Temaaften for selskabsmusikere
Temaaften for selskabsmusikere mandag den 2. februar 2015.
Referat Flemming Både – DMF, Aarhus
Denne aften på NyV58 i Vestergade, Aarhus lavede DMF i samarbejde med 4sound, Aarhus City. Emnet for denne aften var digitale mixere samt iPad styring af mixere. Ca. 30 havde trodset vintervejret og fundet vejen ind til det spændende spillested V58, der denne aften var fyldt op med en masse digitale mixere og andet nyt spændende musikudstyr.
Poul Ibsen, der er daglig leder i 4sound, Aarhus City fortalte om de digitale mixeres historie, og viste eksempler på nogle af de sidste nye på markedet. En spændende udvikling på kun ganske få år. Derefter viste William Dion far EM Nordic deres nye spændende QSC digitale mixer til 13.500 kr. frem. QSC har tænkt i brugervenlighed, der er således både en skærm og en del knapper til betjeningen, ligesom alt kan fjernbetjenes fra iPad.
Vi skulle have set en ligeledes ny spændende mixer fra uMix, men den blev desværre taget af markedet sidst i januar. I stedet viste Bose deres L1 mrkII søjler med B2 basbunde frem, tilkoblet den lille Bose mixer Tone Match. Desuden stillede Yamaha op og viste deres sidste nye aktive højtalersystemer frem.
For at kunne høre hvordan alt dette lød, var der levende musik fra både Bjarne Langhoff, der spiller klaver og synger formidabelt. Desuden spillede og sang duoen TM/Friborg, der består af Thorsten og Mathias – begge sangere og guitarister, med mange nye og gamle hits.
Der var rig mulighed for at stille spørgsmål om instrumenterne, og det benyttede mange sig af. De fremmødte fik en hyggelig aften og masser af opdateret viden om markedet for digitale mixere.