Gnags´ gamle ven vender tilbage
Guitaristen, Per Chr. Frost tog en sommertur med sit gamle band sidste år, og lige nu er Gnags med Frost igen af sted som sommer-rockband på landevejen
Historie, feeling, hjerteblod.
Interview med Per Chr. Frost af Kurt Baagø til Basunen
Hør hele interviewet på Youtube (Audio 35:30 minutter)
Fotos: Michael B. Nielsen – www.mbn-foto.dk
Det er de tre ord, der kommer ud af Per Christian Frosts mund, når du spørger ham, hvorfor det er, at han efter knap 20 års pause fra Gnags, sidste år vendte tilbage til det legendariske band. Gnags med Frost på guitar og som kapelmester spiller her i sommer mere end 30 frilufts og festivaljobs på deres 50års-jubilæums-turné, Dansaurus
”Peter ( AG ) spurgte mig sidste år, og jeg tænkte, at efter mange år med mit eget band og som sideman og kapelmester med Sanne Salomonsen, Poul Krebs, Lis Sørensen, Allan Olsen og flere, så var det med at komme tilbage til Gnags, inden jeg bliver alt for gammel og grå. Jeg har nogle store aktier i det band. De numre, vi spiller på Dansaurus-turnéen, er alle sammen numre, jeg har været med til at skabe og udvikle til den måde, vi spiller dem her i sommer”.
”Du lod mig lige høre en råskitse af et nyt Gnags-nummer, det lød fedt. Spiller i det på Dansaurus-turen?”
”Peter og jeg har faktisk ny numre nok i ovnen til et dobbeltalbum. Det ender nok med et enkelt album, men når vi turer rundt og fejrer, at Gnags har eksisteret i 50 år, og det er 75 minutters festival-gigs, vi spiller, så er det svært nok at få plads til alle de fede, gamle sange, folk gerne vil høre, og vi elsker at spille. Der vil nok højst snige sig et enkelt af vores ny numre med på sætlisten til enkelte af koncerterne.”
Per Chr. Frost spillede med Gnags første gang, tilbage midt i 70erne, var fast med fra Er Du Hjemme I Aften-pladen, 1978, til knapt 20 år senere, hvor han forlod gruppen i kølvandet af manageren, John Rosings ( “Gnags´ 7. medlem” ) død og den hjerneblødning, der satte den oprindelige trommeslager, Jens G. Nielsen ud af spillet.
”Da jeg så lige var begyndt med Gnags igen sidste år, døde Ivan ( Sørensen ), vores keyboardspiller. Æret være hans minde. Ivan nåede heldigvis lige at høre os sidste sommer og var glad for det, han hørte,”fortæller Frost og pointerer, at Gnags, trods dødsfald og en del år væk fra rampelyset, stadig handler om energi og livsglæde.
”Jeg kunne mærke sidste år, at det, Gnags står for, har været savnet i Danmark, og jeg kan se blandt publikum, at der er masser af unge, yngre end os selv, der måske er blevet opdraget med os, tager sangene og energien til sig. Det føles utrolig fedt. Jeg vil ikke sige, at vi genopfører Gnags-koncerterne, som vi spillede dem i 70erne, 80erne, 90erne. Vi formidler energien, glæden og sangene fra dengang. Sangene ejer alle. Jeg, eller vi, har fået fantastiske, sublime oplevelser ud af at være sammen med publikum igen.”
”Kun du og Peter AG er tilbage fra Gnags´ storhedstid?”
”Ja, og vores Mr Swing King, Niels Matthiasen. Niels´ sax-signatur, må vi ikke underkende. Men udover os med en længere Gnags-fortid har vi rasende dygtige folk på alle pladser. De fleste af dem er musikere, jeg kender og har spillet sammen med i andre sammenhænge. Det er slet ikke som om, Gnags i dag er Peter AG og mig med indhyrede købemusikere, vi har den samme fede bandfeeling med det her hold, som vi havde for 20-30-40 år siden.”
”Men rollefordelingen; du har status af kapelmester nu, det havde du ikke tidligere?”
”Nej, det er først nu, hvor jeg i de mellemliggende år har fået en masse erfaringer med at være kapelmester. Det er ikke så dramatisk. For mig i kapelmesterrollen handler det allermest om at få sat de rigtige folk på de rigtige pladser i orkestret, så kører det nogenlunde af sig selv.
Når det er på plads, gør jeg en del ud af at tage kriser og kaos i opløbet: Jeg beder de andre musikerne om at markere med det samme, hvis der er noget, de ikke synes fungerer, så vi ikke ender i slagsmål og surhed, når det er for sent.”
”Er du osse kapelmester for forsangeren?”
”Nej, Peter AG han styrer helt sig selv. Det gode ved Peter er, at han er skidegod til at lægge ting fra sig, at lade os musikere styre musikken bag ham. Omvendt er Peter så god som frontfigur, at den del kan vi slappe helt af i forhold til, lade ham køre show´et og selv koncentrere os om at lægge den fede bund, de fede grooves.
Noget andet er, at vi jo for F… osse er blevet for gamle til at hidse os op, skændes og slås, som det indimellem skete før i tiden. Vi er blevet meget bedre til at have det sjovt og nyde at spille sammen. Vi ved, hvem vi er, hvad vi kan, vi har ikke noget at skulle bevise over for hinanden.”
”Gælder det osse publikum, at I ikke har noget at skulle bevise over for dem?”
”Både og. Vi slipper selvfølgelig ikke godt fra at sjaske os igennem en koncert. Men dét, at sangene er så gamle, at vi har spillet dem i så mange år, at de har fundet deres grundform, gør; at vores opgave i dag er at finde tilbage i glæden og energien og så ellers give numrene et ordentligt los i røven igen. Dét er lykkedes indtil nu. Vi har fundet tilbage til at køre på, sådan en helt barnlig energi. Det er noget af det mest oplivende, jeg har været med til i mange år.”
”Så Gnags, med Per Chr. Frost på guitar og som kapelmester, fortsætter efter 50års-turnéen?”
”Èn ting, ét projekt ad gangen. Nu spiller vi 50-års-turnéen igennem, så skal vi have gjort pladen med de ny sange færdig til udgivelse, forhåbentlig i efteråret. Det kunne osse blive dejligt at spille det ny materiale ved længere indendørskoncerter, hvor den, ikke som i sommer, udelukkende skal stå på hits og genkendelse. Det er så langt, jeg kan tænke frem nu.”