Musikerportræt – Jens Christian Kwella

Disciplin og passion for musikken

Af: Lars Knudsen, DMF-Aarhus.

Jens Christian Kwella har levet af at spille guitar siden 1986. I dag, mere end 30 år efter, går det stadig over stok og sten med spillejobs, undervisning, teater- og musicalforestillinger og en musikalsk åbenhed og nysgerrighed for variation, der har ført den 50-årige musiker vidt omkring.

Han er udøvende guitarist, komponist og arrangør i egne grupper og har sideløbende virket som guitarist med en lang række danske og udenlandske bands og solister. Kwella er mest kendt som jazzguitarist og har stort set spillet alle jazzens genrer fra traditionel til eksperimenterende og elektronisk jazz. Men det irske rockband Thin Lizzy er det første, han nævner på spørgsmålet om, hvilke kunstnere der har betydet mest for ham. Han har spillet både rock, funk, electronica, world, hip-hop, revy og musical og meget andet. For han har en grundindstilling om, at man som ambitiøs musiker skal være nysgerrig og åben, hvis man vil leve af det.

Startede med violin
Med base i Aarhus har Kwella i løbet af sin karriere turneret og spillet i alle verdenshjørner. Fra Sydamerika, Sibirien, Skandinavien, til New Zealand, Europa rundt og meget mere. Kwella har fra barnsben haft et vindue åbent ud til verden som produkt af en folkeskoleudveksling i 1960’ernes Berlin, hvor en ung dansk mand mødte en tysk pige, der siden rykkede til Danmark og stiftede familie i Silkeborg. Navnet Kwella stammer således fra hans tyske mor. ”Min far er en meget begavet klassisk musiker og sanger, som sagtens kunne være blevet topprofessionel, men valgte andre veje. Min bror, Niels Henrik Nielsen, og jeg skulle i 10 års alderen også spille et instrument, underforstået et klassisk et af slagsen. Jeg valgte violin og Niels Henrik cello, som han efterfølgende blev konservatorieuddannet på. Men da Niels Henrik nogle år senere fik en guitar, og jeg ad den vej blev introduceret til The Beatles, B.B. King og Thin Lizzy, så trak det i den retning for mig”.

På sporet af jazz
”Min fætter var den eneste, jeg kendte i Silkeborg, som også spillede på spansk guitar. Men i 9. klasse var der en fælles musikdag for en række folkeskoler, hvor deres musikhold deltog. Her mødte jeg Marc Grue, som var guitarist på en anden skoles musikhold, og vi klikkede omgående sammen. Jeg kan huske, at vi sad på en trækvogn og jammede i timevis, og at det var første gang, jeg mødte en ”kindred spirit”, som man siger på engelsk. Den gang var der jo hverken sociale medier eller mobiltelefoner, så vi havde ikke kontakt umiddelbart efter den oplevelse. Året efter mødte vi dog hinanden igen i gymnasiet og dannede et band sammen. Bandet havde ret stor succes, og der var en energi i vores samarbejde som katapulterede mig i den retning, som jeg stadig bevæger mig i. Marc skiftede senere elguitaren ud med den klassiske kontrabas og spiller i dag i Gøteborg Symfoniorkester. Vi mødte flere ligesindede bl.a. Keld Hosbond (nuværende vicerektor på DJM), saxofonist Hans Hansen, sangerinde Dorte Andersen (leder af Aarhus Jazz Orchestra) og flere andre, som jeg stadig spiller med af og til. Vi havde et funkband. Tiden var en anden dengang, hvor folk gik mere i byen og hørte live musik, end man gør nu. Så vi havde meget at lave, og spillede ’endda i TV’”. Marc introducerede Kwella til fusionspladerne med Miles Davis, Mike Stern, John Scofield, hvilket var en musikalsk åbenbaring.

Fra rugbrødsarbejde til konservatoriet
”Der skulle ikke så meget til”, husker han tilbage på starten af den musikalske levevej. Efter gymnasietiden var det i 1986 guitaren på ryggen og så retning mod Aarhus. ”At leve på en sten af rugbrødsmadder i et kvistværelse var ikke så galt, når man kunne klare sig med at spille småjobs på caféer og lignende. Det gjorde jeg i 4-5 år frem, til jeg blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium”. Fra studietiden på konservatoriet tænker han specielt tilbage på et besøg af den amerikanske pianist Kenny Werner, der i dag er kendt både for sit klaverspil og for sin bog Effortless Mastery, hvor han arbejder med en zen-buddhistisk tilgang til musik. ”På det tidspunkt var han dog ret ukendt, men jeg tog alligevel chancen og tog en solotime med ham. I denne time kombinerede han meditation med at spille musik, og det var en ret stor oplevelse at spille uden ego involveret. Det har jeg siden tilstræbt at gøre, men jeg må indrømme, at jeg meget ofte glemmer det”, smiler han.

