Jazz jamsessions – 30. august 2019

Jazzmusikken får lov at slå sig løs i alle sine afskygninger, til Jazz Jamsessions 2019. DMF-Aarhus og spillestedet CasaV58 præsenterer i 2019 i alt 10 koncerter som er gratis for alle og enhver som elsker at opleve jazzmusik i levende live. Scenen er åben for alle byens musikere – unge, ældre, erfarne og nye talenter – som har lyst til at spille jazz sammen og knytte nye musikalske bekendskaber, relationer og netværk.

Den anden Jazz jamsession afholdes igen i den hyggelige og nyrestaurerede kælderbar på CasaV58, Vestergade 58, 8000 Aarhus C. fredag den 30. august 2019. Dørene åbner kl. 21.30 og jammen starter kl. 22.00.

Denne aften er bassist Jens Nørgaard jamvært, og vil styre aftenens sammenspil på den åbne scene. Med sig har han trommeslager Jesper Bo Knudsen og Theo Benjamin Hjorth, piano.

Jens Nørgaard er en kendt bassist i det Aarhusianske jazzmiljø. Han trådte tidligt sine ‘walking bass shoes’ på det legendariske Bent J, og har siden lagt en fyldig bund under en myriade af musikere inden for jazz, folk og rock. Jens har som sideman medvirket på flere udgivelser inden for disse genrer.

Jesper Bo Knudsen behøver ingen nærmere præsentation. Han har spillet med en række danske jazzkunstnere og været med på en række udgivelser med kunstnere som Uffe Steen, Veronica Mortensen, Trio Alberti og Morten Haugshøj. 

Theo Benjamin Hjorth spiller med en lang række internationale musikere fra latin-miljøet, og hans forkærlighed for cubansk musik fornægter sig ikke i hans ubesværede spil. Han er fast medlem af det professionelle bigband i Aalborg, Nordkraft Big Band og desuden både sideman, bandleder, komponist og arrangør.

Med Jazz jamsessions ønsker vi at tilbyde rammerne hvori byens jazzmusikere kan mødes og nye konstellationer, kontakter, netværk og samarbejder kan opstå på tværs af alder og erfaring. Er du interesseret… så mød op med dit instrument under armen til en hyggelig og forhåbentlig fed musikalsk inspirerende omgang jazz!

Datoer for kommende Jazz jamsessions arrangementer annonceres løbende.