“Herren som skabte alt på jord, skabte vel også dette bord”

Af Kurt Baagø – fotos Michael B. Nielsen, www.mbn-foto.dk

>> Hør Kurt Baagøs samtale med Frank Megabody
   – her om opvæksten i Sønderjylland

>> Frank Megabody fortæller om Little Willy & the Wild Ones

>> Frank Megabody fortæller om tiden som konferencier

>> Frank Megabodys musikalske livshistorie vol. 7
   – Syv sindsyge år på landevejen i 90erne

>> Frank fortæller om sin tid som pædagogmedhjælper

>> Frank blev valgt som viceborgmester i Skanderborg i 2013

>> Om duo´en Megabody og Søn – Frank og Steffen Damgaard- volume 13 

Artikel i Basunen

Ikke mange minutter inde i interviewet med Frank Megabody går der Poul Bundgaard i den, Megabody bryder ud i lovsangen til bordets og livets glæder.

På bordet i parcelhuset i Stilling står oksebryst, peberrodssalat, fiskefilet, leverpostej, pebermakrel og godt brød.

Frank Megabody har i sine 58 års gang på jorden aldrig været en kostforagter, måske foranlediget af, at hans tidligste musikalske minde og inspiration var operetten Farinelli spillet på grammofon-møblet hjemme hos bedsteforældrene på Als, hvor Megabody voksede op.

– Dramatikken i Poul Bundgaards sangforedrag talte til mig, og da jeg kom i skole og fik en sanglærerinde, der spurgte efter emner til skolekomedien, meldte jeg mig og fik hovedrollen som Jokum i syngestykket En Søndag På Amager.

Sådan tog en mere end almindeligt omtumlet og turbulent musikalsk karriere fart, en karriere som sanger, showmand, følsom sangskriver, børneunderholder og ikke mindst festivalkonferencier.

Op og nedture har der været i Frank Megabody’s liv og karriere. Lige nu og de senere år er der gået politik i Megabody´s liv, han er viceborgmester, valgt for Socialdemokratiet i Skanderborg Kommune, men han har stadigvæk konferenciertjanser på festivaller om sommeren, og så tager han lejlighedsvis ud og optræder med sønnen Steffen.

– Jeg har skrevet en del sange på dansk. Det er først nu, hvor jeg er oppe i i 50´erne, at jeg har kunnet udtrykke mig på mit eget sprog og deale med, at mit liv ikke kun har været fest og farver. Jeg har været så ked af det, at det har gjort fysisk ondt. To gange har jeg været igennem behandlingskrævende depressioner. Det er det, blandt andet det, Steffen og jeg som Megabody & Søn tager ud og synger og fortæller om.

Vi spoler en 40-50 år tilbage til, da Frank Megabody skiftede Jokumrollen i En Søndag På Amager på Augustenborg skole ud med at stå på scenen med bandet Light In Space, der drog fra Als til Åbenrå og blev sønderjyllandsmestre i rock.

– Vi vandt opvarmningsjobbet for The Rubettes i Sønderjyllandshallen i Åbenrå. Rubettes fik 18.000, vi fik 400 kr. til deling.

Jeg havde hørt Sweet, Slade, Black Sabbath, Deep Purple, T. Rex og set dem på vesttysk TV. For mig handlede det at synge i band om, hvordan en lille, tyk, grim dreng fra Als kunne få en chance for at komme i nærheden af de søde piger?  Svaret lød: Du må hellere blive rockstjerne, Frank.

Men det var nu ikke for at blive rockstjerne Frank Megabody flyttede til Århus i 1981:

– Jeg solgte alle mine instrumenter, blev immatrikuleret på Århus Universitet og begyndte at læse matematik. Et halvt år holdt det, så bankede en sønderjyde, der var flyttet til Århus for at spille musik på min dør og ville have mig med i sit band. Først gjorde jeg modstand, men der gik ikke lang tid, før jeg ernærede mig som pædagogmedhjælper og var med i et band, vi kaldte Censur.

Med Censur blev jeg en del af 80´er-rockmiljøet i Århus.

Og lidt længere fremme i 80´erne år senere sprang du ud som Megabody, som halvpart i en vovet duet:

Lad mig trille i din rille, Pernille
Jeg er fugtig som en tåge, Svend Åge

– Haha, ja, Censur fik via Århus Musikkontor pænt med jobs, pladebranchen viste interesse, men der skete ikke rigtig noget, og vi opløste bandet.

