Konstitueret forperson Thomas Thomsen siger tak

Efter 7 spændende måneder som konstitueret forperson i DMF Aarhus er det nu tid til at takke af, da vores forperson, Camilla Overgaard Bangsø, vender tilbage fra barsel den 3. juni 2025. Det har været en stor ære at få lov til at varetage opgaven midlertidigt, og det har givet mig mulighed for at fordybe mig i mange aspekter af det fagpolitiske arbejde.
Det har især været meningsfuldt at arbejde tæt sammen med en engageret og dedikeret bestyrelse, hvor samtalerne og beslutningerne altid har haft medlemmernes bedste for øje. Ligeledes har samarbejdet med de ansatte på kontoret været en stor fornøjelse – der er både faglighed, hjerte og energi i det daglige arbejde, og det har været med til at gøre opgaven til noget særligt.
Jeg har sat stor pris på kontakten med jer medlemmer, både i den daglige dialog og ved arrangementer – for det er tydeligt, at I er kernen i vores forbund. Jeres input, spørgsmål og perspektiver er dét, der giver arbejdet retning og værdi. I løbet af perioden har vi blandt andet fået indrettet vores nye kontorlokaler, så de i højere grad inviterer til samtale og samvær. Det har været vigtigt for mig, at medlemmerne føler sig velkomne og hjemme på kontoret i Aarhus.
Ud over det daglige foreningsarbejde har jeg også bidraget til den offentlige debat. Jeg skrev i foråret en kronik i Aarhus Stiftstidende om den Jyske Operas fremtid og betydning – med et opråb om, at vi skal tænke større og insistere på kvalitet og ambition for kunsten i vores by. Kronikken kan læses her.
Jeg takker nu af som konstitueret forperson, men ikke som stemme i kampen for musikernes vilkår. Tak for tilliden og opbakningen undervejs!
Thomas Thomsen,
Næstforperson, DMF Aarhus afd.


