Spil Dansk i Radio Randers

Nøj, det’ dansk!

640x360-vibeke-bonde-VBP---Bachelorkoncert-2

Radio Randers og Det Åbne Radioværksted fejrer og spiller dansk musik hele denne uge. På torsdag d. 30. oktober er det musikkens festdag – Spil Dansk Dag 

De to radioer præsenterer en bred vifte af danske tekster og kompositioner, og lytterne vil få musik fra 1700-tallet og frem til i dag i ørerne – med mest vægt på kendtes og knap så kendtes nyeste udgivelser i alle genrer.

De to radioers faste værter for programmerne Rock af den gamle skole, Michaels Pophjørne, Jukeboxen, Jazz’in Randers, Rodekassen og selvfølgelig Dansktimen vil også spille dansk sange og kompositioner.

Binder os sammen

”Danske ord og toner er noget af det, der binder os sammen”, mener Vibeke Bonde Persson, formand for musikerne i Randers, DMF Randers.

Hun er gæst i MUSIKPORTALEN torsdag d. 30. oktober kl. 15:05, hvor hun fortæller om baggrunden for Spil Dansk Dagen og spiller dansk musik med tilknytning til Randers: Singer-songwriter, kirkemusik, eksperimenterende jazz, klassisk og kor.

Det er musikernes værker og vilkår for at skrive, komponere og udøve musik, der er i fokus på Spil Dansk Dagen.

Grib den musikalske bold

Musikeres muligheder for fortsat at være kreative og udøvende mennesker i Randers bliver også vendt i udsendelsen, og Vibeke Bonde Persson opfordrer de lokale politikere, embedsmænd og skolefolk til at gribe bolden i forbindelse med skolereformen og skabe et samarbejde mellem musikskole og folkeskole for at udvikle egnens unge musiske talenter.

Det er endnu mere nødvendigt efter det Musikalske Grundkursus, MGK, er flyttet fra Randers til Aarhus.

150x150-logo_m_dato_2014_1

Man kan finde lokale arrangementer i forbindelse med

Spil Dansk dagen på Spil Dansk hjemmeside.

Radio Randers og Det Åbne Radioværksted kan høres på FM 104,9 og Hybrid 94,4.