedet, skal jeg nok få det gennemført. Så lavede vi et væddemål om 12 flasker Dom Perignon, og hvis han tabte, skulle han spille på sit lem.” Væddemålets udfald kan den opmærksomme læser lytte til på DNDs første album fra 1985 ”Flere Sange Om Sex Og Arbejde” på nummeret S.E.X – Sex. Et album der i øvrigt blev indspillet i Genlyd-studiet med Mek Pek som producer.

Afspejlede Det Neodepressionistiske Danseorkester tidsånden i 1980erne?

”Jamen, vi så jo bare tingene, som de var og fortalte folk tingene, som de var i stedet for ’jeg elsker dig og du elsker mig’ – det var kedeligt. Vi ville ikke have den meget rumklangsagtige sound, der var i 80erne. Der er en vis form for Talking Heads i det, stærkt tysk provokerende stramme linjer fra hertil og dertil – der er ikke noget buet. Det er stramme linjer, det er Bauhaus, og det er tysk, fordi det er lettere at forstå i stedet for alt det pjat.

I starten spillede vi meget på Café Himmelblå, og nogle troede, at vi var fascister, da det var så stramt. Der var engang en, der stak en kniv op til halsen på mig, men mange stod også udenfor og lyttede, så folk måtte have været meget tilfredse med det. Så rykkede vi ned på Huset, og der var stadig fuldt, og det gav mulighed for at lave nogle større shows. På Loppen i København kunne vi spille flere dage i træk, og vi spillede rundt i Danmark to gange om året. Vi levede af det på et tidspunkt, og jeg levede af at male billeder og spille musik, og det var sikkert sjovt. Det er 35 år gammelt, men alle i den generation kender ”Det ka’ vi da godt prøve” og ”Godt nok mørkt”, og når de unge mennesker hører det, bliver de også glade og lykkelige og vil høre mere.”

70 køleskabe, støvsugere i loftet, bacon og elskov

”Det visuelle hang sammen med det udtryk, jeg gerne ville lave. De andre sagde, skal vi nu bruge 70 køleskabe? Men det så fedt ud og var meget køligt og med pornofilm, når man åbnede lågerne. Engang mic’ede vi en masse støvsugere op, der hang i loftet. Vi ville engang demonstrere Familien Danmark, så vi havde skrevet, at folk skulle komme i pænt tøj, og så havde vi sat kulbuelys op, og folk fremstod som en stor grå masse, imens vi lyste op i hvidt tøj. Der blev desuden stegt bacon på scenen samtidig med, at der sad to mand i netundertrøjer og drak 3-4 kasser øl i løbet af to x 45 minutter, og de brækkede sig helt vildt. Men det skulle jo demonstrere, hvor kedeligt det hele kunne blive.”

”Vi blev irriterede over, at Ekstra Bladet aldrig ville skrive om vores shows – så vi skrev i en pressemeddelelse, at der ville være sex på scenen til et show på Huset i Aarhus. Så kom de, men Politiken og Information var der med Uffe Elbæk som journalist. Han var så voldsom, at han fik både sig selv og fotografen op på scenen, så vi måtte sparke ham ned af den, og han skrev enormt dårlig om showet, da han ikke fattede noget som helst, og det gør han faktisk stadig ikke.”

Hvordan var musiklivet i Aarhus i 80erne sammenlignet med i dag?

”Folk kendte jo hinanden, men vi lavede ikke rigtigt noget på tværs af hinanden. Mek Pek lavede den første plade, og Thomas Helmig producerede et nummer på den anden. Kliché, Peter AG og Gnags brugte enormt mange penge på at etablere og få nogle flere Aarhuskunstnere frem, og der blev udgivet en masse plader. Men i dag kan man jo nærmest ikke udgive en plade, og det er en fejl. Det er meget få, der laver konceptplader, og jeg synes, at der mangler konceptuel musik, som der var mere af dengang og især i 70erne. Supertanker og Okay Okay Boys er nogle af de stærkeste plader fra den tid. Dengang var det kunst, og i dag er der mange, der kan synge, men det hele skal jo hænge sammen – pladecover med musikken, og det, synes jeg, er en mangelvare.”

Første live-stream koncert i verdenshistorien?

I år 2000 lavede Helge Dürrfeld pladen Upgrade under DND banneret. ”Det var med absolut ingen af de gamle med. Jeg arbejdede på Scanbox, og så lavede jeg nogle andre numre, og vi havde muligheden for at udgive det og producere det, som vi selv vil. Efterfølgende spillede vi faktisk et job i et Hollywoodstudie i Luxemborg, og det var måske den første streamede livekoncert i verden. Jeg ringede til Koda og spurgte, om der kunne falde noget af, men de vidste ikke, hvad de skulle gøre og kunne ikke give noget. I den efterfølgende uge spillede Rolling Stones der, men vi var først. Jeg kan ikke finde det på nettet, men der må være nogle optagelser et sted.”

