Musiccode – Michael trykker udgivelser ned i små oplag

Michael trykker udgivelser ned i små oplag

Tekst og foto: Lars Knudsen, DMF Aarhus.

Tidligere læssede fragtmanden kassevis af CD’ere af på dit dørtrin, for det var relativt større oplag, der skulle bestilles, når man gerne selv ville udgive sin musik fysisk. DMF’s Gateway Music arbejder tæt sammen med den danske CD-, LP- og merchandiseproducent Musiccode, der tilbyder fysiske musikprodukter ned i små oplag. Direktør for Musiccode Michael Persson fortæller, at han stadig har samme antal ordrer på fysiske udgivelser – oplagene er bare blevet mindre.

Dansk Musiker Forbund etablerede i 2006 Gateway Music for at hjælpe danske musikere og bands, som ønsker at udgive musikken selv. Gateway varetager rollen som distributionsselskab og gør det derved langt lettere for dig, som Do-It-Yourself musiker, at få gjort dine udgivelser tilgængelige både digitalt og fysisk, når du udgiver på eget label. Når du udgiver din musik, er der en del pladeselskabsarbejde, du selv står med. Hos Gateway Music er der hjælp og rådgivning at hente om, hvordan du laver og overskuer en udgivelsesplan for din kommende plade. Gateway hjælper dig også med administrationen af royalties. Der er hjælp til aftaler med musikere, fotografer, grafikere, PR osv., formidling af stregkoder, oprettelse af webshop til salg af fysiske produkter fra din egen hjemmeside. Og så er der indgået et tæt samarbejde med danske Musiccode, som tilbyder hjælp med den fysiske produktion og har fordelagtige prisaftaler, du kan benytte, når du skal have fabrikeret dine udgivelser.

Fire årtier i musikbranchen
Siden 2014 har direktør for Musiccode, Michael Persson, været i kontakt med en lang række bands og musikere, som han har hjulpet med at fremstille CD’er, LP’er og merchandise, som distribueres og sælges via Gateway. Michael har stort set hele sit arbejdsliv været i musikbranchen og er specialiseret i markedsføring, salg og produktion. Han startede i 1980 hos Musikcenteret Nakskov, hvor han blev bestyrer og partner. Efterfølgende med egen pladeforretning – MP Music – som han solgte til en DJ. I start 90’erne ansat i Rico Sound Music hvor han byggede små butikker op på landets taxfree færger, med musik, film, games og merchandise. Headhuntet til ELAP Music/CMC Records hvor han varetog salg til specialbutikker og var medansvarlig for opbygning af Top 20 CD salg hos COOP, OBS, Kvickly, SuperBrugsen og Dagli Brugsen. Fra 1996-2003 hentet til Edel Records/Mega Records i stillingen som Nordisk salg- og marketingdirektør hvor han arbejdede med navne som Ace Of Base, Big Fat Snake, Savage Rose, Craig David, Rollo & King, Blå Øjne, Danny Cool, Erann DD, Coolio. Michael drev fra 2003-2006 booker virksomhed – MP Music2 – hvor han hjalp kunstnere med distribution, fremstilling af CD, og lavede management for TopNoch Music (Rasmus & Nicolai Seebach). I 2006 blev Michael kontaktet af Jesper Schertiger fra verdens største CD fabrik, ODS i Tyskland, hvor han blev ansvarlig for håndtering af pladeselskaber. Siden har han været hos CD producenten Dicentia, SONY DADC i 8 år, indtil han startede Musiccode op i 2014.

Produktion tilpasset til markedet
Musiccode arbejder sammen med alle CD og vinyl fabrikker i Europa, men har et fast samarbejde med en relativ ny fabrik, som ligger i Warszawa. Her har de tilpasset sig markedet i dag, hvor der ofte er behov for produktion af mindre oplag. ”I det samarbejde har vi rent faktisk indgået en samarbejdsaftale hvor Musiccode er eksklusiv samarbejdspartner for Skandinavien, så vi kan tilbyde de bedste priser, den hurtigste leveringstid, og den bedste kvalitet. For eksempel skal de fleste, der skal have produceret vinylplader, sædvanligvis vente 2-3 uger på en test presning og ca. 8 uger, hvis du er heldig, før den færdige produktion kommer. For vores vedkomne går der hos Musiccode kun 1-2 uger, så har du en testpresning, og 2-5 uger alt afhængig af årstiden så har du modtaget ordren”.

Lavt antal med kvalitets glasmaster
”Musiccode er de eneste i hele Skandinavien, som kan tilbyde en færdig CD og det hele ned i 100 styk, vel at mærke med rigtig kvalitetsglasmaster – altså ikke kopiering/duplikering. Vinylplader trykkes ned i et oplag på 50”, fortæller han. ”Vi oplever mange kunstnere, som i første omgang kun har planer om at udgive digitalt, men som også vælger at udgive fysisk, når de hører, at vi laver disse små oplag. Musiccode kan også stadig sagtens håndtere store ordrer og produktioner i mange tusinde eksemplarer”, understreger Michael.

”Førhen var der risiko for, at DIY-bands kunne brænde inde med et stort oplag fysiske udgivelser – men skaden er ikke så stor i dag, med muligheden for de små oplag. Derfor er der stadig mange, som får fysiske udgivelser produceret i små oplag hos os. Det er stadig godt at have fysiske plader med, man kan sælge, når man er ude at spille”.

Ordrer i alle størrelser
”Jeg har været i musikbranchen i mange år, men det, jeg med Musiccode brænder meget for, er at hjælpe den enkelte musiker. Det er det, jeg synes er sjov. Altså den direkte kontakt med musikerne. I min hverdag er der stor forskel på at levere X antal eksemplarer til et stort pladeselskab og så at sidde med en musiker, som brænder for sin musik. Det er en meget stor tilfredsstillelse for mig at sørge for, at musikerne er trygge og glade i produktionsprocessen. Jeg har et stort netværk og kan da også nogle gange bidrage med lidt sparring og råd om PR, booking, eller hvad vi ellers kommer til at snakke om”.
Musik
Man kan henvende sig direkte til Musiccode. Men ofte så er DIY-bands og musikere først igennem Gateway Music, hvor der er hjælp af Mette Ellebye-Larsen og de andre medarbejdere og derfra videre til produktionsfasen, som Musiccode tager hånd om.

Medlemmer af DMF og udgivere igennem Gateway Music loves altid gode og fordelagtige tilbud på produktion af CD, LP, tryksager som plakater/postkort, bøger og andet merchandise. ”Jeg er jo gammel sælger og siger aldrig nej. Der findes altid en måde, jeg kan skaffe det, som kunden ønsker sig at få produceret”, siger Michael. Find ham og Musiccode på: www.musiccode.dk. Der er en ny omfattende hjemmeside undervejs og oppe inden længe.