af Mads Bærentzen, jazzpianist

DR skal arbejde på en ”intern holdningsændring” og begynde at kigge væk fra seertallene og flyttede fokus over på en kulturel og intellektuel berigelse af befolkningen. Men det kræver ledelsesmæssigt mod, mener jazzpianist Mads Bærentzen, medlem af DMF’s hovedbestyrelse.

Lad mig med det samme slå fast; denne artikel handler ikke om, hvorvidt DR skal afskaffes eller ej. Jeg er stor tilhænger af, at vi har denne enestående institution som en modpol til det kommercielle udbud. I stedet vil jeg fokusere på DR’s rolle i samfundet og i særdeleshed i forhold til landets kulturliv.

Ligesom vi kan være stolte af DR, er der også grund til stolthed over det rigt varierede kulturelle udbud, Danmark er i besiddelse af. Et kulturliv på et meget højt, internationalt niveau grundet en ført kulturpolitik, der har værnet om og givet de forskellige kunstneriske miljøer mulighed for at kunne producere fornem kunst på trods af et relativt lille, nationalt marked. En del af denne kunst er også blevet eksporteret gennem årene og har medvirket til en ikke ringe indtjening til gavn for Danmark, såvel økonomisk som profileringsmæssigt.

Tidligere var DR en særdeles vigtig medspiller i hele denne proces. Som professionelt udøvende musiker i de forskellige nichegenrer havde man eksempelvis af og til mulighed for at få koncerter optaget og udsendt på FM-båndet. Der blev produceret radioudsendelser og en sjælden gang også TV om landets kunstnere, og der igennem var man med til at skabe en synliggørelse af og en scene for disse kunstnere, således at der var skabt et værdsat marked, hvorpå disse kunne agere. En situation til stor gavn for både udøvende og publikum.

Desværre er der de senere år sket en voldsom nedskæring af disse områder. Da DAB-radioen for alvor gjorde sit indtog (hvis den da har gjort det?), begyndte DR hurtigt at flytte programmer og hele genrer over på denne platform, og i løbet af meget kort tid medførte det en langt mindre synlighed af disse nicher. Eksempelvis blev jazzredaktionen barberet ned til nærmest ingenting, og livetransmissionerne forsvandt helt. I dag er det derfor mere end vanskeligt at trænge igennem mediemuren, selvom det danske jazzmiljø har et tårnhøjt niveau og en lang række aktører med internationalt format.

Præcis det samme er så ved at gentage sig i forhold til DR’s forskellige TV-kanaler, efterhånden som antallet vokser. De smalle programmer bliver gemt væk på DR-K og på DR2 i alt andet end de bedste sendetider i jagten på de høje seertal og mainstream-underholdning.

Men hvorfor? Burde DR ikke udnytte sin unikke økonomiske position til at skabe et helt andet indhold end de kommercielle kanaler, der lever i en meget anderledes økonomisk virkelighed?

Svaret må være et rungende ja. DR sidder i en kolossal kulturel magtposition, der desværre er blevet misbrugt mere og mere gennem de senere år i et forsøg på at legitimere sin eksistens ved at kunne fremvise høje seertal. Men er det overhovedet det, der skal være målsætningen? Der produceres både TV- og radioprogrammer af særdeles kompetente medarbejdere i DR-regi, men hvorfor skal de gemmes væk på perifere radio- og TV-kanaler til fordel for letfordøjelige underholdningsprogrammer med mere eller mindre talentfulde amatører på hovedkanalen i prime time?

Hvad med om man i DR arbejdede på en ”intern holdningsændring” og begyndte at kigge væk fra seertallene og flyttede fokus over på en kulturel og intellektuel berigelse af befolkningen? Muligheden er i hvert fald til stede. Man har et imponerende dansk kulturliv, egne ensembler samt produktionsfaciliteter i absolut topklasse til sin rådighed. Der mangler dog i den grad ledelsesmæssigt mod til at udfordre befolkningen og til at sætte sin egen dagsorden i et mere og mere kommercielt mediebillede.

Det ville ligeledes klæde DR i langt højere grad at tænke over, at man med sin magtfulde position i det danske samfund og mediebillede, også vedkendte sig et ansvar over for at præsentere og synliggøre det eksisterende, danske kulturliv uden for DR-Byen og ikke blot næsten udelukkende eksponere og reklamere for egne koncerter mm., som det er tilfældet i dag. På den måde kunne DR igen blive den aktive medspiller, der er med til at støtte op om landets kulturliv i alle egne af landet.

Retfærdigvis skal det nævnes, at DR allerede i dag enkelte steder i organisationen leverer rigtig fornemt på nogle af de tidligere nævnte parametre. Som eksempel kan nævnes DR Ramasjang. Som far til en 6-årig dreng har jeg et relativt indgående kendskab til denne kanal, hvor det virker, som om der i den grad er en ambition om at producere kvalitet, at sætte barren langt højere end de kommercielle udbydere og at lave egne produktioner i et vedkommende læringsunivers med dygtige og engagerede medvirkende. Det samme kan siges om P1, der i mit objektiv ligeledes har en helt unik programflade, vi med rette kan være stolte af i Danmark. Sidst men ikke mindst bør også DR Drama nævnes i denne sammenhæng.

Derfor ærgrer det så også ekstra meget, når man med de nævnte eksempler kan se, at det sagtens kan lade sig gøre, hvis man prioriterer kvaliteten og det høje faglige niveau. Med den unikke økonomiske position, DR befinder sig i, er det netop det, stationen har mulighed for at udnytte. Befolkningen er parat! Og den del, der måske ikke er, har i sagens natur masser af andre kanaler at vælge imellem. Glem kampen om seerne og fokusér på indholdet, måske kunne det oven i købet udvikle sig til, at de frafaldne bliver nysgerrige på et indholdsrigt DR og vender tilbage.