Jazz jamsessions 2019


DMF-Aarhus og spillestedet CasaV58 præsenterer i 2019 i alt 10 koncerter, hvor jazzmusikken med udgangspunkt i The Real Book får lov at slå sig løs i alle sine afskygninger. Jazz jamsessions på CasaV58 er gratis for alle og enhver som elsker at opleve jazzmusik i levende live. Scenen er åben for alle byens musikere – unge, ældre, erfarne og nye talenter – som har lyst til at spille jazz sammen og knytte nye musikalske relationer og bekendskaber.

Første Jazz jamsession afholdes i den hyggelige og nyrestaurerede kælderbar på CasaV58, Vestergade 58, 8000 Aarhus C. Mandag den 25. marts 2019 fra klokken 21.30.

Denne aften vil der være to yderst kompetente jamværter som vil tage imod, og styre aftenens sammenspil på den åbne scene.

Kristian Fogh

Kristian Fogh, er kendt som en af de mest alsidige pianister i Danmark. I efteråret 2018 udgav han debutalbummet i eget navn – “Long Story Short” – en indspilning der nok bedst betegnes som melodiøs fusionsjazz. Igennem de sidste 25 år har Kristian spillet klaver og keyboard i rigtig mange forskellige genrer bl.a. som medlem af Mike Andersen Band, Lars Lilholt Band, Jette Torp Band, Henning Stærk Band.

Henrik Møller

Henrik Møller, mestrer både el- og kontrabassen. Hans musikalske alsidighed har resulteret i samarbejde med en række forskellige navne, herunder Jesper Thilo, Finn Ziegler, Butch Lacy, Kresten Osgood, Greg Boyd, Helle Hansen, Uffe Steen. Foruden med et hav af kendte acts fra andre genrer bl.a. Lis Sørensen, Ida Coor, Jokeren, Blæs Buggi, Peter Viskinde, Andrew Strong, Zi Di Da Da, Sko/Torp, Julie Berthelsen, Anette Heick, Tøsedrengene, Thomas Buttenschøn, Johnny Logan og mange flere.

Med Jazz jamsessions ønsker vi at tilbyde rammerne hvori byens jazzmusikere kan mødes og nye konstellationer, kontakter, netværk og samarbejder kan opstå på tværs af alder og erfaring. Er du interesseret… så er du mere end velkommen til at dukke op med dit instrument under armen, til en uformel, hyggelig og forhåbentlig fed musikalsk inspirerende omgang jazz!

Datoer for kommende Jazz jamsessions arrangementer annonceres løbende.