Musikere ”chillede” i Aarhus
De fremmødte kunne bl.a. deltage i et sangskrivningskursus, der blev holdt af de erfarne sangskrivere Søren Sko (hvid trøje) og Palle Torp (forrest). Foto: Thomas Emil Sørensen
Musikere ”chillede” i Aarhus
Musikbranchens årlige branchedag, ”Chili & Chill Out”, blev afholdt i onsdags, og den var velbesøgt af både musikere og andre nysgerrige.
Der var proppet i døren ind til foredragssalen til årets fagdag for musikere, ”Chili & Chill Out”. En af foredragsholderne, der resulterede i stående tilhørere, var Kim Kix fra Powersolo, der holdt et oplæg under emnet ”Værsgo´at synche”, hvor han delte ud af sine erfaringer med at sælge musik til brug i reklamer, tv-serier og film.
»Man må gøre op med sig selv, hvor meget man vil ”sælge ud”. Hvad kan man stå inde for? For man vil jo også gerne tjene penge på musikken,« fortalte Kim Kix i sit oplæg.
Netværksdag for musikere
I onsdags var det femte gang, at ”Chili & Chill Out blev afholdt.
Arrangørerne bag er Dansk Musiker Forbund og Promus (Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus).
Helt i tråd med oplægget fra Kim Kix var et af de centrale temaer på årets fagdag, hvordan man kan tjene penge på musikken. Det fortæller faglig medarbejder i Dansk Musiker Forbunds Aarhus-afdeling Lars Knudsen.
»Vi prøver hele tiden at hjælpe vores medlemmer til at blive inspirerede til at finde muligheder for at tjene penge på musikken. Og i de her tider, hvor det er svært at sælge cd’er, så er der flere, der forsøger at udforske nogle andre veje, og det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe med,« fortæller han.
Lars Knudsen fortæller, at formålet med dagen er at skabe et rum, hvor musikere og andre nysgerrige kan møde folk i miljøet, få faglige råd og hygge sig. Og det benyttede ca. 150 mennesker sig af i onsdags.
»Der var mange medlemmer, som vi kendte i forvejen, men der var også mange nye ansigter forbi for at snuse til tilbuddene. Så vi er rigtig godt tilfredse,« siger han.
Udover faglige oplæg var der også en række andre tilbud til de fremmødte ”chillere”. Man kunne bl.a. få taget nye professionelle bandfotos, få hjælp til at oprette en hjemmeside og deltage i et sangskrivningskursus, der blev holdt af de erfarne sangskrivere Søren Sko og Palle Torp.
Sangskrivning og fotos
Tre af de fremmødte, der benyttede sig af sidstnævnte tilbud, var Sidsel Bensemmane, der til daglig går på konservatoriet, Jesper Wolthers, der til daglig arbejder som lærervikar, og Flemming Uth, der producerer musik i sin fritid.
De var rykket uden for kursuslokalet i et sofaarrangement, hvor de sammen forsøgte at føre nogle af de gode råd ud i livet.
Med to guitarer og en vokal arbejdede de tre sig fra sætning til sætning og fra ord til ord.
»Who’s my number one, den kan jeg lide, high five,« sagde Sidsel Bensemmane henvendt til Flemming Uth, der fandt den helt rigtige overgang.
De fortæller alle tre, at de valgte at tage til arrangementet for at skabe kontakter i musiker-miljøet, blive inspireret og lære noget.
»Det har været super fedt at få gode råd fra erfarne musikere,« fortæller kursusdeltageren Jesper Wolthers om oplevelsen.