Slagtøjsmusiker med mange facetter

640x369-gregory-boyd

MUSIKERPORTRÆT.

Af: Lars Borup.

Siden 2002 har han haft base i Århus, der har været udgangspunkt for et aktivt liv som trommeslager, perkussionist, en mester i at traktere olietønder og en glimrende vokalist. Musikeren er 48-årige Gregory Boyd, som er flittigt benyttet musiker både i Danmark og internationalt, hvor han både arbejder som medlem af diverse orkestre og med egne projekter.

Mission East
Nyeste projekt er for den danske nødhjælps- og udviklingsorganisation Mission Øst / Mission East, som arbejder både i Østeuropa, Mellemøsten og Asien. For at sætte fokus på dette arbejde stod Gregory Boyd i juli bag en koncert i NyV58, hvor han optrådte sammen med bl.a. konen, Lone Boyd, Kris Herman og Michael Kolster. Her optrådte han især med sin helt store passion, olietønderne, som har rod i Caribien, men som Gregory prøver at udvikle i nye retninger.
”jeg prøver at finde nye veje for brugen af olietønderne musikalsk. Her inddrager jeg både de elektroniske muligheder og min vokal. I Mission East projektet prøvede jeg at skabe en lyd, der bringer tankerne hen på fattigdommen. Olietønderne er i sig selv et symbol på fattigdom og affald,” Fortæller Gregory.

Mødtes i New Orleans
Gregory Boyd kom til Århus på grund af ægteskabet med konen Lone Boyd, som han mødte på det legendariske Joe’s Cozy Corner i New Orleans, som ikke eksisterer mere. Han er oprindelig fra Wisconsin og har boet i Detroit. Gregory er på sin fars side i familie med blues ikonet, Muddy Waters, og han synger med en autencitet, som tydeligt har rødder i bluesmusikken, uanset hvilken stilart han går til. “Jeg fik min musikuddannelse i US Navy og kom direkte derfra til New Orleans som meget ung. ”

”Der startede min rigtige musikalske uddannelse. Jeg havde nogle herlige år i den fantastiske by, hvor jeg startede med at spille i The Charmaine Neville Band”. Gennem Charmaine kom Gregory i forbindelse med hendes far, Charles Neville, medlem af det legendariske Neville Brothers, hvorefter Boyd bliver en del af Charles Nevilles Modern jazz band og spillede i lillebroderen Cyril Nevilles funk and Uptown Reggae bands som Steel panist (olietøndemusiker) og blev dermed af det New Orleans baserede musikmagasin, “Offbeat”, krediteret, som manden der introducerede New Orleans til dens caribiske rødder;” fortæller han.

”I dag laver jeg koncerter, hvor jeg er kapelmester og samtidig har jeg en del job, hvor jeg er hyret som slagtøjsmanden i andre sammenhænge. Jeg laver også koncerter for Levende Musik i Skolen,” fortæller Gregory Boyd.

Internationalt
Han fortæller videre, at han også arbejder på et internationalt niveau med mange kendte musikere og producere.
Det New York baserede online Steel Pan magasin, “Pan on the net”, har beskrevet Boyd som en af topinstrumentalisterne inden for steelpan området, som en der skubber grænserne for instrumentet og er blevet sammenlignet med rock legenden Jimi Hendrix og jazzlegenden Thelonious Monk.

Boyd er også kendt i lande som Japan, hvor han har turneret flere gange. Første gang til Newport jazz Festival i de tidlige halvfemsere med et AllStar New York
og New Orleans band og siden hen med hans electric Steel Pan funk band.

I 2013 var Boyd i Ukraine, hvor han vandt titlen “Audience favorite” i den første internationale Master Jam konkurrence med sin egen sang, Poormans Piano, og
hvor han modtog stående applaus.

I Tyskland spiller han bl.a. med Jazz Lips fra Hamburg, Lillian Boutte og mange andre kendte musikere i det traditionelle New Orleans Jazz miljø, hvor Boyd de sidste 8-9 år, har etableret sig med en dedikeret skare af folk, der kommer til koncerterne, og hvor han er kendt som “The Master of the Steel Drums”.

”I USA har jeg haft meget glæde af at samarbejde med en dansker, nemlig Birgitte Sunding som er hustru af den tidligere bodybuilder Sven Ole Thorsen, bosat i Los Angeles og ejer af et management bureau.

Ny ep
Jeg spørger forsigtigt Gregory, om han kan leve af at være musiker. Hans svar er ”både ja og nej”. ”Vi har de penge, der skal til for at eksistere, og jeg er glad for mit musikalske liv.”

Udover arbejdet for Mission East arbejder Gregory Boyd på en ep med nye sange og ny musik, fortæller han til slut. Samtidig er han på vej til Los Angeles for at spille med bassisten Edwin Livingston og trommeslageren Tony Austin på det verdenskendte spillested, Whiskey a go go.

En spændende musiker med fundament i den østjyske musikscene og en musiker der altid er værd at lytte til.