Min Tid på danserestauranter

Af: Bjarne Brodtkorb, medlem af DMF Aarhus.

Musiker Bjarne Brodtkorb husker tilbage på tiden fra foråret 1959 til 30. november 1960, da han spillede på danserestauranter.

Det første job fik jeg med Paul Ramsings trio på restaurant Kit Kat i Horsens. Jeg kom med som afløser for Erik Gleager, og trioen bestod af Ramsing, Poul Erik Jørgensen (harmonika og bas) og mig selv.
Jeg havde godt nok mit daglige arbejde fra kl. 7:30 til 16:30, men jeg fik da sovet lidt, inden vi kørte til Horsens. I starten lejede vi en Opel Rekord på gule plader. I sommermånerne kørte Poul Erik og jeg på scooter og Ramsing på knallert. Det er den eneste gang, jeg har brugt lange underbukser. Senere købte Poul Erik en Ford Anglia, så det var helt luksus.

Flere og flere gæster
Vi må have gjort det godt, for der kom flere og flere gæster på restaurant Kit Kat. På et tidspunkt måtte der ansættes flere tjenere, og blandt ansøgerne var der en servitrice, som stillede betingelse for ansættelse, nemlig at hendes mand blev indlemmet i vores orkester. Han slog trommer og spillede lidt trompet, og så var han en habil sanger. Navnet var Kurt Lindholm, senere kendt i Horsens som den syngende hjemmehjælper. Han fik i øvrigt gang i det lokale sanganlæg, som havde bedre og mere lyd end Ramsings lille forstærker.

Det blev til et rimelig godt orkester, bare Kurt ikke drak mere end 2 – 3 øl. Fik han flere, var det sket med mandens evner. Sidst på året blev det for meget for os, og værten havde også problemer med Kurts kone. Vi foreslog værten at få Kurt skiftet ud med en anden trommeslager. Valget faldt på Bent Bendixen, der også havde sit arbejde i det daglige som fenrik på Langelandsgades Kaserne.

En aften kom der en gæst og spurgte, om en af hans venner måtte spille med. Han sagde, at han var kapelmester i den kongelige ballet. Ja lad ham bare komme, svarede vi. Det var til vores overraskelse ingen ringere end Ole Schmidt, senere dirigent i Aarhus Symfoniorkester. Han tog flyglet og jeg vibrafonen, og så fik den en gang Goodman musik, så vi både glemte publikum og tiden. Sikke en oplevelse.

Rico på Bruuns Bro
Da vi var færdige på dette job, havde jeg desværre pga. dels mit arbejde på et lager i et dårligt lokale og dels for lidt søvn raget en ondartet gigtsygdom til mig. Jeg sagde jobbet op og valgte i stedet at fortsætte på danserestauranterne. Jeg kunne jo heldigvis sidde ned det meste af tiden.

Den 1. november begyndte vi at spille på restaurant Rico på Bruuns Bro i Aarhus. Det var et dejligt sted at spille, hver tirsdag havde vi dameaften. Stedet blev kaldt for de røde hænders klub – og til at styre løjerne havde vi den gamle bakkekonge Orla Lund som konferencier. Jeg husker tydeligt den sidste dameaften inden jul. Da havde Orla Lund taget sin rumsterstang med. Han underholdt gæsterne med den og nogle viser fra bakken. Da han skulle hjem, havde han fået lidt ind under vesten, så da bagtrappen skulle forceres, lød der et brag. Det var Orla og hans rumsterstang, der var røget ned ad trappen. Da vi engang tidligere i 1959 havde optrådt i Kongreshuset i Svendborg, kontaktede Ramsing værten, som også drev danserestaurant i samme hus, for et evt. engagement. Værten og hans kone mødte op på Rico, og et job i Svendborg var på plads fra nytårsaften. Da vi fortalte værten på Rico, Johannes Lassen, at vi skulle til Svendborg, ønskede han, at vi skulle komme tilbage på Rico igen den 1. marts.

Det blev en pige
Som sagt, så startede vi nytårsaften på Viking i Svendborg, og om lørdagen flyttede vi alle instrumenterne ind i den store sal. Vi blev indkvarteret ikke langt fra Viking. Jeg havde et lille værelse i stueetagen, de to andre på 1. salen. I deres ret store værelse klarede vi selv morgenmad og frokost. Om aftenen gik vi på pensionat. Søndag den 15. februar, kom tjeneren op til mig, jeg skulle ringe hjem. Min mor kunne fortælle mig, at jeg havde fået en datter. Straks stod der blomster på klaveret. Mandag var vores fridag, så vi gjorde klar til afgang efter endt spilletid kl. 3:00.

