Gammelt spillested i nye rammer

Arrangementsansvarlig Peder Udengaard

Tekst af Lars Borup

Det traditionsrige spillested, Gyngen, har forladt Mejlgade efter mange år og er nu blevet en del af FO-Byen i hjørnet mellem Frederiksgade og Vester Allé.

Gyngen skrantede, og det endte med, at man lukkede stedet. Mod slutningen kom Torben Dreier fra FO-Byen ind i bestyrelsen. Han havde en redningsplan, som omfattede at lade Gyngen genopstå i FO’s rammer.
Det er nu sket, og FO-Byen har ansat Peder Udengaard som arrangementsansvarlig.

Søger samarbejdspartnere
”Vi vil gerne have lokale musikarrangører til at bruge vores lokaler, både foreninger og selvstændige. Vi søger efter samarbejdspartnere inden for især folk og jazz. Vi stræber efter at kunne præsentere world music, jazz, folkemusik og blues. Vi har allerede i en periode haft et nært samarbejde med Jazzselskabet Aarhus, som tidligere havde primær base i Kunsthal Aarhus,” fortæller Udengaard, som udover arrangementsjobbet i FO-Byen er byrådspolitiker og ansat som leder af LGBT+Huset i Aarhus, der også hører hjemme i FO’s lokaler.

Gyngen i ny sal
”Nyeste koncertlokale er Maritza salen, som er placeret i bygningen Frederiksgade 78 B. Som lokalenavnet antyder, var det her, det legendariske dansested Maritza havde til huse. Salen er allerede taget i brug, men indretningen er endnu ikke helt på plads. En trappe skal vendes for at give mere plads til scenen. Der skal tæpper på væggene af hensyn til akustikken, og der skal også etableres en bar i et sidelokale,” siger Peder Udengaard.
”Prisen for at bruge vores lokaler er lidt forskellig og afhænger af, hvilken ugedag man ønsker at benytte lokalet. Søndag er billigst. Vi sørger for opstilling, lyd og lys og indkasserer indtjeningen i baren. Arrangørerne får pengene for billetsalget. Covid 19-opstilingen giver plads til 55 tilhørere. Under mere normale omstændigheder vil der være plads til mere end hundrede.”

Flere muligheder
”Vi er som udgangspunkt interesserede i henvendelser vedrørende alle typer arrangementer. Maritza salen er kun en af de muligheder, vi kan tilbyde. Foredragssalen er også velegnet til koncerter, og her havde Jazzselskabet fra starten hos os sine koncerter. Ud over dette har vi Stiften Lounge og Café Nicolai. Endelig er der Den Hængende Have, som er placeret over p-pladserne ved Vester Allé bygningen. Haven er bygget sådan, at den kan overdækkes, og man kan også overdække arealet neden for haven. Det giver nogle helt unikke muligheder for arrangementer,” tilføjer Peder Udengaard, som kan fortælle, at der arbejdes på samarbejde med Comedy Zoo og som et eksempel på et ”ikke-koncert-arrangement”, nævner han en fotoudstilling.

Tegner godt
FO-Byen har mange gode tilbud til arrangører, nu skal rammerne blot fyldes ud. Gyngens nye lokale, Maritza salen. mangler at komme helt på plads, og der mangler også skilte, der fortæller, at her bor Gyngen. Men det tegner godt.