Nylig afholdt generalforsamling i DMF-Aarhus

Nicklas Jensen og Thor H. Johansen (foto: Martin von Seelen.
Nicklas Jensen og Thor Eide H. Johansen (foto: Martin von Seelen).

Mandag den 24. marts 2025 afholdte Dansk Musiker Forbunds Aarhus Afdeling ordinær generalforsamling på Aarhus Musikskole, Officersbygningen, opgang C, Vester Allé 3, 8000 Aarhus C. I år blev tidligere formand for DMF Aarhus Hans Magnussens guitar uddelt til en ung lovende musiker. Inden Hans’ bortgang overdrog han sin Gibson guitar med det formål, at den skulle gives til en ung lovende musiker, som ellers ikke vil have mulighed for at anskaffe sig sådan en. Guitaren blev givet til Nicklas Jensen, studerende på Det Jydske Musikkonservatorium, som gav et nummer i forbindelse med hans modtagelse af guitaren.

Efter debat og afstemning blev følgende dagsorden vedtaget:

1. Valg af dirigent.

2. Godkendelse af dagsorden.

3. Beretning om afdelingens virksomhed i det forløbne år.

4. Fremlæggelse af regnskabet til godkendelse (og beslutning om decharge).

5. Fremlæggelse af budget.

6. Fastsættelse af kontingent.

7. Fastsættelse af forpersonshonorar.

8. Fastsættelse af kassererhonorar.

9. Indkomne forslag.

10. Tanker til DMF region Midtjylland.

11. Valg af kasserer.

12. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

13. Valg af bestyrelsessuppleanter.

14. Valg af kritiske revisorer.

15. Valg af kritiske revisor suppleant.

16. Eventuelt.

Punkt 6 udgik fra dagsordenen, da lokalkontingent udgik på baggrund af årsmødets beslutninger i september 2024. Punkt 10 udgik senere pga. tidspres.

Forslag til afstemning

Bestyrelsen havde 2 forslag til generaforsamlingen, og der var blevet indsendt 3 forslag fra medlemmer af DMF Aarhus. Disse kan ses nedenfor med stemmetal, og i den rækkefølge de blev behandlet.

Forslag fra Axel Boel og Mogens Balle

Forslag om nedlæggelse af DMF-Aarhus’ afdeling i henhold til vedtægterne​

Motivation og Forslag ​

Da forslag 7c, der blev vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 9. december 2024, ikke blev vedtaget med 5/6-dels flertal, kan denne vedtagelse ikke danne grundlag for en påstand om, at afdelingen er nedlagt. ​

Vi fremsætter derfor et beslutningsforslag om nedlæggelse af DMF-Aarhus’ afdeling i henhold til afdelingens vedtægters § 22

 ​Henvisning til vedtægternes § 22 

“…Afdelingen kan opløses, hvis der er fremsat forslag herom på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Beslutning om opløsning kræver, at mindst 5/6 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer afgives for forslaget…”

Henvisning til forslag 7c, der blev vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling inkl. stemmetallene ​

Forslag 7c. DMF-Aarhus accepterer årsmødet 2024’s beslutning om vedtagne strukturændringer (F12a) samt beslutninger med naturlig tilknytning hertil, der vil betyde nedlæggelse af DMF-Aarhus-afdelingen og overdragelse af aktiver i DMFAarhus-afdelingen til Forbundet. Stemmefordelingen: Ja: 54 stemmer. Nej: 19 stemmer. Blank: 3 stemmer.

Resultatet af afstemingen var: 43 stemte NEJ. 16 stemte JA. 2 stemte BLANKT. 2 UGYLDIGE.

Forslag 1 fra bestyrelsen 

Årsmødet har besluttet at DMF Aarhus med virkning fra 1. oktober 2025 er en del af region Midtjylland.

Det indstilles at Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen for DMF Aarhus til at bringe alle af årsmødet trufne beslutninger til udførelse i overensstemmelse med Dansk Musiker Forbunds instrukser og vejledning.

Resultatet af afstemningen var: 40 stemte NEJ. 22 stemte JA. 1 stemte BLANKT.

Forslag 2 fra bestyrelsen

Det indstilles at Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen for DMF Aarhus til at overdrage/sammenlægge afdelingens aktiver af enhver art i overensstemmelse med de af årsmødet trufne beslutninger og efter Dansk Musiker Forbunds instrukser og vejledning.

Resultatet af afstemningen var: 41 stemte NEJ. 21 stemte JA. 1 stemte BLANKT.

Forslag fra Jens Klüver

Bestyrelsen pålægges at meddele forbundet, at DMF Aarhus ikke ser sig i stand til at implementere årsmødets beslutning om nedlæggelse af lokalafdelingerne førend den verserende sag tvist mellem 17 lokalafdelinger og forbundet er bilagt, enten ved mæglen eller endelig dom

Motivation:

Da der aktuelt verserer en juridisk sag mellem forbundet og 17 afdelinger, vil det være mest hensigtsmæssigt at afvente udfaldet af denne sag, før der træffes beslutning om afdelingens nedlæggelse. Hvis de 17 afdelinger vinder sagen mod forbundet, kan det have uoverskuelige konsekvenser for forbundets hovedbestyrelse og Aarhus-afdelingens bestyrelse. Afdelingen og dens bestyrelse vil i så fald stå i en særdeles vanskelig situation med potentielt alvorlige konsekvenser.

Resultatet af afstemningen: 12 stemte NEJ. 44 stemte JA. 6 stemte BLANKT.

Forslag fra Perry Stenbäck

Hvordan kan DMF medvirke konkret til flere spillejobs i Århus… Evt. ved at drive f.eks. Fatter Eskil i samarbejde med en restauratør?

Forslaget blev i første omgang rykket til punkt 16 til debat. Det udgik senere fra punkt 16, da Perry desværre ikke var tilstede til at motivere sit forslag.

Valg til bestyrelsen

Følgende personer blev valgt til bestyrelsen: Thomas Thomsen, Flemming Både Jensen og Andrea Krüger Holm. De 2 suppleantposter er vakante. 

Jens Klüver blev valgt som kasserer.

DMF Aarhus bestyrelsen 2025

Medlemmerne i DMF-Aarhus afdelingens lokalbestyrelse 2025 er dermed:

Thomas Thomsen, konstitueret forperson

Camilla Overgaard, forperson (p.t. på barsel)

Jens Klüver, kasserer

Flemming Både Jensen, bestyrelsesmedlem

Andrea Krüger Holm, bestyrelsesmedlem

Gitte Overmark Mortensen, bestyrelsesmedlem

Viggo Hejgaard, bestyrelsesmedlem

Afdelingens kritiske revisorer er: Frank Pedersen og Jes Halding. Kritisk revisorsuppleant, Lars Kiehn.