Det var et rædsomt vintervejr, masser af sne og glatte veje, så vi vendte om i Odense. Da vi ikke havde aftale med pensionatet, valgte vi at besøge Louise og Ernst på Svendborgstuen. Louise havde tidligere pralet af sin biksemad, så nu skulle den prøves. Hvor det dog smagte godt, og panden stod i køkkenet klar til mere. Hendes biksemad var så berømt, at når Osvald Helmuth var på vej hjem fra Jylland, så skulle han altid omkring Svendborg og spise biksemad. For at holde mine gigtsmerter ud, tog jeg 4 x 2 magnyler om dagen. Det gjorde, at jeg ikke kunne tåle øl, så når en gæst gav en omgang, kom tjeneren med to fyldte Tuborg og en tom flaske. Jeg fik den tomme byttet til 10 Cecil. En aften kom tjeneren med en hilsen fra Carlsberg depotet, to grønne Tuborg og 10 Cecil.

Striptease danserinder og gratis klipning
Tilbage i Aarhus spillede vi nu de næste tre måneder på Rico og selvfølgelig med Orla Lund om tirsdagen. Inden vi vendte tilbage til Aarhus, havde vi lovet værten på Viking i Svendborg, Bent Tougaard, at komme igen til sommer. Vi havde også lavet en lejeaftale med en familie på Thurø. Familien rykkede ned i et havehus, så vi kunne bo i deres hus med vores koner og børn.

Vi fik en dejlig sommer på Thurø med familierne. Der skete meget i tiden på Viking. Først fik vi lov til at flytte tribunen fra en krog til en mere synlig plads, og Poul Erik, som var uddannet maler, reparerede krogen. Vi havde to gange stripteasedanserinde på gæsteoptræden. Den første havde sin egen pianistinde med. Den anden skulle vi akkompagnere – først med et fransk potpourri dernæst en gang cancan og til sidst selve stripteasenummeret. Til premiereaftenen med den sidste mødte Arne Honoré op for at lave en radiooptagelse med os. Værten syntes, at det var bedre, hvis han kunne vente til næste aften.
Blandt melodierne, vi spillede, var den ene af dem komponeret af en lokal mand, der hed Erfred Fabricius. Han var frisør og havde skrevet melodien ”Gule måne”. Da jeg havde lavet harmoniseringen, og at vi spillede den hver aften, blev vores trio samt Ramsings to drenge klippet gratis hele den sommer. Ramsing havde haft kontakt med en dengang kendt impressario Riis Petersen, denne skaffede os de to næste jobs.

Frederikshavn og Guld Haralds hjemkomst
Det første job var i september måned, hvor vi spillede på restaurant Ritz i Frederikshavn. Vi var to orkestre. Foruden os en spansk kvartet LA CUMANA under ledelse af Nilo Teen, der efter egen udtalelse havde spillet i det berømte Xavier Cugats orkester. Kvartetten begyndte kl. 20:00 i restauranten, og når vi kl. 21:00 tog over, gik de ind og spillede i Lyon bar. Kl. 01:00 tog vi så over i baren, og begge steder havde vi flest besøgende. Da vi sluttede den første aften, inviterede overtjener Honore os til at komme næste formiddag. Så ville han vise os rundt i Frederikshavn. Under denne køretur, nævnte han byens forskellige bygninger som banegården, posthuset og Krudthuset. Pludselig siger han: ”Og der går Harald Nielsens far”. Det var jo netop i denne måned, at der var olympiade i Rom, og her blev Harald Nielsen berømt for sit hattrick. Poul Erik og jeg boede på hovedgaden, så da Guld Harald vendte hjem og blev hentet ved bygrænsen i karet trukket af sine fodboldvenner, fik vi oplevelsen fra vores vindue.

Valencia på opfordring
I oktober måned spillede vi på restaurant Hos Behrens i Haderslev. Vi var også her to orkestre. Den tyske trio Die Kieler Goldsprotten og vores trio. Vi delte tribune, og vi startede en time før de andre og sluttede en time før dem. På det tidspunkt var der særligt to melodier, der var meget populære. Nemlig ”Den kolde skulder” og ”Åh Marie jeg vil hjem til dig”. En aften da vi mødte ind, sad der kun tre gæster i salen. Den ene spurgte, om vi kunne spille ”Åh Marie”. Inden vi kom i gang, stod der tre øl på scenen. Dernæst spurgte han til ”Den kolde skulder”, og sådan blev det ved længe med de to melodier, så da tyskerne ankom, stod der 12 øl på tribunen. Tyskerne spillede nu med så godt de kunne på de to melodier, så de kom også med på ølstimen. Ramsing og Poul Erik boede lidt uden for byen, og jeg havde lejet et værelse hos en meget missionsk dame. Den tyske trio bestod af et ægtepar og en ung pianist, så pianisten og jeg fandt hurtigt sammen til morgenmad og frokost hos ham og aftensmad på pensionat. Den ældre tysker kunne godt lide at optræde ude på dansegulvet med sang og musik, nemlig Valencia. Da vi havde opdaget, at det ikke passede fruen, sendte vi ofte i vores pause opfordring op med tjeneren på Valencia.

Måneden efter var vi atter tilbage på Rico. Da min gigtsygdom var aftaget så meget, at jeg kunne påtage mig et normalt arbejde, valgte jeg efter en måned at stoppe. Jeg blev ansat hos Coca Cola, hvor jeg senere fik glæde af min tid i rampelyset, idet jeg kom til at stå for fabriksbesøgene.

Det var så min restaurations tid. Og så har man prøvet det.