Lars Kiehn stopper som formand efter 24½ år

Lars Kiehn

Tekst og fotos – Jørn Gade

Ved den ekstraordinære og coronaforsinkede generalforsamling den 28. september i Dansk Musiker Forbund i Aarhus stoppede Lars Kiehn efter 24½ år som formand for lokalafdelingen. Men hvad gemmer sig bag den nu afgåede formand.

Mange mennesker i det kreative og musiske miljø kender til Lars Kiehn. Med det store let røde skæg og hår, let til grin og en stor pondus lægger man hurtigt mærke til ham.

– Jeg er jo en Aarhusdreng. Født på Fødselsstiftelsen for 64 år siden, boede først på Store torv – og senere på Trøjborg for at ende i Holme/Højbjerg. Det er her, jeg har slået mine folder. Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver. Vi havde en grammofon – og en onkel kom med nogle singleplader med Elvis. Når jeg stod på tæerne, kunne jeg se op på vidunderet og rokke til musikken. Jeg har nok haft noget musik og rytme i kroppen, så da jeg kom i skolen på Møllevangen, blev jeg hurtigt inddraget i stedets sang. Det var min første sanglærerinde, som fik mig i gang. Hun stod for en masse lokalt korarbejde. Så jeg var med i skolekoret, sang solo – jo jo. Selvom jeg ikke fik musikundervisning, så kunne jeg betjene xylofonen. Der må have været noget med rytmen …

At komme videre – med musikken
Lars Kiehn fortæller under en gåtur på stranden ved Egå om sit tidlige musikalske liv – og om hvordan Elvis blev efterfulgt at Beatles, Stones og alle de andre. Men mere musik blev det ikke umiddelbart til, for der var jo også fodbold, som han også var god til. Han var på AGFs drenge-førstehold. Og det der med skolegang var ikke lige det, der fængede i længden.

– Jeg kom så ind som arbejdsdreng på Homa i Højbjerg, hvor der blev produceret havemøbler. Her mødte jeg nogle unge studerende, som, mens vi samlede havestole, fortalte om det, der rørte sig i tiden. Det fortalte mig, at jeg skulle genoptage skolen og komme videre.

Jeg flyttede ud af byen til et bofællesskab ved Sjelle. Her begyndte jeg blandt andet at spille saxofon. Jeg gik i gang og fik en lærer, men det var ikke lige mig og ham. Så blev jeg henvist til at kontakte en lærer ved navn Jens Klüver. Det var noget helt andet – og jeg blev endnu mere engageret. Øvede mig flittigt hver dag. Jeg tror, jeg valgte saxofonen, fordi den for mig lå så tæt på menneskets sang, og så havde saxofonen altid fascineret mig. Med Klüver kom jeg til at spille sammen med nogle af hans andre elever og i nogle af hans grupper. Og inden jeg så mig om, var jeg i gang med at spille her og der.

Og det blev ikke bare ved saxofonen, snart fulgte keyboard efter. I de tidligere 80eres boblende, rytmiske århusianske musikmiljø var der masser af plads til Lars og de andre musikalske boblere. Mellem de grupper, som Lars var mere fast med i, var bl.a. ”8000 C”, ”The Intellectuals” og ”Warm Guns”. Med sidstnævnte gruppe var han to gange med på Roskilde Festival.

Men i slutfirserne var der spillemæssigt nogle stille perioder, og der fungerede Lars både som revisormedhjælper og som DJ. To funktioner som senere skulle få betydning for hans arbejde i DMF.

Fagforening med stort F
– Jeg kom tæt på en masse musikere, ikke mindst da jeg som booker på V58 sad på kontoret sammen med Aarhus Musikkontor. Her hørte jeg om musikernes problemer og vilkår, men så var jeg også nogle dage DJ i Klostergade. På et tidspunkt fik vi ingen løn. Det var jo noget skidt. Ikke bare for mig, men for alle ansatte og også musikerne. Hvad gør man så? Jeg henvendte mig til folkene i Hotel- og Restaurations fagforeningen. Det var jo nok begyndelsen på det faglige. En rigtig god og vigtig kontakt.

– Mellem mine andre jobs i starten af 80’erne var også at hjælpe min daværende revisor. Han havde en masse musikere mellem sine kunder. I en selvangivelsesperiode hjalp jeg på timebasis med at sortere bilagene. På et tidspunkt spurgte han, om jeg ikke ville fortsætte hos ham. Det blev til næsten fuldtids. Det gav jo mad på bordet, men betød, at jeg spillede mindre, siger Lars.
Han kom i stadig tættere kontakt med det lokale DMF. Først som repræsentant til en kongres i 1988, kort derefter kom han i bestyrelsen i Aarhus, siden som kasserer og sluttelig som formand. Undervejs var han med til at finde økonomisk råderum til en ansættelsessituation, der var noget bedre end den tidligere formand, der var den eneste på kontoret i det daglige og som samtidig fik et beskedent honorar.

Kommunal understøttelse
– og hva’ nu?

– En vigtig del af det, som siden skete, tillægger jeg de gode dagpengeregler for musikerne. En anden faktor var daværende kulturrådmand Thorkild Ibsen fra SF, som understøttede byens kulturliv – og herunder musikken. Der kom lokale kommunale støtteordninger, som virkelig gav nye muligheder for en masse musikere i byen. Meget af det, som vi kender i dag – og meget af det som sker i dag, fik sin begyndelse her – og vi i DMF var godt med og prøvede at spille en rolle for musikerne, mener Lars.

På det personlige plan blev han midt i sin formandsperiode ramt af en heftig omgang kræft, der betød tre måneder væk fra formandsjobbet. I dag er han sund og rask – og frisk til at tage turen fra Egå til midtbyen på cykel.

Og hvad så nu, som tidligere formand …?
– Jeg må jo finde tilbage til musikken, siger han og kigger ud over sin flåde af instrumenter i sin lejlighed. Jeg tænker ikke på en ny karriere. Jeg har prøvet det, og det er kørt for mig. Det er sgu hårdt og kræver meget, men jeg kan nok ikke leve uden musikken..