Unghvalpen Charlie kommer snusende ligeledes begejstret og forvirret ud fra et tilstødende lokale, og imens begynder Helge at ryge på sin aromatiske el-pibe, idet han ikke har flere cigaretter.

Lad os da snakke lidt mere om vin

”Ja, jeg irriterede mig over, at alle mine venner drak noget lortevin og tænkte, at jeg måtte begynde at importere det selv, så de kunne få noget ordentligt. Folk vidste ikke bedre før i tiden, men jeg har altid drukket god vin. Jeg har altid interesseret mig for vin, men tilbage i halvfjerdserne kunne man virkelig få dårlig vin. Jeg er i Frankrig enormt tit, hvor jeg besøger de steder, jeg har et forhold til, og det skal jo passes. Der skal hele tiden noget nyt til. Pris og kvalitet hænger som regel sammen, men man kan finde noget billigt, der smager enormt godt.”

Arbejder for at få friheden til kunsten

Siden 1980erne har Helge lavet kulturTV for både DR, Kanal2 og TV2, og ifølge ham selv lavede han Danmarks første boligprogram: ”De sagde, hvem fanden gider se, hvordan folk de bor? Men folk er jo helt vilde med det – de vil jo gerne navlebeskue, jo bedre, jo værre.” Forud for købet af Hylkegaard lavede Helge programserien ”De Danske Druer” på DR sammen med den anerkendte kok Nikolaj Kirk.

Helge er også chef i enmandsfirmaet Art Com, der laver kunstbøger, forelæggende arbejde, reklamer for et teater og også kommercielle ting. ”Nogle gange skal der jo rugbrød på bordet. Der er ikke andre ansat – jeg hyrer folk ind, og det er meget smartere. Så går der ikke så meget tid med ting, der ikke har med noget som helst med kunst at gøre. Man behøver ikke have så meget arbejde, og jeg arbejder jo kun for at få frihed til at kunne lave musik og billeder.”

Dürrfeld / Gliemann:

Helge Dürrfeld udgav i 2016 konceptalbummet ’Modern lovesongs for adult girls’, der kun handler om ulykkelig kærlighed. Pladen blev indspillet i Kæv Gliemanns topmoderne lydstudie. ”Det blev til en lynhurtig plade på en 10 år, da vi har siddet og ’flyfucked’ helt vildt.” Albummet blev udgivet i en pladeforretning i Jægergaardsgade, men er ikke blevet spillet en eneste gang i radioen. ”Jeg må sige til Danmarks Radio, at det er noget være lort, det lyder pisse godt. Men til gengæld er der solgt en masse cd’er, der har dækket omkostningerne, men jeg har fortrudt, at vi ikke bare selv udgav det på LP.”

En ny plade om alt det vi ikke snakker om.

Det musikalske samarbejde med Kæv Gliemann florerer dog stadigt, og der er en ny plade undervejs, der skal hedde ’Angst’. ”Skal vi skrive lidt om Gud – ja, det tror jeg, vi skal – depression og angst i det hele taget omkring samfundet, utroskab, død, skilsmisse, angst, alt det vi ikke snakker om. Det finder man så ud af ved at rende rundt deroppe i vinmarken og få fred i hovedet. Man har tid til at tænke. Det giver sådan nogle billeder inde i hovedet, og nogle gange maler jeg dem, og ud fra dem skriver jeg en tekst. Det er tit, jeg har omkvædet inde i hovedet og tekster, men Kæv han er musikeren – der er vi lidt afhængige af hinanden. ”

”Det er voldsomt, og du bliver bange, men vil du høre noget af det?” Ud af anlægget banker et mørkt groove og dystert riff ledsaget af Helges dybe ryst med ordene:  ’Angst, jeg har fandme angst, angst, jeg har fandme angst’. ”Uforsødet og fysisk, det er sådan, det bliver det nye. Men det tager lang tid, det skal være meget komplekst, alle ord skal være valgt rigtigt, og al musik skal være valgt rigtigt.  Det kan ikke laves på fire uger, og det er ikke ligetil musik… så det.”

På denne note kan vi kun glæde os til at høre og opleve mere fra Helge Dürrfelds kreative, provokerende og anderledes tilgang til verden og følge hans virke som værende kunstner, musiker, vinbonde, sælger, fjernsynsmand, verdensmand og alt derimellem.