Perry Stenbäck

Strengenes musikalske håndlanger

Af Jeppe Abildgaard – Foto: Signe Find Larsen – signfind.dk, Sanne Kutscher, Lars Kiehn samt pressefotos

Perry Stenbäck kan kort og godt beskrives som en meget dygtig, alsidig og unik strengeinstrumentalist, og det er ligefrem passende at bruge udtrykket ’en spillemand af Guds nåde’. Som Sebastians faste musikalske håndlanger skaber han det magiske element med sin strengeleg, og hans ønske er at blive bedre hele livet igennem. ”Som kunstner kan man enten blive bedre eller dårligere. Der er ikke noget der hedder Status Quo”. Dette citat er meget sigende for Perrys nysgerrige tilgang til det musikalske håndværk, hvilket har ført ham vidt omkring i det musikalske landskab, både her til lands, i Norden og i den store verden.

’Minnesota’

I en skov nær ved Jelling bor musikeren Perry Stenbäck sammen med sin kone Christine Dueholm i det sagnomspundne hus ’Minnesota’. Et hus som bedsteforældre til Perrys bedre halvdel engang havde købt af Danmarks måske første autodidakte kunstner. Han brugte stedet til at afskærme sig fuldstændig fra samfundet og brugte den frie kunst som et middel mod sin posttraumatiske stress. ”Dengang var han vel bare sindssyg og gal, og han betragtede sit selvudnævnte refugium ’Minnesota’ som værende en lille fraktion af USA. Rygterne siger, at han ikke betalte skat og skød efter folk, hvis de kom for tæt på og afkrævede hans tilstedeværelse i samfundet,” fortæller Perry. Den dag i dag bærer stedet stadig præg af de mange kunstværker, der i sin tid blev lavet.

Spørger man til Perry Stenbäcks musikalske engagementer igennem hans liv, så åbner der sig en pandorisk æske af utallige projekter. ”Mit CV er så latterligt stort – så det ville fylde det hele”. Men for at komme tættere på Perrys musikalske væsen vil vi gå lidt tilbage i tiden til Perrys barndom i Sverige, som søn af en australsk mor og svensk fader. 

Musik som samværsform

”Jeg har haft folkemusik og viser parallelt hele livet, men er først begyndt virkelig at dyrke det i en relativ sen alder. Men det kommer ikke af ingenting. Min far var læge, og min mor havde arbejde på videnskabsakademiet. Hun elskede at synge viser, og min far spillede nøgleharpe og jazzklaver. Musik var noget, man gjorde som en samværsform. Men når man vokser op i det, er det lidt noget gammelmandspis, og jeg ville jo hellere spille punk. Men nu er det så det samme med vores ældste søn. Han sagde ’jeg skal fandme aldrig være musiker’ indtil han var 11-12 år, men så vendte det. Og han ville i hvert fald ikke spille folkemusik, men det gør han så også nu”.  

Insisterer på kun at leve af at spille musik

”Jeg har været timelærer på nærmest alle konservatorierne igennem nogle år, men på et tidspunkt valgte jeg, at jeg hellere ville have mere frihed og en dårligere økonomi. Men så kan jeg gå all-in og holde mit niveau oppe. Det nytter ikke noget at være middelmådig, og man er nødt til at være skarp for at have en chance. Jeg kunne til hvilken som helst tid få en god undervisningsstilling, og så var økonomien sikret, men det vil jeg jo ikke. Jeg insisterer på, at det skal kunne lade sig gøre.” Perrys kone, Christine Dueholm, der i øvrigt er professionel trommeslager og stomp-instruktør siger yderligere: ”Vi synes, at det er vigtigt, at der er nogle galninge som os, der insisterer på at bruge liv på at lave noget musik og kvalitet, der måske ikke er så kommercielt. Folk forstår ikke altid, hvilken indsats det kræver at lave ordentlig musik og kunst”.

Familie- og musikerlivet samt en ekstra banjo

”Som udgangspunkt har Christine og jeg valgt at have to bands sammen. Men før i tiden ville vi ikke spille i band sammen og blande musik og privatlivet alt for meget sammen. Men nu har vi så mødtes mere om især folkemusikken, og til forskel fra mange andre i denne branche er vi stadig sammen. Vi valgte, at vi gerne ville både familieliv og musikken, men hele samfundets struktur arbejder imod en musikertilværelse. Der findes jo ingen børneordninger om aftenen og så videre. Og banksystemet forstår det heller ikke”. Christine fremhæver, at Perry for nylig har købt en banjo uden at sige det til hende, og så manglede de penge jo i regnskabet, da det skulle fremlægges i banken.