Skiftende idealer
”En stor del af guitaren er at spille blues, rock og den slags. Det er ikke nok bare at være super god til at spille jazz, jeg mener… 9 ud af 10 gange hvor der er brug for en elguitar, så er det altså ikke til at spille jazz. Jeg er vokset op i en tid, hvor det seje var, hvis man kunne sige ja til et hvilket som helst job. Siden er der sket lidt af et holdningsskift, hvor det i dag handler meget om at spille sin egen musik, have sit eget udtryk og skrive sine egne sange. Tiderne skifter, og hver tid har sine idealer. Den gang var idealet som musiker, at man skulle kunne være med på alt ting, og bevidstheden om den musikalske faglighed og håndværket var nok, groft sagt, generelt højere prioriteret, end normen er i dag. Jeg mener ikke, at de to idealer udelukker hinanden, men fokus har flyttet sig med tiden”.

Den løbende inspiration
Friheden til at improvisere inden for faste, musikalske rammer er det, som altid har tiltrukket Kwella. Og deraf hans store fascination for jazzen. Han lægger vægt på, at der igennem kronologien – siden de første selvskrevne numre sammen med fætteren tilbage i 8. klasse – kører et sideløbende spor, hvor han altid har skrevet og komponeret. ”Man bliver nok naturligt påvirket af, hvad der sker omkring en, og mine egne kompositioner har været farvet af, hvad jeg har været optaget af. Jeg studerede på et tidspunkt jazz standards og skrev numre, som nok lød sådan. I 90’erne var jeg meget optaget af Pat Metheny Group og kom måske til at skrive noget, som mindede om det. De senere år har det også meget været swing”.

Undervisning
”Efter et års orlov fra konservatoriet i 1997-1998 var jeg på vej tilbage igen, da stillingen som vikar i musikteori på konservatoriet blev ledig. Jeg fik den og et års ekstra orlov inden, jeg vendte tilbage og tog mit diplomår som guitarist”. Kwella underviste 1. og 2. års elever i musikteori, inden han selv var blevet færdig på konservatoriet. Kort efter blev en stilling ledig på konservatoriet i Aalborg som guitarunderviser, som han også søgte og fik. Han har været tilknyttet begge steder lige siden, og er i dag lektor i rytmisk guitar, sammenspil og musikteori.

Egen musik
Kwella har indspillet og udgivet seks anmelderroste cd’er i eget navn. Senest udsendte han ”Embrace” på Longlife Records og har desuden medvirket på adskillige andre udgivelser. ”The Science of Meetings” med Etnolab i 2017, i 2015 “Creaures” med Organic Picnic og i 2014 “Milonga Triste” med TangoJazz (Gateway), “When You’re Smiling” med The Rascal Swing Band (Gateway) og “In The Spirit Of” med Blood Sweat Drum and Bass Big Band feat. Palle Mikkelborg og Dave Liebman (Biem). De sidste år har Kwella spillet fast med grupperne Et letsindigt ord, Hede Hule Hot, Etnolab, Big Butter samt en række andre konstellationer. Derudover har han også optrådt med The Dixieland Gypsy Band, Aarhus Jazz Orchestra, Palle Mikkelborg, Uffe Steen, Jesper Løvdal, John Stowell (US), Ulf Bandgren (S), Gimo Mendes, Blood Sweat Drum and Bass Big Band, Thomas Fryland, Michael Bladt, Jacob Venndt og været backing for blandt andre Lis Sørensen, Søs Fenger, Daimi, Master Fatman, Bobo Moreno, Stig Rossen og Dicte.

