50 år som medlem af Dansk Musiker Forbund

Den 1. juni 1967 bankede det på døren hos Gerda og Orla Thode Karlsen. Udenfor stod daværende formand for DMF i Herning, Werner Christensen, sammen med en repræsentant fra Hovedforbundet i København. Orla havde ansøgt den lokale afdeling om optagelse i forbundet, og det betød, at der skulle komme fint besøg fra København for at godkende det musikalske niveau hos den unge musiker fra Herning.

Af. Jann Guldhammer, formand DMF Herning.

Der var svedige hænder og nervøse ansigtstræk hos Orla Karlsens Orkester, hvor fire musikere var stillet op til DMF optagelsesprøve nede i garagen under familiens hus på Holstebrovej. Det, de hver især valgte at spille, var meget forskelligt, lige fra Haydns trompetkoncert til datidens populærmusik. Den tilrejsende repræsentant for Hovedforbundet frydede sig over den musikalske ekvilibrisme, han overværede, og efter et par kopper kaffe og lidt musikalsk snak var det en kendsgerning, Orla og hans musikere var nu medlemmer af DMF.

En svømmetur startede det hele.

Når man som ung knægt i Herning i midten af 40’erene skulle slå sig løs, så sprang man i teglværkssøen og svømmede rundt der. Det gjorde Orla Thode Karlsen også. Ved en tilfældighed mødte han Sven Åge Dam Christensen ved søbredden. Han var organist ved Herning Kirke. Selv om Dam Christensen kunne være far til Orla, faldt de i munter snak om musik. Orla havde i en alder af 13 år flere instrumenter, som han udforskede efter bedste evne. Venskabet med Sven Åge Dam Christensen betød, at Orla fik mulighed for at komme hos organisten nogle eftermiddage om ugen i hans musikskole. Her lærte han om alt det med noder. Dam Christensen var konservatorieuddannet og havde en anderledes tilgang til musikken end Orla, som indtil mødet bare spillede for sjov og brugte gehør til at lære sig tidens toner.

Hjemme på forældrenes gård i Herning stod der en fin B&O radio i stuen. Orla fortæller, at han elskede at sidde på faderens arbejdsbor, med håret pænt friseret, mens han lyttede til musikken, der kom ud af apparatet. Han forestillede sig, at det var ham der sad inde i radioen og spillede. Der kunne han sidde i timevis og drømme sig væk som kapelmester i sit eget radioorkester.

Da Orla fyldte 15 år, blev han ansat ved postvæsenet i Herning som telegrafbud. Det betød, at der kom penge på kontoen. Hele 187 kr. om måneden, hvilket var en del penge på det tidspunkt. Det betød, at der nu var mulighed for at købe flere instrumenter, og inden længe var der både banjo, mandolin, mandola, s-sax, vibrafon og et sæt trommer på hans værelse.

På posthuset talte Orla meget om sin musik, og det viste sig, at to af hans kolleger også spillede. Find Lorentzen på harmonika, og Børge Melgaard på trommer. Dermed var Kamelo trioen en realitet. Navnet var en sammentrækning af Karlsen, Melgaard og Lorentzen. På grund af den fælles tilknytning til posthuset i Herning blev orkestret også kaldet ”De tre postbude”

Det første job til Kamelo trioen foregik i Ilskov Forsamlingshus, hvor idrætsforeningen havde hyret dem til den famøse sum af 105 kr. (35 kr. pr mand) plus forplejning. Foreningen betalte dog den taxa, som skulle fragte instrumenterne fra Herning til Ilskov. Der var 200 mennesker til ballet, og det var ikke noget problem at spille forsamlingshuset op med violin, harmonika og trommer og et lille sanganlæg med én højtaler hængt op i loftet på to søm. Rygterne om det nye orkester Kamelo gik hurtigt rundt, og snart var trioen booket til adskillige job. Også fordi Orla brugte en del penge på at annoncere i Herning Folkeblad om fortræffeligheden ved sit nye orkester.

Efter nogle år blev trioen til en kvartet, og Orla have fået opfyldt sin drøm fra faderens skrivebord foran B&O radioen. Han var nu kapelmester i Orla Karlsens Orkester. Et ensemble som i løbet af få år var blevet et utroligt populært orkester i hele landet. Orla husker især mange år som fast orkester i ”Lille Folkets Hus” i Aarhus for SID. Der var efterhånden så mange job i bogen, at Orla tænkte, at det nok var en god ide at blive medlem af Musiker Forbundet. Så han ringede til den lokale formand i Herning og sagde, at der var fire mand der gerne vil meldes ind.

Ulykken

Under en ferierejse i 1987, var Orla sammen med sin hustru og datter på vej op ad et bjerg i Schweiz, da en modkørende bil mister herredømmet i et hårnålesving og kører frontalt ind i familiens Toyota Hiace. Familiens multihandikappede datter, Helle, blev slemt skadet, det samme gjorde Orla, mens hustruen Gerda, slap med en forstuvet fod.

Orla forsøgte ihærdigt at genoptage såvel sit arbejde som post, som sin musikalske karriere, men måtte opgive begge deles som følge af ulykken.

Det til trods har Orla hold fast i sit medlemskab af DMF. Han fortæller, at det har givet ham så meget tilbage. Det vigtigste har været fællesskabet. Forsikringer har ikke betydet det store, men til gengæld kom der mange job fra lokalafdelingen i Herning, hvor Werner Christensen var dygtig til at skaffe spillejob til organiserede musikere. Orla Karlsen har lagt anlæg til de store danske solist-navne, som f.eks. Bjørn Tidmand, Gustav Winckler, Katy Bødtger, Ulla Pia, Raquel Rastenni og mange flere.  Det har været en musikalsk rejse, som en ulykken i Schweiz satte en brat stopper for.

Karlsens otium

De seneste 30 år har fokus mere og mere været på de handikappede, som fylder meget i familien Karlsens liv. Orla og Gerda har kæmpet og kæmper stadig en indædt kamp mod stat og kommune for at få bedre vilkår for de handikappede. Når man ser, hvordan Orla på 83 og hustruen gennem 61 år må slide for at bære rundt på deres 53 årige datter, så forstår man godt, at de kæmper for bedre vilkår for både Helle og andre i hendes situation.

Orla har prøvet, med sine begrænsede ressourcer, at starte et musikalsk projekt for handikappede i et bosted for handikappede i Tjørring. Kræfterne rækker bare ikke længere.

I stuen står klaveret, og der er slået op på en tilfældig side i nodebogen. Jeg spørger, om Orla stadig spiller på klaveret. Det er, som om de tunge skyer, med bekymringen for fremtiden for Helle og forbitrelsen over ulykken, som satte en stopper for drømmen ved B&O radioen pludselig forsvinder. Øjnene får glød, og smilet når helt op til ørene, da Orla siger ”Selvfølgelig spiller jeg stadig, og Gerda klager ikke over det, hun hører”. Gerda nikker anerkendende og smiler til sin mand, mens Helle lægger endnu et puslespil med fire brikker ved spisebordet i stuen.