Jazz Jamsession – fredag den 25. oktober 2019

Den kommende Jazz jamsession afholdes igen i den hyggelige kælderbar BarV58 på CasaV58, Vestergade 58, 8000 Aarhus C. Scenen er åben for alle byens musikere – unge, ældre, erfarne og nye talenter – som har lyst til at spille jazz sammen og knytte nye musikalske bekendtskaber, relationer og netværk.

Fredag d. 25. oktober 2019
Dørene åbner kl. 16.00
Jam start kl. 16.30
Fri entré.

Denne aften er trommeslager Jesper Bo Knudsen jamvært, og vil styre eftermiddagens sammenspil på den åbne scene. Med sig har han bassist Jens Nørgaard.

Jesper Bo Knudsen behøver ingen nærmere præsentation. Han har spillet med en række danske jazzkunstnere og været med på en række udgivelser med kunstnere som Uffe Steen, Veronica Mortensen, Trio Alberti og Morten Haugshøj.

Jens Nørgaard er en kendt bassist i det Aarhusianske jazzmiljø. Han trådte tidligt sine ‘walking bass shoes’ på det legendariske Bent J, og har siden lagt en fyldig bund under en myriade af musikere inden for jazz, folk og rock. Jens har som sideman medvirket på flere udgivelser inden for disse genrer.

Med Jazz jamsessions ønsker vi at tilbyde rammerne hvori byens jazzmusikere kan mødes og nye konstellationer, kontakter, netværk og samarbejder kan opstå på tværs af alder og erfaring. Er du interesseret… så mød op med dit instrument under armen til en hyggelig og forhåbentlig fed musikalsk inspirerende omgang jazz!

Datoer for kommende Jazz jamsessions arrangementer annonceres løbende.