Pris til Solobratchist

Pris til Solobratchist

Emile Cantor, solobratschist, Aarhus Symfoniorkester, er tildelt Aarhus Symfoniorkesters Venneforenings Gustav Albeck Prisen. Emile Cantor har været solobtatschist i orkestret siden september 2002.

Emile Cantor er professor ved Folkwang Musikhochschule i Essen og gæsteprofessor ved Conservatori del Liceo i Barcelona. Emile Cantor har desuden i en periode undervist på det Jyske Musikkonservatorium.

Emile Cantor er født 1955 i Apeldoorn i Nederlandene og begyndte som 4-årig at spille violin. Fra 14-års alderen skiftede han til bratsch, fordi han var blevet dybt fascineret af dette instruments smukke, varme og fyldige tone.

Fra 1973 tog han privat undervisning i bratsch og studerede sidenhen på Conservatoire National Supérieur de Musique i Paris hos Serge Collot, hvis spillestil og musikalske tradition har øvet stor indflydelse på ham.

I 1975 modtog Emile Cantor “Premier prix premier nommé” fra en énstemmig dommerkomité.

Emile Cantor har været solobratschist i bl.a. London Symphony Orchestra, Netherlands Chamber Orchestra i Amsterdam, Orchestre National du Capitole de Toulouse, før han i oktober 1986 blev medlem af Düsseldorf Symfoniorkester (Deutsche Oper am Rhein).

Året efter grundlagde han Orpheus Kvartetten sammen med C.A. Linale, E. Piedicuta og L. Sbarcea, og med denne kvartet har han vundet førstepris ved tre internationale konkurrencer: Rom i 1989, München 1991 og Osaka 1992.

Fakta om Albeck Prisen

AARHUS SYMFONIORKESTERS VENNERS FOND: GUSTAV ALBECK FONDEN
Professor Gustav Albeck var af umådelig stor betydning for udviklingen af kulturlivet i Aarhus. Hans indsats for byens symfoniorkester var uvurderlig. Ved Gustav Albecks død stiftede AARHUS SYMFONIORKESTERS VENNER (en forening af frivillige, som arbejder som støtteforening for Aarhus Symfoniorkester) en særlig fond, AARHUS SYMFONIORKESTERS VENNERS FOND: GUSTAV ALBECK FONDEN som i navngiverens ånd arbejde på at støtte orkesteret og orkesterets musikere.
Dette sker primært gennem uddeling af Gustav Albeck Prisen, som uddeles en gang om året som en særlig anerkendelse til en af ASOs musikere. Gustav Albeck Prisen uddeles for tolvte gang i år.