Flemming Både – musik og foredrag

Flemming Både

Tekst og fotos – Erik Lyhne

Hvordan startede din musikalske karriere?
Egentlig startede jeg med at spille ud af det blå. Ved en tilfældighed fik jeg en lille legetøjsmelodika i julegave som 7-årig. Min søster lærte mig noderne, og så gik det videre med en harmonika, som jeg fik undervisning på. Senere blev det klaver, kirkeorgel mv. Jeg var vældig bidt af musik og fik skrabet penge sammen til et lille elorgel, der dengang i 1971 kostede en formue. Jeg ville selvfølgelig gerne have et større. Den eneste måde, jeg kunne tjene penge på, var ved at begynde at spille for folk, og det var mest for mine forældres venner og familie. Derfra gik det slag i slag, da jeg fandt ud af, at der var gode penge i at spille for folk.

Hvad var dit første spillejob – hvornår begyndte du at optræde?
Mit første spillejob var en ”koncert” for nogle drenge på et feriehjem, hvor mine forældre kendte en af pædagogerne. Jeg var ca. 12 år og spillede de 9 sange, jeg kunne, på mit elorgel. Det tog sådan ca. et kvarter, og da ingen helt havde tænkt over, hvad resten af aftenen skulle gå med, spillede jeg da bare de samme 9 numre igen. Så vidt jeg husker, fik jeg en halvtredser for jobbet.

Hvordan blev du fuldtids spillemand?
Efter at have været bankmand i 14 år besluttede jeg mig for 25 år siden at opsige min stilling som bankfuldmægtig og begyndte på musikvidenskab på Aalborg Universitetscenter sideløbende med, at jeg spillede alle de job, jeg kunne få. Jeg var lige blevet skilt og havde en ”lille økonomi”. Jeg kunne derfor gøre næsten, hvad jeg ville. Min plan var at blive gymnasielærer i musik, men jeg var på det tidspunkt også begyndt at holde musiske foredrag samtidig med spillejobbene. Mens jeg var i banken, havde jeg også spillet på fritidsbasis, men nu gik jeg all in. Det gik rigtig godt og var lidt sjovere.

Foredrag og spillejobs
Du har holdt foredrag om musikeres og komponisters liv, hvordan begyndte det?
Mit første foredrag var om Carl Nielsen, men det droppede jeg hurtigt. Da Sigfred Pedersen blev 100 år i 2003, skrev jeg mit første egentlige foredrag i den stil, som jeg holder nu. Siden er der kommet foredrag om Kai Normann Andersen, højskolesangbogen, Benny Andersen, John Mogensen og Kim Larsen. For nogle år siden lavede jeg også et om Bent Fabricius-Bjerre, som jeg ikke fik rullet ud, da det gik så godt med John Mogensen. Men da Bent Fabricius-Bjerre døde, fik jeg gjort foredraget færdigt i Coronaperioden. Det er et stort arbejde at samle anekdoter, finde sange og få det hele øvet, timet og få lagt præsentationsvideoer mv. op på min hjemmeside, så det kan bruges i professionel sammenhæng. I mine foredrag fortæller jeg historier om kunstnerens liv,og krydrer det med masser af fællessang og musik/sang, som jeg selv fremfører. Jeg skifter hele tiden mellem at tale, spille/synge og fællessang. Det holder mit publikum i gang. Vægtningen i mit arbejde er ca. 50% foredrag og 50% spillejobs. Det er også rigtig godt, for foredrag er tit på hverdage, hvor de ikke ligger i vejen for festerne som oftest er i weekenden.

Du er troubadour – hvordan udmønter det sig?
Jeg har spillet harmonika, siden jeg var barn. Men så blev elorglet og klaveret mere interessant, og jeg koncentrerede mig om disse instrumenter. På et tidspunkt købte jeg en harmonika igen og fandt ud af, at jeg var god til at synge sjove viser med en pointe. Til festerne begyndte jeg at inddrage harmonikaen mere og mere. På et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra Røverstuen i Rebild, der manglede en troubadour, der kunne underholde de spisende gæster. Det var 4,5 time hver torsdag aften, og det er virkelig lang tid at skulle gå rundt mellem bordene og underholde kun med viser og harmonika. Engagementet varede i 5 år og gav virkelig hår på brystet og et enormt bagkatalog samt masser af erfaring i at foredrage viser og få folk med i historierne. Harmonikaen er et super supplement til festerne, når jeg ellers spiller på keyboard. Fin afveksling og folk kan lide at høre, at man faktisk godt kan spille. Mange fester i dag er små og korte og ofte uden dans. Og jeg har mange engagementer på 2-3 timer kun med harmonika. Der er et fint marked for det, fordi de fleste andre musikere skal stille en masse grej op og derfor ikke vil spille under 4-5 timer.

