Torben Harbo – violinist

Violinist, kunsthåndværker og hundeopdrætter.

Tekst og foto: Jeppe Abildgaard

Ude på en vindblæst mark i det nordlige Djursland bor en ganske særlig mand ved navn Torben Harbo. Her han boet i de sidste 38 år og haft sit kunstneriske virke, hvilket er yderst fremtrædende fra først færd, når man træder ind på hans utrolige matrikel, hvor det er kunsten, musikken og det gode liv der har førsteret.

Ud på landet og leve et jævnt og  muntert, virksomt liv
Torben Harbo er opvokset i Aarhus og har blandt andet tjent som sømand i sine unge dage. Men i kølvandet på hippiebevægelserne i sluttresserne var han en del af den gruppe, der blev kaldt ’landflipperne’, som rykkede tøjlerne op fra bylivet og flyttede ud på de mange landkollektiver, der blomstrede op på især Djursland i 1970erne. Først her blev han grebet af musikkens sjæl og blev især fascineret af violinen og dens ejendommelige overtoner. ”Jeg er gammel Aarhus dreng i højeste grad, men jeg var bare træt af at bo i byen. Folk, venner blev kriminelle og narkomaner, og jeg ville ud på landet og leve et jævnt og muntert, virksomt liv, det var mere mig”.

At få Torben til at sidde stille og lade sig interviewe i klassisk forstand er ikke noget der passer til hans virksomme og arbejdsomme lune. ”Jeg skal lige prøve at få den her lavet, jeg har pissetravlt, skal lave hundemad, og jeg skal hygge med ham her, han er min bedste ven for øjeblikket. Og brænde har vi altid brug for, og når noget er perfekt tørret, er det rart at få det brugt. Jeg har heller ikke fået øvet endnu.” Torben smider en kævle i husets lille masseovn og går over i stuens musikalske hjørne og omgivet af instrumenter spiller han en række numre fra sit enorme repertoire.

Heldet følger de tossede
Rundt omkring sig havde Torben den pågældende dag sin for tiden bedste ven, det 3-årige barnebarn Ildbo, der spiser sin grød til tonerne af Torbens levende violinspil. I køkkenet er der gang i det gamle og æstetiske brændeovnskomfur, som Torben laver alt sin mad på. Rundt omkring spisebordet er der en masse bronzemasker, hvor Torben har portrætteret mange af sine gode venner, bekendte og familie. ”I et af mine portrætter er jeg så heldig at den synger med i 440 Hz, den nøjagtige kammertone og det er lidt sjovt. Det er en gave fra Vorherre – Heldet følger de tossede”.

Djursland Spillemændene
I 1972 var Torben med til at starte Djursland Spillemændene, der hurtigt fik en meget stor folkelig succes. De fik sammen med Sebastian indspillet en alternativ og folk-rocket version af ‘Skipper Klements Morgensang’ til Christiania støttepladen. ”Sebastian sad og miksede, og han havde det forfærdeligt, vi kunne jo ikke spille det samme to gange i træk. Den blev spillet meget i radioen, da den var nummer to på pladen, og det gav en helvedes efterspørgsel, som vi slet ikke vidste, hvad vi skulle stille op med andet end at gøre vores bedste. Men vi var slet ikke forberedt på det. Det var noget med 5-7 mand i en frossen lastvogn til Sverige, det var meget usundt, og jeg blev dødssyg og efter fem år forlod jeg orkesteret.”

Naturmusik
”Jeg kan faktisk bedst lide naturmusik – det er sådan lidt ligesom fuglesang. Vivaldi er meget god, men meget keltisk og irsk folkemusik virker som naturmusik efter min mening. Alt andet refererer til noget underholdnings-business, og selvom jeg har levet af det, så giver jeg ikke meget for det. Men nu kan Ildbo lige få noget mere spisemusik, så kan jeg vise dig, hvad jeg mener.” Torben råber ud i køkkenet ”spiseorkesteret kommer, og nu skal jeg spille noget keltisk for dig”.

