Romantikeren eller kynikeren og kampen om streaming

Af Martin Blom Hansen 14. april 2015

300x400-martin-blomKOMMENTAR: Tak til Koda for godt medlemsmøde i går, 13. april 2015, om streaming og alt dets væsen. Der er al mulig grund til at stille skarpt på tendenser og udvikling. Det er kompliceret stof, men det er sindssygt vigtigt at dykke ned i substansen og ikke mindst hele tiden forsøge at afdække, hvem der har interesser i hvad, og hvordan alle disse agendaer bliver kommunikeret. Et konstant kritisk blik er vigtigere end nogensinde.

Gårsdagens debat afslørede, at der stadig – utroligt, men sandt – kører et underliggende argument / modargument-spor, som triller i “internettet er kommet for at blive”-rillen. En diskussionspræmis, der er 15-20 år gammel, kan man sige, og som har udspring i den gamle fildelings- og piratdebat.

Som skrivende herre om streaming er det dog sundt at blive mindet om, at debatten om den digitale revolution er nødt til at tage hensyn til, at folk har meget forskellige udgangspunkter. Der er klart en risiko for, at en debat bliver elitær og indforstået. Især når de mere tekniske sager er på bordet.

Omvendt kan en reel debat om streaming, afregning og kunstnerøkonomi ikke undgå at blive teknisk og smånørdet. Hvis ikke den bliver det, løber de dygtigste kommunikatører og propagandister (de fleste på fast løn hos en interesse-haver) med agendaen. Debatten i går kom heldigvis godt rundt i mange hjørner. Nu var det jo i Koda-regi, så eksempelvis var det ikke musikselskabernes rolle, deres fordeling af streamingindtægter osv. der var på dagsordenen.

Men noget af det, der blev diskuteret, var særdeles vigtigt:

1. For det første bliver det meget interessant at følge, hvordan Koda og medlemsorganisationerne (DJBFA, DPA, DKF) vil bruge deres styrke og kræfter på at påvirke indholdet i det kommende E-handelsdirektiv i EU. Samt i den forbindelse om man i fællesskab med søsterorganisationer i Europa og andre dele af de kreative brancher med held kan overbevise politikerne (og her er det nede i Europa, det primært gælder) om, at al den “value”, de store de facto monopoler som Google og Facebook bygger deres forretning på, skal deles med indholdsskaberne. Forbrugeren er varen, det ved vi, og det er forbrugerens data, der skaber værdi. Men grunden til at forbrugeren så lystigt boltrer sig på Facebook og YouTube er i høj grad musik. Musik bliver delt, slået op, lagt på osv. mere end noget andet kulturprodukt. Musik=høj værdi.

Hvilket også blev dokumenteret på mødet i går.

Kan kunstnerorganisationerne skabe folkelig opbakning til, at mastodonterne med “Digital Millenium Copyright Act” og “Safe Harbour”-love (som gør dem ikke-ansvarlige for brugeruopload) i hånden bør betale mere end reklamehåndører til rettighedshaverne? Og kan de samme organisationer flytte noget på lovgivningen, så mastodonterne bliver tvunget til at betale en del af deres omsætning til de, der skaber indholdet? Umiddelbart kan man frygte, at kampen bliver noget i retning af 1864. Mastodonternes kanoner er af en uhyggelig svær kaliber, og der skal mere end analoge argument-forladere til at klare den kamp…

2. Har piraterne endegyldigt forladt musikfarvandet? Og er Tidal den tømmerflåde, der skal redde den store og ret forkomne musikermellemklasse i land? Alle dem, der ikke nåede op i de store musikselskabers redningsbåde, der afsejlede med Spotifys ankomst. Kodas bestyrelse udtrykte måske lige lovlig megen optimisme på det punkt. For den samme teknologi og hastige digitale udvikling, som har skabt streamingrevolutionen, kan også bruges af pirater. Se på Popcorn Time.

3. Defensiv kontra offensiv indstilling? Det var et gennemgående træk ved debatten i går – hørt før ved lignende debatter – at en del af stemmerne i salen talte for, at man skulle/burde gøre noget, kæmpe for sin ret til at sine produkter og få en fair betaling. Fuldstændig som dengang, pirateriet var på sit højeste. “Der er nogen, der stjæler mine sange, stop dem, eller lad os sammen opbygge værn mod dette, lad os tage ejerskabet tilbage og selv have hånd i hanke med, hvordan musikken kommer ud til verden.”

Noget i den stil og i bund og grund en offensiv holdning, hvor man ikke accepterer rov og ran, så at sige. Man kan måske gå så langt som til at kalde det “romantikerens ærefulde kamp”.

Over for romantikeren befinder sig den mere analyserende type, “kynikeren”, om man vil, der siger: “Ja-hat eller nej-hat er ligegyldigt, skibet er sejlet, og vi må kæmpe på skibsdækket og se, om vi kan få adgang til broen, så vi kan være med til at dreje lidt på kursen. Vi kan ikke ændre på, at supertankeren er i søen. Men vi må slå os frem på skibet, og da vi udgør en værdifuld last, er der håb. Og noget har vi jo opnået… tidligere lå vi nede i piratskibets lastrum og fik hverken vådt eller tørt. Nu får vi da i det mindste en lille blikskål med lidt brødkrummer indimellem. Det er da bedre end slet ingenting.”

Okay, indrømmet, måske et lidt for livligt billedsprog ‘Humørikonet smile’ Det væsentlige er her, om organisationerne tager romantikerens såvel som kynikerens virkelighedsforståelse og argumenter med i tasken til møderne med ministre, folketingsmedlemmer, parlamentsmedlemmer osv.

http://www.blomhansen.dk/2015/04/14/medlemsmoede-i-koda-vigtige-pointer/