Jazzfestival – Eksplosiv nostalgi

Trio de Janeiro, Bispejazz – Bispetorvet, 17/07 15:30

Af: Lars Borup – Foto: Poul Nyholm

sigrd-barret-606_1

Det var stuvende fyldt i Bispejazz-teltet, da Trio de Janeiro efter mere end 25 års pause var tilbage i Aarhus midtby for at servere en eksplosiv udladning af latinamerikansk musik.

Trioen er Sigurd Barrett (piano), Henrik Bay-Møller (bas) og Henning Amstrup (trommer), og deres forrygende koncert bar ikke præg af, at det er længe siden, de har spillet sammen. Der blev spillet med fart, intensitet, engagement og sans for de detaljer, der hører hjemme i denne jazzgenre.

En stor del af musikken var hentet og inspireret af pianisten Michel Camilo. Det blev også til et nummer hentet fra Tania Marias repertoire. Meget af musikken var skrevet af Sigurd Barrett og Henrik Bay, som formår at spidde netop denne latinamerikanske musikform.

Publikum var tydeligt grebet af musikken, og gensynet og begejstringen fik teltdugen til at blafre. Ikke blot på scenen var det et nostalgisk sammenrend. Også publikum havde rødder tilbage i den tid, hvor Trio de Janeiro spillede på Fatter Eskil og Glazzhuset, som begge havde til huse tæt på Bispejazz-teltet. Eskil er der fortsat liv i. Også på Tunø Festival, som dengang var forholdsvis ny, var trioen et hot navn. Både arrangører og musikere, som kendte Barrett og trioen fra dengang, havde fundet vej til teltet denne eftermiddag. Mange havde helt glemt, at Sigurd Barrett også er en mester i dette hjørne af musikken.

Musikalsk er der ikke noget at sætte en finger på. Der blev spillet med en meget høj sværhedsgrad med sans for finessen. Det hele blev kædet sammen af Sigurd Barrett, som fortalte finurlige historier om musikken og fornøjelige beretninger om Sigurd og trioens liv i Aarhus for mange år siden, da de Trio de Janeiro fandt sammen. Bl.a. fik vi en sjov historie om, hvordan Michel Camilo blev  kørt hjem til hotellet i Sigurds gamle Ford Escort.

Herligt gensyn. Herlig musik. Et nostalgisk gensyn, der ikke havde samlet støv.