Spiller med arme og ben
Du spiller til fester og mange andre forskellige arrangementer. Hvordan foregår det?
Altså det er jo sådan set meget ligesom andre selskabs-, fest eller suppe-steg-is musikere, og hvad vi nu bliver kaldt. Det specielle for mig er bl.a., at jeg inddrager harmonikaen en del, hvilket mine kunder er ret vilde med. Det giver afveksling og nærvær og en anderledes oplevelse. Da jeg startede i 70’erne, var vi tvunget til at spille fodbas, og det har jeg holdt fast i. Jeg spiller så meget jeg evner selv, når jeg er ude. Men jeg må i samme åndedrag også sige, at det er en kæmpe fordel både at kunne håndtere og bruge midi-filerne og at spille musikken selv. Hvis min style til et nummer ikke lige har den rigtige basgang, så vælger jeg helt klart at droppe den og spille den rigtige bas på pedalerne. Så jeg spiller med arme og ben, når det giver mening og bruger teknikken, når det passer ind i festen og det behov, der er for bl.a. at kunne trykke ”For evigt” af på dansegulvet. Den kan jeg ikke spille uden midi-fil. Men jeg er glad for, at jeg kan begge dele, for kommer man til en fest og skal akkompagnere til en sang, man måske ikke lige kender, så er det ikke så godt, hvis man kun kan spille med en finger og automatik for resten. Jeg er også begyndt at spille mere gammel salonmusik, wienervalse Strauss og den slags. Folk er vilde med det, og med bedre instrumenter med samplede lyde kan man faktisk gøre det lydmæssigt fornuftigt. Det, sammen med harmonikaen, har virkelig solgt mig gennem tiderne.

Du har undervist i musikskole – hvordan er det at give musikken videre?
Jeg underviste i elorgel, klaver og harmonika i 10 år. Det var fint nok, men ikke noget, jeg tror, jeg kommer til igen. Jeg synes, det er meget sjovere at holde foredrag, og jeg blev lidt træt af både børn og voksne, som aldrig havde øvet sig. Nogle få af mine elever blev til noget, men for at være helt ærligt synes jeg, der var langt mellem de gode historier.

Musikposten
Når du spiller til familiefester, synges der så mere eller mindre end før – og hvad betyder fællessangen og festsangene for en fest?
Hvis jeg tænker tilbage, så sang man meget mere førhen, og der var også mange flere festsange. Der er en tendens til, at folk synger mindre, og så er folk mere hæmmede – de er flove over ikke at kunne synge. I gamle dage var man mere ligeglade med det, man sang bare – og man drak også mere og slog sig mere løs. Det var en anden og sjovere tid i 70’erne og 80’erne. Jeg tror, at folk i dag er så fortravlede, at de ikke har tid til at bruge den halve dag, det tager at lave en god festsang. De holder enten en tale eller har lavet noget underholdning. Men når der endelig er en sang, så synger folk godt med. Det er faktisk en skidt udvikling for os festmusikere, for det er jo lige nøjagtig der, vores kompetence er størst, hvor vi kan noget, som en iPhone eller jukebox ikke kan. Det er her, den levende musik gør en forskel. Når jeg er ude at spille, har jeg min iPad med, der er fyldt med noder. Det er meget sjældent, jeg møder en sang, jeg ikke kan finde selv, men når det sker, kan jeg søge på YouTube og tage den derfra eller også kontakte musikerposten, der er et stort netværk med gode kolleger. Her kan jeg efterlyse en sang, og så er der altid én, der lige kan scanne noden ind og sende den til mig. Så lader man som ingenting og spiller til sangen.