Men Pernille var opstået i Censur, som en duet med vores trommeslager, Lars Lemcke og mig. Efter vi havde opløst Censur, skrev vores tangentspiller Kim Bonfils ny melodi til Pernille og arrangerede den til Ann-Mette Eltens (På Slaget 12) og min stemme. Den tog vi ud i et lille studie i Brabrand og lavede en demoversion af, som jeg løb alle Århus’ banker på dørene med og spurgte, om de ville låne mig 75.000 kroner til at indspille den til en singleplade.

Til sidst var der en bankbestyrer i Lystrup, der reagerede og synes, det kunne være sjovt. Ann-Mette og jeg ud i Feedback-studiet i Viby. Fem dage med producer og fuldt band om at indspille Pernille og en B-side, som tangentspilleren Kim Bonfils fik skrevet i en fart.

Pernille, kan jeg huske, blev spillet i radioen den gang. Hvor længe tog det dig om at betale de 75.000 tilbage til bankbestyreren i Lystrup?

– En formiddag. Dagen efter at vi havde gjort Pernille-indspilningen færdig, var en kassettekopi sevet til en pladeselskabsmand, der stak mig en check på 75.000 kr. og en kontrakt på udgivelsen Pernille-singlen plus tre albums

Men det blev kun til ét, Momenter Af Ufattelig Skønhed.

– Rigtigt. Indsalget, altså at pladebutikkerne tog albummet hjem, gik strygende, men de fik ikke solgt ret mange eksemplarer. Pladeselskabet gik ned, eller det blev opkøbt og de to albums, jeg skyldte dem, blev aldrig til noget. Men vi kom ud at spille, den store scene på Midtfyn, en 30-40 koncerter tror jeg, vi spillede med det helt store udtræk, blæsere, korpiger og det hele.

Men så var du færdig som rocksanger?

– Det troede jeg. Men på min 30 års fødselsdag i en gigantisk brandert fandt vi på Little Willy & the Wild Ones, et glamrockshow med specialdesignede glitterkostumer, make-up og plateaustøvler indkøbt i London. Det blev til syv af de sjoveste år i mit liv med vanvittige koncerter. Jeg tror, Little Willy and the Wild Ones spillede 400 koncerter, og ved siden af havde Kim Bonfils og jeg et talkshow, “Ska I Ha Den Fede”, kørende. Det var sindssyge år, til der ikke var mere tilbage i os, og vi lukkede Little Willy ned i 1995.

Hvor du osse i mellemtiden tog hul på din karriere som konferencier på Smuk Festival i Skanderborg. Hvilket afstedkom en del flere konferencierjobs på andre festivaller, og at du flyttede til Skanderborg, hvor du nu er 1. viceborgmester. Fortæl mig lige til sidst, politikeren Frank Damgaard og konferenciéren, kunstneren Frank Megabody hænger det sammen?

– Fuldstændig. Jeg er den samme på scenen som i byrådssalen, har dog aldrig sunget en tale i byrådet. Men jeg tror, jeg har det ligesom Pete Townshend fra The Who, der efter sigende indimellem har været ude og være socialarbejder. Både for inspirationens skyld og for at have en berøring med det virkelige liv for ikke at drukne og gå til grunde i vanvittigt rockstjerneliv.

Megabody Box

Megabody er en måleenhed, der betegner 1 million døde i krige eller katastrofer. Det var Frank Megabody´s tætte makker, tangentspilleren, Kim Bonfils, der i 1987 fandt på Megabody som kunstnernavn for Frank W. Damgaard.

Frank Megabody var gennem næsten 25 år konferencier på Smuk Fest/Skanderborgfestivallen. Han debuterede på Skanderborg sammen med Søren Rislund i 1990. “Verdens bedste sommerferiejob”, siger Megabody om at være konferencier.

“Det mangler bare”, “Læs for livet” og “Kend dit hus” er titler på DR-programmer, hvor Frank Megabody har optrådt som vært.

I 2008 udgav Frank Megabody albummet Quite Frankly! med guitaristen Knud Møller som producer og medspiller. 2013 udkom What You See Is Not What You Get med Megabody/Hjorth/Lewandowsky. Hjorth er orgelspilleren Palle Hjorth. “Palle er ikke musiker, Palle ER musik, siger Megabody

Udover disse albums og Megabody-udgivelserne fra 80´erne har Megabody som “Frank M” indsunget en række børneplader og givet hundredvis af koncerter for børn.

Frank W. Damgaard blev ved kommunevalget 2009 valgt ind i Skanderborg Byråd, hvor han efter genvalg, fire år senere, tog posten som 1. viceborgmester.

>> Du kan også følge Kurt Baagø på SoundCloud