Nyt medlem af kunstfonden fra DMF-Aarhus

Medlem af DMF’s bestyrelse i Legatudvalg for Musik

22.12.2015 af birgitte theresia henriksen

Kulturministeren har netop offentliggjort udpegningerne til de seks nye legatudvalg i Statens Kunstfond pr. 1. 1. 2016. En af udpegningerne er DMF-bestyrelsesmedlem Mads Bærentzen.

640x500-mads-barentzen-presse

Mads Bærentzen (pressefoto)

Jazzpianist Mads Bærentzen, der er medlem af DMF’s hovedbestyrelse, er sammen med komponist Line Tjørnhøj udpeget af kulturministeren til Legatudvalget for Musik.

Legatudvalget for Musik består pr. 1.1.2016 af:

  •  Kristina Holgersen (formand), komponist og sangskriver, udpeget af Statens Kunstfonds Repræsentantskab
  • Anders Brødsgaard, komponist, udpeget af Statens Kunstfonds Repræsentantskab
  • Mike Sheridan, komponist og DJ, udpeget af Statens Kunstfonds Repræsentantskab
  • Line Tjørnhøj, komponist, udpeget af kulturministeren
  • Mads Bærentzen, jazzpianist, udpeget af kulturministeren

Gitte Ørskou er samtidig genudpeget som bestyrelsesformand i Statens Kunstfond for de næste to år.


Om legatudvalgene i Statens Kunstfond

Legatudvalgenes primære opgave er at tildele arbejdslegater til kunstnere inden for de enkelte kunstarter. På musikområdet uddeler legatudvalget også normalt honorarer til komponister for konkrete musikværker, som bliver bestilt af bl.a. orkestre og teatre mv.

Om organiseringen af Statens Kunstfond

Statens Kunstfond består af 12 udvalg, en bestyrelse og et repræsentantskab. Medlemmerne af de 12 udvalg er udpeget af henholdsvis kulturministeren og fondens repræsentantskab. De 12 udvalg er inddelt i to søjler; en søjle med 6 legatudvalg og en søjle med 6 projektstøtteudvalg.

Alle udvalg beskikkes for en fireårig periode. Den 1. januar 2016 udskiftes medlemmerne af de 6 legatudvalg, mens medlemmerne af de nuværende projektstøtteudvalg, som tiltrådte 1. januar 2014, først udskiftes ved udgangen af 2017. Kulturministeren udpeger formændene til de enkelte udvalg. Til formandsposten i legatudvalgene skal kulturministeren dog vælge en blandt de medlemmer, som er udpeget af repræsentantskabet. Bestyrelsen består af formændene for de 12 udvalg. Kulturministeren udpeger en bestyrelsesformand blandt de 12 udvalgsformænd.