Vil du være med til at bevare vores historie?

Når gamle fotoalbums støves af og du genser alt det du kender, iført stort overskæg, trompetbukser, 80’er hår og andet godt, så er det svært at stoppe med at bladre. Vi er i afdelingen ved at kigge på hvad vi har liggende i gemmerne af billeder og fotos, og vil samle sammen og sortere i det og lave en lille musikfoto samling.

Formålet er at opsamle og bevare afdelingens historie, som også er historien om musikerlivet i Aarhus, igennem billeder fra: koncerter, arrangementer, events, øvelokaler, indspilningssituationer, musikundervisning, uddannelse – ja, alt tænkeligt arbejde og aktivitet som involverer lokale medlemmer og det lokale musikerliv.

Dine fotos er nemlig også glimt af DMF Aarhus afdelingens historie. Så hvis du har lyst til at indsende dem til os, så tager vi gladelig imod dem til vores musikfoto samling. Det kan være du har gamle papirfotos, som vi må låne og scanne, eller vi må arkivere nogle af dine digitale musikfotos.

Formålet er udelukkende at bevare, dokumentere og fortælle. Alle rettigheder overholdes og respekteres naturligvis og anvendelse finder ikke sted uden tilladelse fra rettighedshaver.

Medlemmernes historier er vigtige at fortælle og bevare, og ofte siger billeder som bekendt mere end ord. Vi hører meget gerne fra dig, så mail, ring eller kig forbi afdelingens kontor i Vestergade 19.

aarhus@dmf.dk

Tlf. 86184599.