Hæderspris til Thorkild Dalsgaard

DMF overrækker hæderspris

30.04.2019 af Anine Fuglesang DMF

Thorkild Dalsgaard  modtager DMF’s Hæderspris 2019 for sit store engagement i musikkens verden.

Thorkild Dalsgaard (billedet) modtager i år DMF’s Hæderpris for sit store engagement vedrørende orkestermusikere. Med prisen følger 25.000 kr.

Dansk Musiker Forbund har i år valgt at tildele to hæderspriser, én til fløjtenist Thorkild Dalsgaard og én til bassist og tidligere Gasolin’-medlem Wili Jønsson. Med prisen følger 25.000 kr. – læs mere på DMF

Kæmpet for orkestermusikere
Thorkild Dalsgaard, der modtog hædersprisen i forbindelse med DMF Aarhus’ generalforsamling, har været aktiv i Dansk Musiker Forbund i mange år som musiker og som tillidsmand. Han har gennem årene arbejdet for landsdelsorkestermusikerne, både som formand, og senest som mangeårigt bestyrelsesmedlem og kasserer i DMF Aarhus.

Formand for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, skriver følgende i sin motivation:

Vi, der kender Thorkild, kender ham som en fantastisk kollega og en dejlig fløjtenist. En musiker, der har støttet op om og deltaget i alle centrale debatter og omkring musikeres forhold. Både for de musikere, hvor han selv kommer fra, nemlig de klassiske musikere, men også for musikernes vilkår og konditioner i det hele taget. Thorkild er klog, indsigtsfuld, en god analytiker og dygtig til at overskue en situation og altid med på at finde en vinkel omkring samarbejde. Det sidste har betydet, at netop samarbejdet mellem Landsdelsorkestrene og Dansk Musiker Forbund har kørt så flot igennem mange år.

Thorkild Dalsgaard har desuden været formand for Aarhus Back-Selskab i mange år samt arrangør på Vesterlund Højskole ved utallige sommerstævner, hvor unge og engagerede musikere har fundet en sikker og positiv vej ind i musikken.

Om Dansk Musiker Forbunds hæderspris:
Dansk Musiker Forbunds Hæderspris tildeles en udøvende musiker eller et orkester, der har spillet en stor rolle i det danske musikliv. Det være sig musikalsk, politisk, uddannelsesmæssigt, kollegialt, internationalt eller lokalt – musikere, der på den ene eller anden måde har forbedret mulighederne for eller inspireret andre musikere. Derfor bliver prisen også kaldt kollegernes pris. Prisen er tidligere gået til bl.a. Lars Ulrich, Hugo Rasmussen, Jens Klüver, Giordano Bellincampi, Jesper Thilo m.fl.

Thorkild Dalsgaard deltog til fløjtemasterlass med Jeanne Galway i Weggis Schweiz