Vedtægter

Vedtægter for Dansk Musiker Forbund

Aarhus Afdeling – Aarhus Orkesterforening

Images: dmfallelogo07.jpg

§ 1

Afdelingens navn er Dansk Musiker Forbunds Aarhus Afdeling. (Aarhus Orkesterforening) Afdelingen, der omfatter musikere, solister, sangere, musikundervisere og musikkens kunstnere, der arbejder med musik og lyd i bredeste forstand (lydkunstnere, elektronika mm.), har til formål at virke til fremme af de særlige interesser, der knytter sig til udøvelse af medlemmernes hverv inden for området.

§ 2

Afdelingen er beføjet til at fastsætte tariffer gældende for arbejde på afdelingens område, for såvidt sådant arbejde ikke forud er tarifbestemt med hjemmel i Dansk Musiker Forbunds love.
De under afdelingen arbejdende medlemmer skal overholde sådanne tariffer.

§ 3

Afdelingens forperson eller bestyrelse kan ved skriftlig henvendelse pålægge ethvert af afdelingens medlemmer at møde op og afgive forklaring om tvister, konflikter, lovovertrædelser eller andre interesser og anliggender, der vedrører afdelingen.
Afdelingens medlemmer er desuden forpligtede til at holde afdelingen opdateret om deres adresse og emailadresse.

§ 4

Afdelingens medlemmer betaler til denne et månedligt lokalkontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.
Medlemmer, der er fyldt 65 år kan fritages for kontingentpligt til afdelingen, såfremt indtægten ved musik går væsentligt ned.
I øvrigt finder Dansk Musiker Forbunds love § 3 stk. 4 anvendelse.

§ 5

Ethvert medlem af afdelingen er automatisk stemmeberettiget og valgbart medlem af AARHUS ORKESTERFORENINGS STIFTELSE, jvf. denne stiftelses love.

§ 6

Afdelingens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
Afdelingens midler indsættes i et pengeinstitut, anbringes i obligationer noteret på den danske fondsbørs eller i fast ejendom. Anden anbringelse kræver samtykke af en generalforsamling.
Afdelingen forpligtiges over for tredjemand ved underskrift af forpersonen i forbindelse med et bestyrelsesmedlem eller næstforpersonen i forbindelse med to bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen giver forpersonen fuldmagt vedrørende den daglige drift.

§ 7

Afdelingens bestyrelse består af en forperson og en kasserer samt 5 bestyrelsesmedlemmer, der vælges blandt afdelingens medlemmer på den ordinære generalforsamling. Forpersonen og kassereren vælges direkte, og kan ikke afgå samtidig.
Alle valg er for 2 år, således at der skiftevis afgår 3 bestyrelsesmedlemmer og kasserer i ulige år og 2 bestyrelsesmedlemmer og forpersonen i lige år.
Endvidere vælges på samme måde 2 suppleanter for 2 år ad gangen, der indkaldes i tilfælde af forfald, således at 1 suppleant afgår i lige år og 1 ulige år. Den suppleant, der har siddet længst i den indeværende valgperiode, er førstesuppleant. Såfremt et bestyrelsesmedlem har længerevarende forfald, indtræder førstesuppleanten i dennes sted, indtil medlemmet igen kan indtræde, eller indtil medlemmets valgperiode ophører.
Bestyrelsesmedlemmer der har forfald til et bestyrelsesmøde, skal hurtigst muligt melde afbud til forpersonen. Næstforpersonen, der i forpersonens forfald varetager dennes hverv, vælges af bestyrelsen af dens midte. Bestyrelsesmøder indkaldes af forpersonen efter dennes nærmere bestemmelse eller på begæring af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer.
Forpersonen leder møderne, i dennes forfald næstforpersonen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er mødt. Alle beslutninger vedtages ved afstemning med simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed gør forpersonens – i dennes forfald næstforpersonens – stemme udslaget.
Bestyrelsen udarbejder hvert år et budget, som skal fremlægges på den ordinære generalforsamling.
Til at udføre det daglige administrative og faglige arbejde kan bestyrelsen ansætte det nødvendige personale.
Afdelingens forperson og kasserer kan ikke være samme person.
Forpersonen og kassereren oppebærer et honorar, som fastsættes af generalforsamlingen.

§ 8

Til at udføre tilsyn med afdelingens kasse og bogføring samt forvaltning af dens formue og revision af dens årsregnskab vælges blandt medlemmerne 2 kritiske revisorer og 2 suppleanter for 2 år af gangen, således at der hvert år skiftevis afgår én revisor og en suppleant.
De kan til en hver tid forlange sig bøgerne og kassen forevist.
Ved revision af årsregnskabet med tilhørende bøger og bilag overtyder revisorerne sig om tilstedeværelsen af afdelingens kapital og værdipapirer, gør deres kritiske bemærkninger til den stedfundne administration og indstiller til generalforsamlingen om der er decharge for regnskabet. Regnskabet skal være tilendebragt senest den 28. februar.
Afdelingens regnskab skal desuden revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.
Der skal forefindes og underskrives en revisionsprotokol.

§ 9

Afdelingen holder generalforsamling i januar kvartal hvert år.

§ 9a
Digital generalforsamling

Stk. 1. Bestyrelsen kan beslutte, at der helt eller delvist afholdes digital generalforsamling.

Stk. 2. En sådan beslutning skal som hovedregel altid ske ved indkaldelsen til generalforsamlingen.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at lovenes øvrige bestemmelser om generalforsamling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.

Stk. 4. Bestyrelsen skal oplyse de delegerede og medlemmerne om, hvordan de digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen.

Stk. 5. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning samt afstemning ved brug af fuldmagt.