”Vi ved jo godt, at en investering i en CD er en nødvendig ting, men pengene kommer jo først igen senere. Vi betaler jo også hyre til dem, der er med i vores bands, og Christine gør et kæmpe arbejde med at få betalinger og økonomien på plads. Men det går jo meget godt. Det hænger jo sammen”.

Verdens bedste job

”Det er vigtigt, at vi har de her gode orkestre, så vi har troen på, at det nytter noget og kvaliteten” siger Christine Dueholm. Perry udbryder så: ”Det er jo verdens bedste job. Hver gang jeg kommer på arbejde, får jeg lov til at spille musik, som jeg bryder mig om. Endvidere får jeg applaus, når jeg går hjem fra arbejde, og når jeg går på lokum, står arbejdsgiveren og klapper”.

De tre spor

”Jeg har ligesom tre spor. I den kasse med folkemusik er jeg anerkendt som folkemusiker. Og de bliver nærmest forbavsede over, at jeg også spiller med i visemiljøet, men også i blues- og rock sammenhænge. Og det segment, som ser mig som blues-rockguitarist, kan ikke forstå, at jeg også synger viser. Det plejer man ikke at gøre. Og omvendt. Men man skal huske på, at jeg ikke gør noget andet, og jeg har valgt nogle genrer, som ikke er særlig kommercielle. De fleste andre, der har en karriere inden for musikken i dag, forsørger sig jo ikke udelukkende på at spille”.

Dekadansorkestern

På den nye plade med Perry Stenbäck och Dekadansorkestern udforskes den svenske trubadurtradition med interessante og respektfulde fortolkninger af blandt andre Cornelis Vreeswijk og Evert Taube samt Perrys egne kompositioner. ”Når man søsætter et projekt som Dekadansorkestern, er det vigtig at holde fokus på det, da det ellers kan blive forvirrende for spillestederne, hvis man ringer og booker med for mange forskellige orkestre. Mit arbejdsområde for denne plade er både Danmark, Norge, Sverige. For når man er niche-artist, er der et fire gange så stort publikum, hvis man ser ud over landets grænser”.

Er der et godt samarbejde i de nicher, du arbejder med?

”Ja, især i folkemusikmiljøet er det meget åbent. Og det, der tiltaler mig ved folkemusiktraditionen, er jo netop, at det ikke er image der tæller, men om du kan finde ud af at spille eller ej. Problemet er bare, at der er et kæmpe miljø af dygtige amatører, så derfor kan det også være svært for folk at forstå, at de skal give en ordentlig betaling. Det samme er jo ikke tilfældet med popmusik.”

Højskolen som undervisningsformat i Danmark og Japan

Hver sommer er Perry organisator på en stor akustisk guitarcamp på Engelsholm Højskole, hvor folk kommer fra hele Norden for at være med og blive undervist og inspireret af nogle af de helt store guitarister, inklusive Perry ham selv. Perry pointerer: ”Men igen igen, det er jo ikke workshops og undervisning, jeg gerne vil. Men til gengæld giver det mig noget street-credit”.

For nyligt har Perry været en måneds tid i Japan for at promovere den danske folkehøjskole og den nordiske kultur sammen med en herboende japaner, der har hjemme på Nordfyns Højskole. Her var Christine også med som percussionist og underviser, og deres ene søn var med på bas. ”En af initiativtagerne til projektet, Vibeke Beckett, var desuden kursist på min guitarcamp sidste sommer og kontaktede mig med dette projekt. Mandolinisten/guitaristen Rasmus Skovgaard deltog også på rejsen, og han var faktisk min elev på Odense konservatorium for 15 år siden. I Japan byggede vores musik nogle broer mellem den nordiske og japanske kultur og gav nogle fantastiske oplevelser.”

På besøg i instrumenternes hule

Et besøg på ’Minnesota’ går, foruden en tur rundt på den spændende ejendom, selvfølgelig også ind i Perrys hellige øvelokaler, hvor mængden af unikke og fantastiske strengeinstrumenter er yderst imponerende. Der går dog heller ikke længe før Perry, med stort engagement og uforbeholden musikalitet, viser talrige og smukke instrumenter frem. Især den svenske ’Nyckelharpa’ mestrer Perry på fortrinlig vis, og på denne har han endda fået den svenske hædersbetegnelse ’Spellmester’.

Når man lytter til Perry, der udfolder sig på sine instrumenter, forstår man virkelig godt hans kæphest med hele tiden at udvikle sig og blive bedre til at spille samt kun at leve af og med musikken. Perry Stenbäck har altså en stor musikalitet og et gemytligt væsen, der må opfordre og inspirere os andre musikere til at øve endnu mere og tage det at ’spille’ og udøve musik som en stor gave og en gylden mulighed for at bevare kvaliteten og kreativiteten i musikkens verden.