Millioner til forskning i musik og hjerne

af Martin Blom Hansen

Musiker, professor og hjerneforsker Peter Vuust har fået 52 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond til et nyt forskningscenter, Center for Music In The Brain.

Musiker og forsker Peter Vuust er en af landets skarpe hjerner og får med bevillingen fra Danmarks Grundforskningsfond et gevaldigt skulderklap og et helt nyt forskningscenter. (Pressefoto: petervuust.dk)

Musik, følelser, forventninger og hjerneaktivitet. Hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust har i 13 år forsket i området, og nu  bliver hans unikke arbejde kronet med en seriøs check fra Danmarks Grundforskningsfond.

52 millioner kroner skal gå til et helt nyt grundforskningscenter, der med et hold forskere og ph.d.-studerende og med Peter Vuust som leder skal arbejde sig ind i hjernens og musikkens indre landskaber.

Banebrydende forskning

”Center for Music In The Brain” er navnet på det nye center. Bevillingen rækker til de næste seks år, og derefter er der mulighed for fire års forlængelse. Der bliver med andre ord tid og ressourcer til at bringe Peter Vuusts forskningsfelt op i verdensklassen. Hvilket også er et af målene med midlerne fra fonden, der i alt har bevilget 700 mio. kroner til 12 nye forskningscentre inden for vidt forskellige områder.

Overskriften er ”Centers of Excellence”, og adgangsbilletten til forskningspengene er blandt andet høj videnskabelig kvalitet, højt ambitionsniveau og potentiale til at være banebrydende og fornyende.

Musikken og menneskehjernen

Peter Vuust har siden 2006 arbejdet i sin egen forskningsgruppe, som har forsket i, hvordan hjernen modtager og bearbejder musik. Musik og måden, vi lytter til musik og forstår musik, kan fortælle meget om, hvordan vores hjerne fungerer.

Det handler om følelser, forventninger og forudsigelighed. For eksempel når et stykke musik slutter, kadencen eller forventningen om et omkvæd. Det handler også om, hvordan vi lærer at spille musik, og om hjernens evne til at indarbejde mønstre – og ikke mindst huske disse mønstre.

Perspektivet

”Forskningen har potentiale til at påvirke den måde, vi spiller, underviser, bruger og lytter til musik på. Samtidig vil den have betydning for vores forståelse af menneskets hjernefunktion i almindelighed,” siger Peter Vuust i en nyhedsartikel fra Aarhus Universitets nyhedstjeneste.

Den hidtidige forskningsgruppe er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium og er tilknyttet Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN) på Aarhus Universitetshospital. Det nye center får også adresse i Aarhus.

Aktiv musiker

Peter Vuust er ikke blot forsker på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, men også professor ved Det Jyske Musikkonservatorium samt ikke mindst jazzbassist og komponist. Han har medvirket på utallige udgivelser, turneret flittigt og udgivet fem album med sin egen gruppe, Peter Vuust Quartet.

Læs mere:

Aarhus Universitets nyhedstjeneste