Projekt med efterspørgsel
Han mødte sin hustru for 10 år siden, og familieliv med to døtre på 2 og 6 år er kommet relativt sent til i karrieren. ”I gamle dage da jeg bare var mig selv, kunne man bare spænde livremmen ind, hvis tiderne blev smalle. Den gang kunne man også godt tjene lidt på at udgive CD’er, men det er efterhånden helt slut med det salg. Det kan godt være, at man får super gode anmeldelser, men for de fleste jazzmusikere herhjemme er det samtidig ren tilsætning at udgive plader i dag. Jeg har derfor også lavet nogle projekter med udgangspunkt i, hvad der kunne være efterspørgsel efter. Min store hobby er historie, og jeg læste en dag en bog, der hedder ”Da jazzen kom til Danmark”. I afsnittet om besættelsestiden var musiklivet i Danmark under krigen beskrevet, og jeg fik ideen til at lave Et letsindigt ord. Det er et koncept hvor jeg sammen med Karoline Budtz tager ud og spiller og fortæller om sangene, komponisterne og tekstforfatterne fra den tid. Kaj Normann Andersen, Leo Mathisen, Sven Asmussen og så videre. Somme tider udvider vi også med Kim Mikkelsen (bas), Peter Lund Paulsen (trommer) og Finn Odderskov (saxofon). Det er både sjov musik at spille, det har været ret efterspurgt, og vi har spillet mere end 110 jobs med det”.

Disciplineret passionist
Foruden fast arbejde på konservatoriet, egen musik og permanente orkestre samt projekter som f.eks. Et letsindigt ord, der kan rykke ud når der er jobs, er der også plads til sæsonarbejde.
I foråret spillede Kwella musical på Fredericia Teater i forestillingen Prince of Egypt, hvor han forinden skulle lære at spille både bouzuki, oud, ukulele og banjo. Nøglen til at kunne involvere sig i mange ting på én gang er disciplin, fortæller han. ”Jeg er meget disciplineret, og det bunder i virkeligheden i passion for musikken. Jeg sætter en ære i at være velforberedt og tjekket. Det handler for mig om på den måde at vise respekt for mine kollegaer, arbejdsgivere, elever osv. En måde hvorpå man er ydmyg overfor det, som skal ske. Man kan sagtens være en dygtig musiker og et kreativt menneske, selvom man kommer til tiden”, griner han.

Sig ja til energien
”Mit råd er virkelig, at så længe du er ung og studerende – sig ja til alt. Når jeg ser tilbage på mit travle og aktive arbejdsliv frem til nu, er grunden til, at der konstant har været masser at lave, ikke fordi jeg har været speciel taktisk. Jeg har bare sagt ja til alt, hvad der var muligt at sige ja til. Jeg har aldrig haft fine fornemmelser og har også spillet masser af ’balle’ musik. De forbindelser, som skabes, når man spiller sammen, er det, som altid har tiltalt mig. Det er ikke den form eller ramme, jeg spiller i, men den kollektive energi der skabes imellem musikere og tilhørere. Summen er større end de enkelte dele. Om så jeg spiller ’fine’ jobs eller covermusik på en cafe, det er ligegyldigt”.
”Man skal naturligvis have sin personlighed og integritet i behold uden at lukke muligheder ude ved at være for selektiv. Tingene fører jo tit mere med sig. Måske var jobbet ikke det bedste, men der var lige en saxofonist som du ikke havde mødt før, som ringede nogle dage efter, fordi han manglede en til et job”.

Spil på tværs af alder
Der tales meget om kønsbalance og kønsfordeling i den rytmiske musik i øjeblikket. Kwella vil også gerne tilføje aldersaspektet. ”Vores samfund er musikalsk ret generationsopdelt. Det er vigtigt, at vi også spiller sammen på tværs af generationerne. I jazzmusikken har der altid været en vis grad af tradition for at ældre musikere tog yngre med ud at spille. At man finder unge talenter, tager dem med på sin næste plade og ligesom ’sender dem afsted’. Rockmusikken er jo f.eks. ikke ligefrem ung længere. Jeg inviterer tit yngre musikere med på job og ved derfor, at det er ’all win’ for både nye talenter og de etablerede. Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi i branchen generelt husker på at være meget mere opmærksomme på det potentiale”.

Familieliv og en ny på vej
Den smule fritid, Kwella har, tilbringes sammen med familien, ”og måske er der lige tid til at løbe en tur”, siger han. ”Men ellers bruger jeg al min tid på musik. Det kræver noget, man skal virkelig ville det og have et bagland, som er indstillet på det. Det kan kun fungere, fordi min hustru er med på det. Hun er på deltid, og sådan har vi skabt vores dejlige hverdagsrammer og liv”. Her i efteråret har han lavet to koncertrækker med både danske og udenlandske solister på henholdsvis Bart i Aarhus og Center For Dansk Jazzhistorie i Aalborg. Og så udkommer Kwella med nyt album igen sammen med bassisten Torben Bjørnskov. ”Roligt jazz med samplede lyde og instrumenter. Syv langsomme numre og en hurtig”, forlyder det.