To legekammerater blev kulturentreprenører og afsætter i dag musik med en rød tråd

40 årige Mark Chemnitz ses her med sangeren Dawn Joseph og gruppen AllStars, som han spiller, skriver og optræder med. Han her i ti år været leder af underholdnings- og backinggruppen, som har arbejdet sammen med Rasmus Seebach, Sko & Torp, Lis Sørensen, Christopher, amerikanske Temptations, Nik&Jay, Thomas Buttenschön, Poul Krebs, engelske Soul Glo, Clemens, svenske Samuel Ljungblahd og mange andre. Pressefoto.

Tekst og foto: Jørn Gade

Musik kan være skønt og livsbekræftende for såvel tilhøreren som for den udøvende. Men musik er også en handelsvare, som skal præsenteres og sælges. I en snes år har et umage par gjort interessen til en levevej og en spændende virksomhed, der sætter kreativt blomstrende musikere i kontakt med virksomheder, der tænker i anderledes og konkrete forretningsmæssige baner.

Nederst i Vester Allé tæt på Aarhus Å fører en dør ind til firmaet Front of House. Her huserer Mark Chemnitz og Casper Panduro. Der er skrivebord, telefoner, skærme, guitar og et flygel – og så de to meget forskellige herrer, der siden ungdommen har beriget deres omgivelser med musik.

Front of House. Mark Chemnitz og Casper Panduro

Farver og fest

Mark Chemnitz er nordjyde fra en familie, hvor der blev spillet og hørt musik. Faderen foreslog drengen at gå til fodbold, men det trak ikke rigtigt. Det gjorde musikundervisningen på Sæby Musikskole. Den inspirerende leder Frank Sørensen, der blandt andet står bag Sæby Big Band, fik tændt en bred interesse for musik hos Mark, der gik videre til MGK. Latin, soul og funk var sagen og med rytmisk trombone og klaver som retning gik det mod musikkonservatoriet i Aalborg. Efter et par år blev studiet sat på pause for at afprøve det virkelige musikerliv i København. Ind i mellem jobbene blev konservatoriet dog afsluttet i 2007 i Aarhus.

Det ene af Marks musikalske skridt og tilbud tog det andet. Et af de mere vedholdende engagementer for Mark blev som sanger og keyboard-mand i den kitschede discogruppe ”Le Freak”. Fra midten af 90’erne slog gruppen sig fast med 70’er-80’er kopimusik. Tiden var nok forandret, men publikum elskede gruppens fart og farver. De var kult. Discobandet sikrede den gode stemning og blev hyret af firmaer for at sikre succesen.

Når Mark Chemnitz hen på natten kom hjem til Aarhus fra at have spillet med et af sine bands, tog han lige en tur forbi værtshuset Fatter Eskil i Skolegade. Her var der mange andre fra byens brede musikliv, der mødtes, jammede, hyggede og dannede nye forbindelser.

Opdrage publikum

En af de andre i mørket på Fatter Eskil var Tønder-drengen Casper Panduro. Han var på det nærmeste født eller i hvert fald opvokset med musik på nærmeste hold. Hans far, Carsten Panduro, var en af hovedmændene, da Tønder Festivalen i 1974 gik i gang. Den lidt stillestående marskby havde fået et seminarium og dermed en masse nye unge mennesker, som medbragte en ny musikalsk kultur. Den første festival løb flot af stablen og er siden blev en fast og væsentlig kulturbegivenhed i Tønder.

På de første års plakater for festivalen ses en lille dreng med en banjo. Det var Casper. Der var masser af entusiasme og tro på musik, men der var ikke mange penge at arbejde med, så folkene bag festivalen måtte tænke kreativt. De var købmænd og strateger: Et hovednavn kunne trække de mange, halvkendte navne lidt færre – og så var der de ukendte. Året efter var de ukendte rykket op og blevet halvkendte og kunne trække et større publikum. Et eksempel er folk-rock gruppen Runrig, der modnedes i Tønder.

– Der er ingen tvivl om, at min far opdragede sit publikum. Han lærte dem om ny musik fra udlandet. Og det var hyggeligt – også for musikerne, som gerne kom igen for at spille. Det blev som en familie. Vores hjem var i perioder fyldt med musikere – og der sad jeg så midt i det hele, mens mor klarede de praktiske regnskaber og far bookede, husker Caper Panduro.

I huset kom mange af festivalens musikere, udenlandske og danske navne.

Få det sikre

Casper lærte at spille klaver ved en spillelærerinde med knold i nakken. Langt fra den rock- og folkemusik, som han var vant til. Det gik selvfølgelig ikke, så som 11-årig skiftede han til guitaren. I hjemmet havde han lært Peter Færgemann, manden bag Midtfyns Festivalen, at kende, så som 14-årig ringede Casper til ham og sagde, at han havde et band, der gerne ville optræde. Det lykkedes – og det unge band kom på scenen på Fyn.

Men hans fremtid skulle være sikker – og han skulle ikke bare være kendt som ”Carstens søn”. Sideløbende med musikken tog Casper derfor en læreruddannelse og flyttede kort efter til Aarhus, hvor han spillede mere og mere suppleret med musikskolearbejde. Efter uddannelsen blev der tid til en længere periode i USA, hvor han besøgte faderens gamle venner og mange af musikkens vigtige arnesteder.

Sælgere af teknisk lys

”Fatter Eskil” var stedet, hvor byens musikere mødtes, og her mødte Casper Mark, og de fandt ud af at de svingede godt sammen. Casper tog på et tidspunkt med op til Marks familie i det nordjyske. Her fortalte Marks far, at hans firma Lyngsaa A/S manglede et par mand til at præsentere firmaets avancerede lyssystemer på en messe i Barcelona.

