Henrik Bredholt fylder 60 – Klezmerduo

Navnestof: Henrik Bredholt
60 år den 8. august 2015

Opdagelsesrejsende i musik og mennesker

Musiker, sanger og komponist Henrik Bredholt – den ene halvdel af Klezmerduo – fylder på lørdag (den 8. august 2015) 60 år.

Der findes næppe et europæisk blæserinstrument, som ikke har lagt mundstykke til Henrik Bredholts trang til at udforske musikkens muligheder. Saxofoner og tuba er dog – sammen hakkebræt (dulcimer), den lille ukulele og en velklingende stemme – favoritterne, når den folkelige sjæl skal deles med publikum. Sammen med Klezmerduo-partneren Ann-Mai-Britt Fjord var han i 1980’erne med til at udbrede klezmermusikken i Danmark.

Repertoiret spænder bredt – over nordisk og østeuropæisk folkemusik til jødisk klezmer og musikalske kultur- og bibelfortællinger. Ofte inspireret af studierejser og trangen til at forstå folkeslag og kulturer. Det gælder om at give tilhørerne en unik oplevelse – først da får man selv energi ud af sine anstrengelser.

Ca. 50.000 folkeskolebørn har gennem årene oplevet Klezmerduo’s skolekoncerter. Dertil kommer koncerter i kirker og musikforeninger, på højskoler og festivaller samt til receptioner, konferencer og private fester. Derudover spiller Henrik Bredholt bl.a. tuba i Jysk Danseorkester og har i 20 år akkompagneret Danseteatret Nordenfra. Han har desuden skrevet musik til teaterforestillinger og komponeret nye numre inden for nordisk folkemusik og klezmer.

Ugen op til fødselsdagen tilbringer Klezmerduo i Rumænien med research i Bukovina-regionen sammen med to polske musikere, som de skal give skolekoncerter med rundt om i Danmark i foråret 2016. I juni spillede parret i Tyskland, og til november er de for 3. gang inviteret til Klezmerfestival i Buenos Aires.

Familien – både den nære med sønner, svigerdøtre og et barnebarn samt den store Bredholt-familie med mor Hanne, tre brødre og en søster – betyder meget for Henrik Bredholt. Den jødiske oldefar, kunstmaleren Mogens Ballin, der var elev af Gauguin, har formentlig via familiefortællingerne lagt en klangbund for kunstnerisk udfoldelse. Men Henrik Bredholt kan godt selv – og til fødselsdagsfesten i haven i Højberg synges synges selvfølgelig Henriks selvkomponerede ”Fødselsdagssang for voksne”.