Hvalfugl – upcoming
Der var anmelderros til Aarhus bandet Hvalfugl for debutalbummet ’By’ i 2017. De spiller koncerter på festivaler, spillesteder, i kirker og til private arrangementer. Har været i ’mesterlære’ og blevet hjulpet af københavnske Afenginn og blev indstillet til en Danish Music Award Folk som ’Årets nye talent’.
Folkemusikken fik en revival i 1960’erne-70’erne, og i disse år er den over os igen. Et væld af nye, unge bands og musikere griber i folk- og folkemusiktraditionerne og skaber nye og nutidige udtryk i en masse musikalske retninger. Guitarist Jeppe Lavsen, pianist Jonathan Fjord Bredholt og bassist Anders Bomholt udgør tilsammen den aarhusianske folk-jazz trio, Hvalfugl. Musikalsk har de tidligere hver især afsøgt forskellige græsgange, som grunge, metal, world, blues, rock, fusion og især folk og jazz. Men her har de fundet sammen omkring en nordisk tone, hvor den svenske folkemusik med sine klare og stærke melodier fusioneres med jazzen og skaber et smukt musikalsk univers af melankoli af den gode slags.
Inspiration fra alle retninger
”Der er nok aldrig nogensinde nogen, som vil tænke: ’Det der minder da om Soundgarden’, når de hører os”, siger Jeppe. ”Når vi skriver melodier og numre, så opstår de ud af lyd og musik, som vi har spillet og beskæftiget os med tidligere, og som har lagret sig i os. Hvordan melodien springer, akkorderne skifter osv. kommer fra det kartotek af erfaringer, man gør sig, og vores tre kilder er løbet sammen i Hvalfugl”.
Jonathan, Anders og Jeppe er midt i tyverne og mener, at deres generation af musikere generelt skaber musik anderledes end f.eks. musikere, som er 10 år ældre. ”Det med inspiration er noget helt andet end tidligere. Da vi startede som musikere, eksisterede internettet allerede. Så vi var ikke begrænset til musik, man opdagede, fordi et band kom til byen og spillede, eller udvalgte numre der hørtes i radioen. Nej, alt har været tilgængeligt for os helt fra starten. Vi kunne høre, lige hvad vi ville og sidde og øve til et afrikansk world band eller et gregoriansk kor, hvis det var det. Vi har kunnet blande, lige hvad vi vil, og det har været interessant og formet os som musikere. Alting har noget fedt – og meget har også noget, der ikke er så fedt. At tage en ekstrakt af noget fra en genre og blande det sammen med noget fra andre. Med internettet behøver du ikke være i et bestemt ’mode’ – du kan få det hele på en gang og samtidigt”.
Hvalfuglen dykker og letter
Jonathan, Anders og Jeppe mødtes i 2010 i gymnasietiden, hvor de spillede på kryds og tværs. Jonathan er, som søn af Ann-Mai-Britt Fjord og Henrik Bredholt fra Klezmer Duo, opvokset med folkemusik. På MGK begyndte han og Anders at lege med Anders’ interesse for svensk folkemusik, som siden bragte ham til Sverige på Musikhögskolan i Göteborg. ”Vi begyndte at deltage i ROD, et årligt folkemusikstævne for unge mellem 15-25 år og fik kendskab til den unge folkemusik. At man godt kan lave et band og spille den slags, selvom at man er ung”. Jeppe spillede balkan, afrikansk- og lidt mere rytmebaseret ’varmlandsmusik’, men interesserede sig for instrumental musik og begyndte også at spille med Jonathan. Dermed kom fabeldyret Hvalfuglen til verden ud af inspiration hentet i spændet imellem musikalsk tyngde og lethed. En fusion af world, jazz og folk som de udviklede sideløbende i tiden som konservatoriestuderende.
I starten af 2017 gik trioen i Finlandstudiet hos producer Jacob Schjødt Worm og indspillede 12 originale numre til debutalbummet ’By’, som udkom i sommer.
Instrumental storytelling
Hvalfugl skaber instrumentale stemningsbilleder. De former al musikken sammen og fokuserer på melodien og ligevægt og balance i de forskellige instrumenter, den flyttes rundt imellem. Af og til udfordres konceptet alligevel, og de har optrådt med bl.a. sangerinde og med lyrikoplæsning. Men i udgangspunktet er fravalget af en vokalist helt bevidst. ”Lyrikken i folkemusikken er en ting, som traditionen måske ikke i så høj grad som musikken har båret videre. Traditionen i det folkemusiktekstlige er ofte historier, som er en smule ’lige ud af landevejen’. Vores musik har et melankolsk lag, hvor den slags historier ikke rigtig passer ind. Man kan selvfølgelig godt skrive nutidige tekster til folkemusik, men det er et match, som vi bare ikke har valgt”, fortæller Jeppe. Jonathan fortsætter: ”Vi vil meget gerne fokusere på stemningen og skabe følelser og billeder i folks hoveder uden en tekst som rettesnor. Til vores koncerter bruger vi pauserne mellem numrene til at fortælle anekdoter, historier og guide publikum og på den måde lægge op til musikken”.
DMA Folk og mentorforløb
I 2016 blev Hvalfugl nomineret til en Danish Music Award Folk i kategorien ’Årets nye talent’. ”Vi havde ikke så meget musik ude på det tidspunkt, og nomineringen hjalp os helt sikkert til at skabe mere opmærksomhed om bandet”. Efterfølgende blev de udvalgt af CPH World, Tempi og DMF til et års støtte til karriereudvikling og mentorordning hos det københavnske orkester Afenginn. ”Vi har blandt andet mødtes med Afenginn og fået feedback og rådgivning omkring marketing, fundraising, strategier og brug af sociale medier, specifikt omkring vores nyeste musikvideo trilogi ’En dag i oktober’ – tre nye numre som er udkommet her i december-januar-februar. Vi har arbejdet med, hvordan vi kan få vores musik op i et større format på større scener. Og så har vi spillet nogle jobs sammen med dem”. Jeppe, Anders og Jonathan er enige om, at bandet har rykket sig meget på administration, struktur og al det praktiske omkring bandet.
Intimkoncerter med mersalg
Hvor går I hen med den her slags musik? ”Vi har fra starten kørt på begge profiler og henvendt os til både jazz og folk foreninger/klubber og arrangører i hele landet samt naturligvis alle de genrebrede spillesteder og festivaler. Sideløbende kører vi rigtig meget med stuekoncertformatet. Det prioriterer vi faktisk højt, da både lyden og oplevelsen altid er god. Vores musik passer godt til de intime og nære rammer. Og sjovt nok så sælger vi faktisk flere cd’ere til stuekoncerterne end til de større koncerter”.
Arbejder på nyt materiale
Hvor ’By’ musikalsk er præget af Anders’ ophold i Sverige, fortæller bandet, at arbejdet med at skrive til deres opfølgende plade på mange måder er blevet mere fritsluppen og samtidig ikke stikker i alle mulige retninger, men på sin vis er inspireret af sig selv. ”Det musikalske udtryk har vi i udgangspunktet konsolideret, og publikum har taget godt imod det. Så arbejdet med at tilkoble historie og mening ind i instrumentalmusik, som jo ellers er åben for fortolkning, er en spændende udfordring. Det kunne for eksempel være at tage til Island eller England og derved sætte billeder på og gøre rejsen omkring indspilninger dér til en fortælling”. Hvalfugl er kommet med i LMS – Levende Musik i Skolens program til efteråret, hvor de skal ud og spille for en masse folkeskoleelever.