Hvordan er du som musiker med til at bygge en stemning op til festerne?
Personligt holder jeg mig meget i baggrunden. Jeg falder ikke i med tapetet, men det meste at tiden skal folk ikke tænke over, at jeg er der. Og så sætter jeg nogle ”nålestiksoperationer” ind imellem, hvor jeg fyrer noget af, folk lægger mærke til. Fx spiller jeg et potpourri med nogle franske melodier, hvor jeg går rundt mellem bordene og har taget en baskerhue på. Det varer nok 10 minutter, men bagefter føler mange, at det fyldte det halve af aftenen. Eller lige når stegen er serveret, og folk er mere stille, så spiller jeg fx ”An der schönen blauen Donau”, også ofte noget folk husker. Og ellers forsøger jeg at se, hvilke mennesker der er der og spille for dem – og være der lige nøjagtig for dem. De er ikke kommet for at høre mig, men det er min opgave er servicere dem. Hvis folk vil sejle op og ned ad åen, skal jeg ikke være for fin til at spille den, men jeg gør det normalt ikke af mig selv. Og hvis folk hellere vil danse til Kandis end til noget af den musik, jeg måske selv synes er sjovere at spille – skal jeg ikke være smagsdommer og på tværs. Så får de dét – eller Himmelhunden eller Kærligheden brænder. Egentlig betyder det ikke så meget, hvad jeg spiller, bare det får folk på gulvet – det må være min opgave. Det samme hvis folk synes, det er fedt at danse vals eller Totur til Vejle og slutte af med ”Skuld gammel venskaw”, så gør vi det. Jeg betragter mig ikke som kunstner men som håndværker, og min aften er bedst, hvis jeg får givet folk lige præcis den fest, de ønskede sig. Så er det flintrende ligegyldig, hvad jeg i øvrigt spillede.

Hvorfor er det vigtigt med levende musik til fester og arrangementer?
Musik skaber stemning, og levende musik skaber levende stemning – sådan er det bare. Derfor skal vi som musikere også prøve at være så levende som muligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke må bruge automatik, midi filer o.l., men at du skal give noget af dig selv i musikken. Når der sidder en levende musiker til en fest, lytter du altid mere intenst. Og især hvis den musiker kan give dig en god oplevelse, du ikke havde regnet med. Derfor skal musikeren VÆRE der og ikke sidde og tænke på, at der nu kun er tre timer, til man kan få sine penge og køre hjem. Når man sidder som gæst til en fest, kan man være blevet uheldig placeret, maden er kedelig, man har ikke noget tilfælles med dem, man sidder ved siden af osv. Og her kan musikken ofte være den katalysator, der får snakken i gang. Derfor skal vi prøve ikke at være en metervare, men give en speciel oplevelse – så gæsterne får noget at snakke om – og helst noget positivt. Stjernestunder er der mange af. Jeg spillede en gang til en konfirmation, hvor mormoren var død to dage inden. Hun havde nået at skrive en sang, som blev sunget til festen. Umiddelbart efter var der dødstille i lokalet, det hele dirrede, alle sad med tårerne lige bag øjenlågene og klump i halsen. Ingen var i stand til at sige noget. Men da jeg sagte spillede ”I skovens dybe stille ro” løsnede det hele sig, og gæsterne sang spontant med, og det blev en god oplevelse.

Fejlplacering
Hvad med booking – klarer du det selv?
Jeg booker stort set alle mine jobs selv gennem mit kæmpestore netværk. Når man skal gennem en booker, kan der tit ske en fejlplacerering, hvor forventninger til musikken, og det en musiker kan, ikke stemmer overens. Det er min oplevelse, at bookeren ikke altid har det samme kendskab til musikerne og har tid til at spørge ind til festernes karakter, og så kommer musikerne på herrens mark. Jeg tror, det bl.a. skyldes, at der ikke er så mange penge i at booke festmusikere som at arrangere en byfest med nogle store navne. Når mine kunder ringer til mig, ved jeg lige nøjagtig, hvad jeg skal spørge ind til. I min branche er det nr. 1 at have den direkte kontakt til kunderne. Derfor kan det være et svært marked at komme ind på som nystartet musiker. Som selskabsmusiker ser jeg mig selv som en god håndværker fremfor som kunstner.

Hvorfor er det vigtigt at være organiseret i DMF?
DMF har i vores del af branchen stor betydning i forhold til hjælp med manglende betaling for jobs og misligholdte kontrakter. Gennem DMF har vi også et fællesskab fx til vores TEMA-aftner, som vi afholder her i Aarhus, og så tilbyder DMF nogle fantastiske forsikringer, som er skræddersyet til os og til ganske fornuftige penge. Som selskabsmusikere er vi meget ”lonely riders” derude i landskabet og har ofte ikke kollegaer tæt på, derfor er det vigtigt at have et bagland og fællesskab via DMF.

