Værsgo’ at synche – her er pengene i musikken
Chili & Chill Out 2014 – TEMA: Værsgo’ at synche – her er pengene i musikken!
Musik i reklamer, synkronisering, målrettet branding af produkter og firmaer, er nogle af de temaer der vil blive lukket op for under denne overskrift. Vi har inviteret fire meget kompetente oplægsholdere, som hver i sær vil fortælle om deres erfaringer med at skabe, sælge og placere musik og kunstnere ind i kommercielle markedsføringssammenhænge.
Asger Christensen, Dansk Lyddesign, holder et oplæg om hvordan han arbejder med at forretningsudvikle sin viden og evner som musiker, over til noget, der kan skabe kommerciel værdi for virksomheder og organisationer.
Udover at være ejer af Aarhus Lydstudie, har Asger etableret Dansk Lyddesign, som arbejder med strategisk lydbranding, og med at nytænke professionel brug af lyd og musik. ”Vi sætter lyd på verden og skaber lyd identiteter for virksomheder og organisationer. Vi komponerer musik og lyd til TV, film, web, radio samt broadcast og har en bred vifte af komponister, tonemestre og musikere in-house”. Asger vil også fortælle om forskellen imellem arbejdet med Aarhus Lydstudie og Dansk Lyddesign, med fokus på en kunstnerisk tilgang vs. kommerciel tilgang til jobbet som musiker.
Martin Ahm er professionel komponist og lyddesigner. Hans firma, Ahmatron, har til huse i Filmbyen i Aarhus, og her løses komponistopgaver for en lang række virksomheder, hvor referencelisten blandt andet tæller BMW, Fanta, MTV samt adskillige TV-programmer på Discovery, NatGeo, Nickelodeon og CBS. Han har rigtig meget erfaring med sync og musikforlag, der tilbyder musik til TV stationer, reklamebureauer, film osv. i hele verden. Martin vil fortælle om sit arbejdsområde, som er delt mellem komponistdelen og sound design. Oplægget vil desuden omhandle at skrive musik til en kunde og til musikforlag. Samt eksempler på case-stories med udgangspunkt i Ahmatrons tidligere opgaver.
Rasmus Hamann, direktør og ejer af Knowtheirname ApS, arbejder med musik og branding. Han hjælper danske samt internationale brands med at udvikle brandingstrategier og kampagner, som bygger på samarbejder med musikbranchen. Knowtheirname har en afdeling i Aarhus og Hamborg. Firmaet fungerer også som music supervisors og konsulenter for en lang række virksomheder; Vero Moda, Hummel, DanSki, ONLY, SPOT Festvial etc. Rasmus vil fortælle om musik og branding, med fokus på hvordan man skal tænke som kunstner, hvis man er interesseret i at indgå i brandpartnerskaber eller samarbejder med virksomheder.
Kim ”Kix” Jeppesen har med sit band Powersolo været verden rundt og prøvet lidt af hvert. Powersolos musik har vist sig at kunne meget mere end at sælge plader og koncertbilletter. Efterhånden har den internationale marketing- og reklamebranche fået øjnene op for den kaliber af coolness og pondus, som Kim og Powersolos musik kan tilføre selv nogle af de største brands i verden; Coca Cola. Heineken. Bilfabrikanterne Renault, Honda og Ford, – samt en lang række internationale TV-serier og film, for her at nævne nogle få.
Kim Kix ved på egen krop, hvad det betyder for et band/musiker, at bevæge sig ind på reklame- og synkroniseringsområdet. Hvad kan der ske, og hvad er mulighederne, når man sælger sin musik til kommercielt brug, og samtidig er fast besluttet på at køre en kompromisløs niche forretning, der hedder Powersolo? Kim inviterer her alle interesserede til en interessant dialog omkring emner som forlag, reklamer og synkronisering – ja, og hvad du ellers må have af spørgsmål, i forhold til dig selv og din musik i den retning.