Om Leif Falk og Aarhus Friskole
af Erik Lyhne
Leif Falk gik bort d. 19. februar 2019 efter lang tids sygdom.
Leif var et unikt og banebrydende menneske, der som musiker, komponist, tekstforfatter og underviser ikke gik på kompromis med sine ideer. Han har sat sig musikalske fodspor, der rækker langt ind i fremtiden.
Leif blev uddannet lærer i 1963 fra Aarhus Seminarium og ansat som musiklærer på Aarhus Friskole i 1965, hvor Ivalo Falk var blevet ansat året før. På friskolen efterfulgte han Jytte Rahbek Schmidt, der var med til at starte Aarhus Friskole.
Leif blev trommeslager i et orkester i Randers i 1955, og da han skulle starte med at undervise i musik på Århus Friskole, skulle det være i rytmisk musik, men han vidste ikke, hvordan man gjorde det. Han kunne spille ”When the saints” og ”Basin street blues”, men nogen egentlig pædagogik havde han ikke med og vidste ikke, hvordan han skulle arbejde med børnene. Han havde dog også spillet conga før, da han allerede som 15-årig havde fået et sæt bongotrommer af Ivalo, der havde været i Congo.
Børnene på Aarhus Friskole forstod dog ikke, hvorfor de ikke kunne lave deres egne sange, som de have gjort med Jytte Rahbek Schmidt. Det blev starten på et uddannelsesforløb for Leif, hvor han deltog i kurser hos Jytte Rahbek Schmidt og Bernhard Christensen. Hos sidstnævnte deltog han på “Bernhards Rytmiske Konservatorium” fra 1967 – 1970. Her rejste han hver uge fra Aarhus til København for at følge kurset, og når han kom hjem med nattoget – eller natdamperen, mødte han med ny inspiration til undervisningen på skolen.
Leif er sidenhen blevet synonym for musikken på Aarhus Friskole, hvor musikken stadigvæk trives i alle revner og sprækker.
Leif satte nye standarder for musikundervisningen ikke kun for børn og unge på skolen men også for undervisere og musikere over det ganske land. Når jeg møder musikmennesker, og samtalen falder på Leif, så kommer der altid glød i øjnene efterfulgt af en historie om et fælles møde eller en oplevelse, hvor Leif har fået deres skole eller gymnasium til at koge.
Jeg husker selv mit første møde med Ivalo og Leif som nyansat seminarielærer i 1980, hvor de afholdt en fællestime for alle studerende, hvor jeg stod som nyuddannet universitetsmusiklærer med tilbagestrøget hår og ikke havde oplevet noget lignende. Det satte sig store spor i min egen undervisning efterfølgende.
Leif var med i et utal af orkestersammenhænge, hvor han var en musikalsk drivkraft. Der kan nævnes Splask, Samba Cachassa, Carnival Band, Gnags …
Leif samarbejdede i mange år sammen med Steen Nielsen, der havde været leder af et musikuddannelsescenter i Tanzania. Her havde han stiftet bekendtskab med ”Kucheza” begrebet, der er en helhedsbetegnelse for dans, sang, musik, bevægelse, leg og en 14-15 andre betydninger. Steen var lærer på Herning Højskole, og her tilrettelagde de to gennem en lang årrække fra 1977 de legendariske ”Kucheza-kurser”, hvor man nærmest ”fløj” hjem fra. Den swingende musik var øverst på dagsordenen.
Det var den også, da Steen og Leif var med i kredsen til oprettelsen af Center for Rytmisk Musik og bevægelse (CRMB). Her blev Steen leder og Leif docent, da centeret startede i 1987.
Leif var drivkraft her indtil 2002. Uddannelsen eksisterer stadigvæk på Det Jyske Musikkonservatorium.
I 1987 var Leif også med i kredsen, der oprettede musikklubben Kucheza, der stadigvæk eksisterer som en velfungerende klub i Aabyhøj.
Da klubben var i sin spæde vorden, blev der bygget trommer, instrumenter og udsmykning af lokalerne, og trods mange flytninger undervejs kan vi stadigvæk sende en kærlig tanke til Leif, når vi spiller på de hjemmebyggede instrumenter.
Ved en af workshopdagene i Kucheza, står en oplevelse meget klar for mig. Leif og et barn sad og spillede/legede med de nybyggede marimbaer. Her iagttog jeg, hvordan Leif var i en meget direkte musikalsk kommunikation med barnet og fulgte med i, hvad barnet foretog sig musikalsk og afpassede sin egen udfoldelse til barnets. Igen en af de små detaljer der viser, hvor stor hans pædagogik var og en oplevelse, der har rodfæstet sig.
Utallige er de musikere, Leif har uddannet gennem sit lange virke. Han har sat sig store spor på den rytmiske scene.
Leif skrev og bearbejdede en lang række sange, der bruges til undervisning af børn, unge og voksne, og udgav også forskellige CD’er til undervisningsbrug – bl.a. ”YMER” for DGI samt ”Fræser afsted” i samarbejde bl.a. med sin søn Mek.
I en af sangene siger ham:
Tag din bedste vilje med,
når du begir’ dig til et sted
hvor der er sang og dans
og lune mænd og damer
Leif fordrede, at de, han arbejdede med, gav det bedste de kunne, for det gjorde han altid selv.
Leif deltog i arrangementer på Aahus Friskole og i Kucheza lige til sin død – her bragte han altid sin bedste vilje med.
Æret være Leif Falks minde og hans himmelske musik.
FAKTABOKS
Leif Falk (f. 1940 d. 2019). Musiker, komponist, tekstforfatter og underviser.
Uddannet som lærer i 1963 fra Århus Seminarium.
Ansat som musiklærer på Århus Friskole i 1965 efter Jytte Rahbek Schmidt.
Deltaget i længerevarende kurser hos Bernhard Christensen og Jytte Rahbek Schmidt m.fl.
Kursusgiver, orkestermusiker mv. i mange sammenhænge fra 1955.
Medstifter af børnemusikklubben Kucheza i Århus.
Med i initiativkredsen bag oprettelsen af “Center for rytmisk musik og bevægelse” (Det jyske musikkonservatorium) i Silkeborg.
Docent på “Center for rytmisk musik og bevægelse” fra starten i 1987 til 2002.
Studierejser: Paris, London, Østeuropa, Tyrkiet, Tunis, Trinidad og Brasilien.
Leif Falk har bl.a. udgivet cd’erne ”YMER og mange andre” og ”Fræser Afsted”
Leif Falks musiske virke er bla. beskrevet i bøgerne:
“Indianerdansen” af Ulla Viskum og ”Musik med mening” af Erik Lyhne
Århus Friskoles historie er beskrevet i bogen ”Bogen om Århus Friskole” af Bodil Nygaard og Karen Klitgaard Povlsen.
Kuchezas historie er beskrevet i bogen ”Gode musikalske Læringsmiljøer” i artiklen ”Kucheza er et land i byen” af Johan og Erik Heiberg Lyhne.