Jazzfestival – Køllestreger

Køllestreger

Novas Trio, Klostertorvet, 17/07 – 2014 14:00

Af: Ebbe Lautrup – Fotograf: Albert O. Meier

Mens solen kæmpede for at bryde det slørede skydække, havde den chilensk/amerikanske Novas Trio ingen problemer med at bryde igennem.

Publikum på Klostertorvet fandt torsdag eftermiddag hurtigt ind på trioens signalfrekvens af finurlig latin-jazz-rock.

Ligesom solens temperatur uagtet skydække kan nå temmelig højt op, kan Novas Trio følge med, og sammen kan de bringe folk i en særlig ophedet tilstand. Skydækket blev dog fejet væk mod slutningen af koncerten. (Novas betyder i øvrigt noget i retning af stjerne-atomeksplosion.)

Vibrafonisten Carlos Vega L., der er en af sin generations mest prominente chilenske musikere, bød velkommen på sympatisk vis og håbede, at folk måtte nyde deres frokost, mens de spillede. Forud havde trioen lagt fra land med to numre af henholdsvis den chilenske trommeslager Rodrigo Recabarren og guitarist Jeff Miles fra Californien: “Atari Blues” og “Crystal Spire”. Trioen fordeler i øvrigt komponistrollen ligeligt imellem sig. Og alle huserer i dag i New York.

Lyden fra vibrafonens metalstave og resonansrør i fusion med Jeff Miles’ til tider blide guitarlyd og Rodrigo Recabarrens stramme groove bag trommerne fik flere gange publikum til at kigge op fra frokosttallerkenen. De blev nemlig diverteret med en unik lyd og distinkt sound, fordi trioen har besluttet at droppen bassisten for at se, hvad der så kan ske.

De kom lidt ujævnt i gang, da Jeff Miles havde mistet sin baggage i Aarhus Lufthavn og dermed også sine effektpedaler. Folk fra lufthavnen dukkede op i slutningen af første afdeling, og det lettede gevaldigt på guitaristens humør. Nu kunne guitarindsatserne komme til at lyde, som de var tænkt. Skummel dyb Metallica-sound lød pludselig fra scenen.

– Da vi ikke benytter os af en rigtig bassist, er det min opgave at dække den rolle ved at lægge en bund af dybe toner. Det var svært i første sæt, fordi jeg manglede mine pedaler, som var blevet væk med min baggage i lufthavnen. Nu har jeg dem, og andet sæt vil blive  fuldtonet, fortalte en glad Jeff Miles i pausen.

Den basløse combo-sound forankres netop i guitarens dybe strenge med Veras flimrende arpeggios på vibrafonen flydende i toppen. De spiller latin-jazz iblandet en god portion rock-ethos med spændstige, harmoniske nålestik, knirkende riffs og legato soli fra guitaren i snart stigende, snart faldende rislende linjer og overraskende intervalspring. Det gav mindelser om både Hendrix,  Mahavishnu Orchestra med John McLaughlin og Jeff Beck på grund af Miles’ flittige brug af vibratorarmen.

Vera har spillet vibrafon fra barnsben og er en sand virtuos på sit instrument med sine fire køller i rent artisteri. Miles lidt af et bæst på guitar, kunstnerisk klædt på til fingerspidserne, teknisk overlegen i sin finkæmning af guitarhalsens utallige muligheder, og trommeslager Recabarren samler det hele i et akustisk favntag, der binder trioen sammen. De hugger ind på skift som klapperslanger, der er på sporet af dine ankler. Det lykkes flere gange trioen at spille, som var de gjort af ét legeme. Fuld opmærksomhed og tilstedeværelse i instrumental tapper overlegenhed sjældent hørt.

Under indtryk af de inciterende, eksotiske toner – især de to meget melodiøse traditionelle chilenske sange ”Cuando Amanece el Dia” (When day breaks) af Angel Parra og ”El Dercho de Viviren Paz” (The Right to live in peace) af Victor Jara, (connaisseurs vil vide, hvad jeg snakker om) – drømte undertegnede om at slænge sig i en liggestol under parasollen med en kølig tequila.

Det var det eneste, der manglede under et særdeles spændende møde med Novas Trio.