Hvorfor er du i DMF-Aarhus bestyrelsen og hvor længe har du været det?
Jeg har siddet i bestyrelsen i otte år og sidder der, fordi jeg synes, det er vigtigt, at selskabsmusikken er repræsenteret i DMF. DMF er mange forskellige, genrer og vi har vidt forskellig tilgang til DMF-medlemskabet. Symfonikerne, jazzmusikerne, rockmusikerne har nogle udfordringer, der er væsentlig anderledes end os, og hvis vi ikke sørger for at være repræsenteret, vil fokus flytte sig over på andre. Men vi har også brug for DMF, og kun ved at gøre vores stemme gældende kan vi sikre, at DMF også er der og arbejder for selskabsmusikken.

Hjælpepakker og Corona
Hvordan har Corona-krisen påvirket dit levebrød, og hvad har du brugt DMF til i den periode?
Corona-krisen har selvfølgelig givet omsætningen et ordentligt hak, men personligt skal jeg nok klare mig. Jeg er heldig at kunne få god hjælp af hjælpepakker, og jeg synes, det er fantastisk at bo i et land, hvor systemet – regeringen, DMF m.v. – i en krisetid straks går i gang med at redde os, så godt de kan. Selvfølgelig falder nogen igennem af forskellige årsager, men langt de fleste seriøse levebrødsmusikere er godt hjulpet af hjælpepakkerne. Jeg har selv søgt hjælpepakker udenom DMF. Men DMF administrerede nogle penge for Gramex-midlerne, og her fik jeg lidt penge til at lave nogle udendørskoncerter for demente plejehjemsbeboere. Det er jeg meget taknemlig for.

Hvad er nogle af dine største oplevelser som musiker?
Der er mange, og nogle gange er det de små oplevelser, der i virkeligheden er de største. Som når man kan tryllebinde et barn med sin musik, få tårer frem i sølvbrudens øjne, eller når folk efter festen sender et langt takkebrev om, hvor meget man betød for festen. Men ellers er det fedt, når man kan få stemningen op under loftet, og folk hygger sig, og dansegulvet er helt oppe at køre. Skal jeg nævne andre oplevelser, kunne det fx være den gang, jeg spillede for et bosted for mentalt handicappede, hvor én af beboerne pludselig brød ud i sang til min musik. Ingen anede, at han havde et sprog overhovedet. Eller da jeg spillede på et plejehjem, og en af beboerne rejste sig fra sin kørestol og begyndte at danse og udbrød ”A hår æ dans’t i 13 or” – han havde være lam i benene længe.

Hvordan med fremtiden?
Jeg håber aldrig at gå på pension, men at jeg blot kan spille mindre og mindre efterhånden, som jeg bliver ældre. Jeg er nu 60 år og behøver ikke at knokle så hårdt på og kan tillade mig at sige nej til jobs, hvor jeg ikke føler mig godt tilpas. Jeg er bedst til, og det passer mig bedst at spille for folk på min egen alder og op efter, og det tillader jeg mig at prioritere. Jeg gør ikke noget for at være god til at spille til bryllupper for helt unge mennesker – det er andre bedre til.

Det er min opfattelse, at selskabsmusikken ændrer sig, og der bliver mindre og mindre brug for sådan nogen som mig i fremtiden. De gamle kunder dør, og de yngre bruger andre typer musik og musikere, så kundegruppen indsnævres. Festerne er mindre, der er ikke så mange sange, og folk danser ikke så meget mere. Derfor vælger mange os fra og bruger andre løsninger – det hedder udvikling. Musikken og måden at bruge musik på har altid udviklet sig. Det skal vi ikke begræde, vi skal udvikle os med det, og hvis man ikke kan det, skal man erkende det og stoppe.

Det vigtige er at finde sine nicher, hvor man kan noget, andre ikke kan og gøre det godt, så kan man være heldig, at der stadig er brug for én. Og heldet har det med at favorisere den forberedte.

Efterhånden som musik til festerne bliver mindre brugt, håber jeg, at mine foredrag bliver ved med at give mig et levebrød. Jeg elsker at holde foredrag, og så kommer jeg også hjem og i seng i ordentlig tid.