220 jobs om året i 20 år
I tiden efter Djursland Spillemændene begyndte Torben Harbo at spille mere folkemusik og jazz og fandt sammen med musikeren Ivan Sand, som skulle vise sig at blive hans faste musikalske makker helt op til den dag i dag. ”Vi har snart 40 års jubilæum. Jeg brændte mine kontrakter sidste år, for 80erne og 90erne. Jeg siger dig, hold kæft der var mange, der var 20 ringbind stopfulde af kontrakter, og jeg begyndte at kigge på dem. Jeg dykkede jo ned i minderne, så var vi der, så var vi der, men man kan jo ikke gå og ophobe gamle regnskaber.”
Harbo og Sand har tilsyneladende spillet godt 10.000 jobs sammen på bodegaer landet over, som husorkester for Dansk Erhvervsliv, firmafester, runde fødselsdage og meget mere. ”Vi fik vældig succes og havde en glimrende levevej i en del år, men som sagt 220 jobs om året i 20 år, det kunne jeg ikke klare i det lange løb. Jeg har været god til at dele visitkort ud, og folk syntes, at vi var gode og ville have os. Det er jo meget privilegeret. Mens mange af mine kollegaer ringer rundt, har jeg altid bare taget telefonen. Så er man fri for alt den ballade med sådan nogle impressarier-typer, hvor man kan knokle røven ud af bukserne for småpenge, mens de tjener kassen. Jeg vil bare gerne være spillemand og spille til folks fester. Jeg har haft nogle af de samme kunder i over 30 år, men mine kunder uddør stille og roligt, og i min generation er vi nået dertil, hvor det tynder lidt ud i rækkerne”.

”Bugthøvlen er en fantastisk opfindelse, hold da kæft”
I Torbens imponerende værksted ude i den ene længe, hvor et stort vinduesparti giver lys og sigte ud til markerne, og tonerne af klassisk musik fra anlægget danner et fromt og vemods soundtrack, er han i færd med at høvle i et stykke træ, hvis form ligner noget i grænselandet mellem et brødtrug og et vikingeskib. Overalt er der figurer i træ, smukke øksehåndtag og imponerende fugle, der er skåret i et enkelt stykke træ og meget andet gedigent kunsthåndværk. Torben er dog beskeden i sin italesættelse af de fantastiske kreationer. ”Gammelt håndværk bliver ikke regnet for en skid, der er ikke nogen, der vil købe sådan noget. Men så er der lidt til julegaver, og det må folk så finde sig i.”

”Når man har så stort et menageri som dig, er det svært at nå det hele” siger svigerdatteren, der også er tilstede i værkstedet og i gang med sin kunst. Torben er dog kun delvist enig i denne betragtning. ”Hvorfor er det, at vi breder os ud over så mange ting, Torben?” spørger hun igen. Torben svarer efter lidt betænkningstid: ”Buddhisterne vil straks sige, at det var grådighed, men i dag hedder det vist ambition”.

Pyrenæerhunde som trofaste beskyttere
Hele ejendommen er omgivet af et stort hegn, hvor geder og de imponerende racehunde Pyrenæere går side om side. “De er den eneste race der kan holde ulve, bjørne og kriminelle idioter af vejen. Jeg avler til nogle, der har brug for sådan nogle arbejdshunde, holde ulvene væk fra fårene. Jeg har syv og har avlet i over 30 år. Og jeg har desuden vundet to guldmedaljer, bedste unghund i Danmark – alle racer og bedste unghund i Vesteuropa – alle racer.” Ved et lille ildsted på gårdspladsen iblandt hundredvis af kunstværker i alle afskygninger er Torben ved at koge en stor gryde med majsgrød og æg, da hundene elsker dette samsurium af grød, stivelse og proteiner. Og imens denne er i færd med at blive kogt færdig, og jeg begynder at drage bort fra Torben Harbos unikke ejendom og hans lune selskab samt fortryllende musikalitet, giver han til sidst et lille eksistentielt guldkorn med på vejen. ”Hvis man har for meget succes, er der noget galt”.