Lars Muhl om mødet med Beach Boys

”Friends med Beach Boys er dén plade, jeg vil tage med på en øde ø.”

Interview med Lars Muhl af Kurt Baagø til Basunen

Hør hele interviewet på Youtube (Audio 16. minutter)

Fotos: Lars Muhl.

Ingen slinger i valsen.

Lars Muhl anerkender, at albums med Cream, Hendrix, Beatles og flere andre har status af tressernes mesterværker. Men det er et overset Beach Boys-album uden hitsingler fra 1968, Muhl aldrig bliver træt af, og som har været ham en trofast følgesvend i livet gennem næsten 50 år.

”Det var den oprindelige trommeslager i Daisy´s morfar,” fortæller Muhl, ”der havde en pladeforretning på strøget Århus, hvor vi gik på rov efter lukketid. Èn af pladerne, vi fik fingrene i på den måde, var Friends med Beach Boys.

Friends blev et magisk samlingspunkt for os i Daisy. Vi satte den på hele tiden og igen, når vi var sammen. Vores guitarist, Frank Lorentzen havde og har absolut gehør, så han kunne lytte Beach Boys-stemmerne på Friends af, affotografere dem nøjagtigt. Når vi så øvede, kunne vi tage udvalgte numre fra Friends, lære os hver eneste stemme og holde stemmerne præcist. På den måde, uden at vi var klare over det, blev Friends vores harmonilære, vores hørelære.”

”Hvad er det på Friends, der rammer dig så præcist?”

300x300-muhl-friends-cover

CD-cover Friends med Beach Boys autografer.

”At den er så fuldendt. Teksterne er nærmest zen-agtige, Brian Wilson har skrevet og komponeret albummet ud i ét nu. Den oser af noget fuldstændig tidløst. Den er dybt original

Det er, som om Brian Wilson på den plade har besluttet at være helt ligeglad med, hvad der foregår alle andre steder og omkring ham, han er gået ind helt ind i sit eget univers. Brian Wilson siger, at det er den plade, i hele karriéren, han selv er mest glad for. Og det er ikke kun os i Daisy, der har brugt den til at lære fra, Friends bliver den dag i dag brugt i undervisningen på Berkeley College of Music.”

”Hvordan kan det være, at I i Daisy dengang i 68 dyrkede Beach Boys?”

”Ja, de var jo ikke særligt hippe, blev betragtet som et konservativt poporkester med deres glade surfsange. Men så var der jo Pet Sounds-albummet og deres pop-mesterværk, Good Vibrations. Hele Pet Sounds var der ikke ret mange i Danmark, der kendte og hørte, men det gjorde vi i Daisy. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at det af alle de plader, vi hapsede i pladeforretningen, blev Friends, vi kom til at dyrke. Efter Daisy-tiden har Friends været en stor og vigtig del af mit liv, og jeg har opdraget mine børn og børnebørn med den.”

”Du og din familie mødte Beach Boys her i Århus for nogen år siden?”

”Vi havde købt billetter til koncerten ved Musikhuset i 2012, hvor Beach Boys var på 50års-jubilæumsturné. 14 dage inden blev jeg ringet op fra USA af en dame fra Beach Boys´ kontor i Californien, om vi ikke ville komme til koncerten som Al Jardine´s gæster og møde Beach Boys backstage. Jeg troede, at der var nogen, der lavede pis med mig, men den var god nok. Al Jardine havde læst og kendte mine bøger og ville gerne møde mig. Vi fik ikke snakket så meget lige ved dén lejlighed, men Al inviterede os over til USA, og vi tog over, besøgte og boede hos ham et par uger.”

 ”Mødte du Brian Wilson, da Beach Boys var i Århus?”

”Al tog os med hen til Brian Wilson, der før koncerten sad for sig selv i en stor kontorstol bag ved scenen. Brian Wilson er jo syg, han hører stemmer, tusindvis af stemmer hele tiden, egentlig syntes jeg, det var lidt ubehageligt at skulle hilse på ham i en tilstand, hvor han virkede til at være helt væk. Men så fik jeg den indskydelse at prikke til Gil, min dengang 9-årige papsøn, og få ham til at synge én af sangene fra Friends for Brian Wilson. Gil er vokset op med Friends, han har absolut gehør og han sang ufortøvet én af sangene a capella fra Friends for Brian Wilson. Med det samme kunne vi se Brian Wilson åbne op, se solen komme frem i hans ansigt, og vi fik hilst ordentligt på hinanden. Det var stort.

640x640-muhl-al-bog

Al Jardine, Beach Boys med Lars Muhls bog ‘The O Manuscript.