Historier fra Tokyo

Af: Carsten Knudsen – Foto: privatfotos.

Shakuhachi kursus i Tokyo – Det lykkes mig at finde en lærer i Tokyo, der ville give mig en lektion på shakuhachi. Man blæser hen over hullet ligesom på en tværfløjte, men blæsehullet på en shakuhachi er for enden af bambusrøret.

Han spillede først en melodi for mig. Jeg genkendte melodien som Sakura. Jeg har den på repertoiret på ukulelen. Jeg sad med en plasticfløjte beregnet til kunder som mig. Der lød bare hvislelyde. Man skal lade sine læber være hel afslappede, sagde min mester. Altså ikke smile som en tværfløjtenist og ikke heller småsur som en trompetist svarede jeg for at spore mig ind på teknikken. Min lærer kiggede undrende.

Der skal ca. 80 % af luften hen over hullet og kun 20 % ned i det, forklarede han. Læreren hedder i øvrigt Obama til efternavn. Det hvislede igen. Er der noget med vinklen? Han rettede på mig. Bare hvislelyde. Jeg er måske den værste elev, du har haft, sagde jeg.

Han skyndte sig at spille endnu en melodi for mig. Bagefter forsatte jeg med at puste. Jeg blev svimmel af alt det pusten, men ingen fløjtelignende lyde kom ud af røret. Havde han givet mig en fløjte, der ikke duede med vilje. Hvor var det skjulte kamera? Ville han knække sammen af grin, når jeg var gået?

Jeg sagde, om det hjalp, hvis jeg blev sur og blæste helt vildt hårdt. Han så lidt skræmt på mig. Skal det være en tynd stråle af luft? Yes, yes, sagde han og lånte mig et af sine finere instrumenter, men det hjalp heller ikke.

Shakuhachien er det første instrument, som har afvist mig. I den nemmeste toneart på diverse aggregater har jeg kæmpet og leveret både poetisk og skramlet musik. Ud over at være god på strenge og tangenter har jeg lært mange andre instrumenter at kende. Jeg brugte en altsax i et Nattergale show. Jeg har spillet lap steel på en turne, og jeg har brugt den på studieindspilninger. Der findes folk, der kan lide stockcar løb. Jeg har spillet trompet duet med Werner Work.

Violinen har jeg brugt af flere omgange i komikalske sammenhænge. Didgeridooen er et fast indslag i mit underholdningsprogram. Jeg har en tuba. Jeg har den fordi Anders Erboe fra Østjysk Musikforsyning ikke havde plads til flere i sit hjem, og den er blevet brugt offentligt uden at få tiltaleforhold. Det er sågar lykkedes mig at lure Peter Bastian tricket af med at lave en skalmeje af et sugerør. Og det lød både sygt og godt.

På hotelværelset sad jeg senere med en uforløst fornemmelse. Nu sad jeg og pustede hen over sugerøret i min iskaffe. Kunne jeg ikke lige ane en svag fløjten? En hidsig stemme i mig sagde, jeg vil lære det. Måske er min trang til at prøve at lære grundlæggende teknik på alverdens instrumenter en slags ekstremsport, jeg dyrker. Hvis nogen skulle have lyst til at prøve en shakuhacki, kan I få adressen af mig.

Anderledes gik det med at spille på den japanske harpe, en Koto. Min lærer skrev endda tilbage til mig ”You are good KOTO player, and happy to teach you KOTO!”

På bar Hikoroku i Tokyo

Jeg fandt det japanske tegn for ordet ukulele og søgte på nettet. Jeg fandt en hjemmeside for et ukuleleorkester i Tokyo. Jeg skrev høfligt til dem om de kendte steder, hvor jeg kunne spille en ukulelekoncert.  Oda, som var bandlederen, skrev tilbage, at jeg kunne da spille på hans bar.

Da jeg havde været i Japan en uges tid, fandt jeg endelig Odas bar. Der skal man tage skoene af, inden man går ind. Jeg erfarede, at det at gå i strømpesokker på en bar, får en til at føle sig mere hjemme. Der var fyldt med nips. Baggrundsmusikken var folkemusik fra Afrika, Indien, Bulgarien. Der var fem stole i selve baren, resten sad på måtter på gulvet.

I anledning af at jeg var gæst, var aftenens menu smørrebrød. Oda havde gennemsøgt Tokyo og fundet lyst rugbrød i The German Store. Det var annonceret som en med kryddersild (dvs. haj i marinade) og en med en reje og æg (en enkelt kæmpereje der var længere en brødet) og en med røget ål (dvs. en fisk af en slags). Menuen var velsmagende og godt ramt på trods af visse afvigelser i råvarevalget i forhold til normal dansk standard.

Først spillede White Bear og Pinguin. Besætningen var bjørnen på ukulele, og pingvinen spillede på den største melodica, jeg nogensinde har set, og derudover have hun et vaskebræt med tingel tangel på. Det var glad, dejlig musik. Efter dem spillede artisten Jazzumcafe. Han spillede ekvilibristisk og vanvittigt hurtigt på sin ukulele og kastede sit lange hår rundt i lokalet. Og så var det min tur. Ud over ukulelen havde jeg også min bluesharpe, fløjter og en didgeridoo (en rejse- version der kan skilles ad i tre elementer) med i programmet. Jeg havde en enkelt dansk sang på programmet, og det lykkedes mig at lære japanerne at synge med på ”Han ska’ bare lige ha’et regnet ud.”

Ringo ligesom i Ringo Star betyder i øvrigt æble på japansk. Så jeg gik en dag ind i en kiosk og sagde George lige som i George Harrison, men det fik jeg ingen frugt af. Så nemt er det heller ikke at tale japansk.

Se min morgenmad, bestående af Miso suppe med muslinger og sushi med blæksprutte tentakler og flyvefiskerogn og æblejuice.