Chillout i sync med tiden

11-04-2014,  Nyheder i MUSIKEREN

af Martin Blom Hansen

Et af temaerne på DMF Aarhus’ ”Chili & Chillout”-dag var sync-aftaler. Kim ”Kix” Jeppesen fra bandet Power Solo gav gode råd og fortalte om sine erfaringer med at sælge musik til reklamer.

Onsdag 9. april var ”Chili og Chillout”, den årlige netværksdag arrangeret af DMF Aarhus på Atlas og i Promus, Produktionscentret For Rytmisk Musik. Kim ”Kix” Jeppesen fortæller om sync-aftaler og giver branchetip.

Hjertet skal være det afgørende. Også hjernen. Men mest hjertet. Kim ”Kix” Jeppesen læner sig lidt ud mod de godt 25 tilhørere i det lille forkontor hos Promus i Aarhus. Han er en af de fire oplægsholdere, der under overskriften ”Værsgo’ at synce” fortæller om erfaringer med synkroniseringsaftaler og musik i film og reklamer. Scenen er ”Chili og Chillout” 9. april – den årlige netværks- og mød-hinanden-dag, som DMF Aarhus arrangerer på spillestedet Atlas og i Promus’ lokaler.


Tro på det

Sangeren, guitaristen og sangskriveren Kim ”Kix” Jeppesen kaster flere gode almene råd ud til lytterne. Som er en blanding af kvinder og mænd, unge og lidt ældre repræsentanter for musikerfaget. ”Tro på det, vær vedholdende, vær sikker på det, du vil, snak med folk, få personlige kontakter,” lyder nogle af hans opfordringer.


Cola og kærlighed på dåse

Så begynder han at fortælle om, hvordan hans band Power Solo i mange år har leveret musik til reklamer og film. En af historierne handler om Coca-Cola i Sydamerika. Nu bliver der lyttet intenst. Kim forklarer om et sindrigt globalt netværk af publishers med mange finurlige navne. Power Solo får en henvendelse fra deres amerikanske publisherkontakt – via deres danske pladeselskab og forlag Crunchy Frog. Coca-Cola i Sydamerika er interesserede i Power Solo-nummeret  ”Canned Love”.

Der er noget med dåse-cola-rock-riff, der vækker interesse på det fjerne kontinent. Men, Coca-Cola vil gerne have en lidt anden tekst, der helst skal være mere direkte i forhold til det sydamerikanske sodavandssegment. ”De ringer direkte til dig,” siger pladeselskabet til Kim.

Buenos Aires calling

En dag, hvor Kim og nogle venner holder komsammen over en stribe øl et sted langt ude på landet på Djursland, hvor mobildækningen kan være problematisk, ringer hans mobil. I den anden ende er det en topchef i Coca-Colas afdeling i Buenos Aires. Kim går op på et værelse i husets førstesal og stiller sig op på en stol. Mobildækningen er nu tålelig. I denne ophøjede position forhandler han en aftale hjem til Power Solo om at levere et track til en Coca-Cola-reklame.

Alt ok, Power Solo går i studiet og laver en ny version af nummeret, reklamen bliver en realitet og bliver set af hundredtusinder i Sydamerika. Power Solo får deres honorar (hvor meget afslører Kim dog ikke) og får også placeret sig endnu bedre i forhold til det marked, som er deres vigtigste: Synkroniserings- og publishingaftaler.

Sync og live

80 procent af bandets indtægter kommer herfra. Resten kommer fra koncerter og diverse royalties. ”Vi betragter os som et nicheband med en klar profil,” siger Kim. Og netop den klare profil og det rå og kantede udtryk, der adskiller Power Solo fra den mere slebne mainstreamlyd, er en væsentlig årsag til succesen med sync-aftaler. For et firma, der skal brande sig eller sælge et nyt produkt, har ofte brug for en lydside, der vækker og ægger.

Få dit navn gjort kendt

Tidligere på dagen har Rasmus Hamann fra virksomheden Knowtheirname fortalt om samme emne. Knowtheirname arbejder med musikbranding og marketing, og et af deres hovedområder er synkroniseringsaftaler. Rasmus Hamann fortalte blandt andet om bandet Go Go Berlins aftaler med modefirmaet Stylepit, Det nye rockband Captain Casanovas video med Jack & Jones som medspiller og Postyr Projects samarbejde med tøjkæden Vero Moda.

Stort program

”Chili og Chillout”, der kører på femte år, bød desuden på rådgivning og vejledning fra blandt andre Gateway, Artlab, Aarhus Musikskole, Det Jyske Musikkonservatorium og mange andre. En paneldebat om musikkens fremtid var også på skemaet, og ikke mindst var der en fuldt booket sangskriverworkshop med Sko & Torp, en WordPress-workshop samt et tilbud om bandfotosession.

SE FOTOSFotos fra Chili og Chillout 2014


OM SYNKRONISERING:

”Man taler om synkronisering, når der foretages en „sammenstilling af lyd og billeder” i f.eks. en film eller en reklamefilm. Hvis en producent ønsker at bruge et musikværk til synkronisering, skal producenten indhente tilladelse fra den eller de personer, som har skrevet musikværket (eller evt. fra deres musikforlag, hvis de har en aftale med et sådant). En sådan kontakt kan f.eks. etableres gennem KODA eller NCB. Med mindre særlige forhold gør sig gældende, vil enhver aftale om synkronisering skulle administreres via NCB.

En „typisk” synkronisering (i fagsprog blot kaldet „sync”) omfatter brug af såvel musikværket som af en indspilning af samme (master), gerne foretaget af ophavsmanden, af dennes band eller af en solist. Den betaling, som en producent erlægger for „en sync”, omfatter typisk betaling for begge anvendelser, altså et beløb til henholdsvis ophavsmanden og master-owner (den som ejer indspilningen), og dette beløb deles typisk 50/50 mellem disse to parter.”
(Fra bogen ”Den Nye Musikbranche 2.0”, Mikael Højris, 2012)

KØB BOGEN: Den Nye Musikbranche kan købes her (DMF-rabat til medlemmer)