§ 10

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 25 medlemmer skriftligt forlanger det – med angivelse af dagsorden og formulerede forslag til behandling. Bestyrelsen er da forpligtet til at indkalde generalforsamlingen til afholdelse senest 3 uger efter begæringens modtagelse.
Ekstraordinær generalforsamling skal varsles med 8 dage på email til medlemmerne samt via afdelingens kommunikationskanaler.

§ 11

Indkaldelse til generalforsamling sker pr. email samt gennem afdelingens kommunikationskanaler. Indkaldelsen skal være medlemmerne i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, og skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.

§ 12

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som vælges af generalforsamlingen.

§ 13

Generalforsamlingen har den øverste myndighed i alle afdelingens anliggender. Afgørelse sker i almindelighed ved håndsoprækning med simpel stemmeflerhed. Skriftlig afstemning skal ske, når bestyrelsen, dirigenten eller ét tilstedeværende medlem – med navns underskrift – begærer det.
Skriftlig afstemning foregår ved omdelte stemmesedler, der ikke må underskrives med navn.
Til vedtagelse af love og lovændringer (herunder ikke tarifændringer) kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer samt efterfølgende godkendelse i henhold til D.M.F.s love § 8 litra c.

§ 14

Et medlem kan vælge at lade sig repræsentere på generalforsamlingen ved fuldmagt. Dirigenten skal informeres om dette ved generalforsamlingens begyndelse. Fuldmagten skal være skriftlig og kan udelukkende gives til et andet medlem af afdelingen. Fuldmagten skal være underskrevet, og det skal desuden fremgå på hvilken dato og i hvilket år, den er gyldig. Et medlem kan kun repræsentere én fuldmagtsgiver og kan dermed kun holde én fuldmagt. Dirigenten afgør, hvorvidt fuldmagten er gyldig.
En fuldmagt kan til enhver tid tilbagekaldes af fuldmagtsgiveren enten ved tilkendegivelse af dette på mail til forpersonen senest en time før generalforsamlingens start eller ved fremmøde på generalforsamlingen.

§ 15

Forslag der ønskes behandlet på ordinær generalforsamling, skal indsendes til bestyrelsen inden 5 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag, årsregnskabet og forhandlingsbogen skal ligge til gennemsyn på afdelingens kontor fra dette tidspunkt.

§ 16

På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen mindst indeholde:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af dagsorden
3. Beretning om afdelingens virksomhed i det forløbne år.
4. Fremlæggelse af regnskabet til godkendelse (og beslutning om decharge)
5. Fremlæggelse af budget
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Fastsættelse af forpersonshonorar
8. Fastsættelse af kassererhonorar
9. Indkomne forslag
10. Valg af forperson eller kasserer.
11. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
12. Valg af kritiske revisorer og suppleanter.
13. Evt. forslag til Årsmødet
14. Valg af delegerede til Årsmødet samt evt. valg af suppleanter til delegerede til Årsmødet.
15. Eventuelt.

§ 17

Det påhviler afdelingen med 4 ugers varsel at give Dansk Musiker Forbund meddelelse om afholdelse af generalforsamling og inden 14 dage efter dennes afholdelse at indsende punktreferat heraf til offentliggørelse i forbundets medlemsblad, samt revideret, godkendt årsregnskab.

§ 18

På forslag af bestyrelsen kan såvel medlemmer som ikke-medlemmer, der har ydet afdelingen værdifuld bistand, ved generalforsamlingsbeslutning optages som æresmedlem af afdelingen.

§ 19

Udmeldelse af afdelingen kan ske med 1 måneds varsel til den 1. i en måned. Der henvises til forbundslovenes § 5 stk. 4 og §31.
Vedr. evt. udelukkelse af afdeling og forbund henvises til Dansk Musiker Forbunds love.

Årsmøde

§ 20

Generalforsamlingen vælger, med henvisning til forbundets love §12 stk. 1, hvert år et antal medlemmer som delegerede, der skal repræsentere afdelingen på årsmødet. Der kan ligeledes vælges et antal suppleanter, som kan indtræde ved forfald. Valget foregår således, at generalforsamlingen først beslutter, hvor mange delegerede der skal vælges, og derefter hvor mange suppleanter der skal vælges. Herefter vælges der, ved skriftlig afstemning, det antal delegerede, som generalforsamlingen har besluttet, og efterfølgende vælges ved en ny valghandling det antal suppleanter, som generalforsamlingen har besluttet. Suppleanternes stemmetal afgør, hvem der vælges som henholdsvis første, anden, tredje, etc. suppleant.
Afstemning kan foregå elektronisk.

§ 21

Som begravelseshjælp kan der ved et medlems død udbetales 2000 kr. af afdelingens midler til arvingerne, forudsat at den afdøde har været medlem i mindst fem år umiddelbart forud for sin død.

§ 22

Afdelingen kan opløses efter forskrifterne i Dansk Musiker Forbunds love § 6 stk. 4.
Afdelingen kan opløses, hvis der er fremsat forslag herom på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Beslutning om opløsning kræver, at mindst 5/6 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer afgives for forslaget.
Hvis en afdeling vælger at opløse sig med henblik på sammenlægning med en anden af Dansk Musiker Forbunds lokalafdelinger, kan formuen fra den ophørende afdeling overføres til den fortsættende afdeling, hvis de to afdelinger er enige herom.
I tilfælde af opløsning tilfalder afdelingens Dansk Musiker Forbund.
Afdelingens øvrige effekter samt dens arkiver tilfalder Dansk Musiker Forbund.
Disse vedtægter for Dansk Musiker Forbunds Aarhus Afdeling er forelagt og vedtaget på afdelingens ordinære generalforsamling den 26. marts 2023 – og erstatter tidligere vedtægter.