– Vi var anderledes end de pæne forretningsmennesker og det gav kontakt. Vi blev set og fik aftaler og gode forbindelser til en række firmaer. Vi rejste, fulde af gejst, videre til nogle faglige messer i Tyskland, husker Mark.

– Vi ender faktisk med at opkøbe en del af virksomheden og fortsætter samarbejdet med nogle af de store firmaer, som vi havde truffet i Barcelona. Det blev til ugentlige ture til Norge, hvor vi blandt andet solgte 3,5 kilometer tunnelbelysning, projekter og udbud i hele Europa. Det tog fart – alt for meget fart, siger Casper og ryster let på hovedet og fortsætter:
– Vi kunne ikke nå at være med i lysfirmaet som ejere og samtidig drive vores egen forretning Front Of House. Det var sjovt, og det var hårdt, men efter et stykke tid måtte vi vælge. Og vi valgte musikken.

To kulturer med forskellige betalingsfrister

– Vi lærte rigtig meget ved mødet med virksomheder og deres måde at tænke og arbejde på. For eksempel med betalinger hvor der arbejdes med løbende måned plus 90 dages betalingsfrister, hvilket er helt anderledes end i musikbranchen. Men vigtigst måske at firmaer har en interesse for at bruge musik og kultur. De vil have en rød tråd, nogen der sikrer et program og gennemførelse. Og her var det, at vi kendte en masse til udbud og muligheder, siger Casper.

– Vi havde i en lang periode været husorkester for Palle Enevoldsen på ”Varna Palæet”, hvor vi var backingband for forskellige kunstnere, som vi tog med. Det bredte sig til en stadig større kreds af virksomheder. Vi satte det i system, fortæller Casper.

– Det store gennembrud for at komme endnu længere ud var, da Claus Bech, Aarhus Cityforeningen, kom til os. Han havde en ide og et tema. Vi skulle med events sætte gang i Midtbyen, vi fik frie tøjler til at komme med den musikalske røde tråd. Det blev til kulturfestivalen Verdensbilleder. Et år fik eventen USA som tema, og her fik vi ved et tilfælde fat i den legendariske amerikanske soulgruppe The Temptations. Det var et scoop, det var ikke uden udfordringer, men alt lykkedes. De var på Go’morgen TV2 i Tivoli om morgenen, og senere på dagen spillede gruppen på et spækket Store Torv. Det kunne bare ikke blive større. Sjældent har der været så mange mennesker på torvet i Aarhus. Det har sikret et stærkt og stadigt udviklende samarbejde med cityforeningen, siger en stadig stolt Mark.

Det Vildeste Band

Samlede eventpakker

Idéen med at tilbyde ”sikre” sammensætninger af backing og kendte kunstnere har Mark og Casper også brugt, da de for TV2 Nord for et par år siden stod for tre års sommerprogrammer. Og da tv-stationen dk4 ville lave et originalt dansksproget talentprogram, var det ligeledes Front Of House, der stod bag. Det blev til tre år afsluttende med hele 54 danske kunsterne, der i 2017 skulle dyste om at blive årets Danske Pop Talent.

Men ellers er det ved private fester og ikke mindst firmaevents, hvor Front Of House enten som underleverandør til de større eventbureauer eller direkte får kunden til at komme igen og igen, fordi de har oplevet et koncept og en udførelse, der virker: Musik, lyd og lysproduktioner, dansegulv og hvad der ellers skal til. Overskriften kan være: En aften i selskab med stjernerne/ A Night With The Stars. Hvis det ikke er de rigtige artister, så kan Mark og Casper byde på en række kopier af udenlandske stjerner, hvor der bydes på medleys af artisternes største hits.

– Fordi vi laver mange events, har vi fået opbygget stærke kontakter og gode aftaler på artister, teknik og lys. Når vi kan slå nogle arrangementer sammen, kan vi gøre det billigere, hvilket betyder, at vi kan sætte større og bedre navne på. Det kommer kunden, musikerne og publikum til gode, forsikrer Casper.

Samarbejdet mellem Casper og Mark er tæt. Udover at de mødes hver dag på kontoret, er de stort set konstant i kontakt pr. telefon, sms eller mail både før og efter arbejdet på kontoret. Hvis altså ikke møder ude af huset, rejser, studieindspilninger eller andet kommer i vejen.

– Vi er stort set enige om alt – i hovedtrækkene. Bliver vi uenige, varer det ofte ikke længe, inden vi er i gang igen. Projekter og tilbud udvikler vi sammen. Men til daglig er fordelingen, at Mark er den kreative, og jeg er administratoren. Det er min spidskompetence, griner Casper.

Vilje til at blive dygtigere

På spørgsmålet om hvad der har givet dem succes forretningsmæssigt og måske ikke mindst, når de selv stadig rykker ud som musikere, lyder svaret: At det skal være i orden ned til mindste detalje, når de kommer og optræder.

– Vi vælger dem, vi ved, der kan. De er alle super tjekkede. Det kræver meget af musikerne at være omstillingsparate på dagen og kunne navigere i forhold til, hvad kunden forventer, sige Casper og Mark tilføjer:

– Vores musikere har lysten til at dygtiggøre sig. De dyrker perfektionen. Det er ikke nok at fremstå som en rockstjerne. Du skal kunne supervisere dig selv i forhold til modtageren, hvordan du fremstår, og hvordan du leverer musikalsk overbevisende. Det giver overskud til at performe, så kunden ser musikerne som stjerner og oplever det samme auditivt.