Det daglige liv i den symfoniske verden

Vi sidder en tidlig formiddag i Aarhus Symfoniorkesters fællesrum, loungen for orkesterets musikere. Arbejdsdagen er knap begyndt endnu. Et par stykker sidder ved et bord og taler sammen. En tredje henter sig en kop kaffe ved kaffemaskinen, mens andre igen går til og fra de små tætte, lydisolerede øverum med deres instrumenter. Folk nikker venligt til hinanden.

Tekst og foto: Jørn Gade

I sofaen over for mig sidder Pernille Jönsson og Flemming Aksnes. De er henholdsvis violinist og hornist i det, der er Aarhus’ største, musikalske arbejdsplads. De er også begge med i DMFs lokale bestyrelse og fortæller gerne om deres arbejde og hverdag.
For en udenforstående virker et klassisk orkester som noget meget ordentligt, noget pænt og noget dybt seriøst. Det udsagn udløser en let kluklatter ved Pernille og Flemming. Så slemt er det nu heller ikke.

Ind i musikken
Pernille Jönsson har været med i symfoniorkesteret siden 1996. Hendes indgang til musikkens verden var et opslag i den lokale avis om, at Århus Folkemusikskole dengang i Guldsmedgade oprettede et violinbegynderhold, der skulle øve efter Suzuki-metoden. Med far ved hånden tog den seksårige pige sine første skridt ind i musikkens verden. Det er blevet en lang tur, der gik fra musikskolen over konservatoriet til en plads her i byens store orkester.
Efter 10. klasse var Pernille dog i tvivl, om hun ikke hellere skulle være kok. Hun valgte at tage en tur forbi gymnasiet. Og dermed blev det musikken og violinen. På konservatoriet var hun så heldig at få Det Jyske Musikkonservatoriets stjerneviolinist og professor Tutter Givskov som lærer. Det rykkede, så efter konservatoriet fortsatte Pernille et år med at spille og tage kurser i London. I 1996 kom hun til symfoniorkesteret.
Flemming Aksnes er, selvom det næppe kan høres, nordmand – eller skulle man sige tidligere nordmand – for efter 11 år i Aarhus, virker det, som om han med familie er faldet helt til i det jyske. Han startede som niårig i et skolemusikkorps først i Kristianssand og kom senere på musikgymnasium og konservatorium i Stavanger. Blokfløjte blev til klarinet, engelsk horn og valdhorn. Han fik undervejs på musikkonservatoriet i Oslo en række særligt dygtige lærere, der lige gav et ekstra løft. En tur til udlandet med andre top lærermestre for at komme til DRs symfoniorkester, et år senere til Det Kongelige Kapel og så i 2007 videre til symfoniorkesteret i Aarhus, hvor han hurtigt blev solohornist.
Hvorfor blev Pernille og Flemming så musikere? Tilfældighed? Ja, de er enige om, at muligheden for at dyrke musik i barndommen er helt afgørende for at komme i gang – og med muligheden for nogle siden at gå videre. At det blev den klassiske musik, var bare det, som var muligt.

Også andre genrer
– Jeg spillede som ung sammen med nogle af mine venner – pop, rock og forskelligt. Og også i dag lytter jeg også gerne til meget forskelligt. Når jeg kommer hjem, har jeg haft meget musik i ørerne og er måske på den måde lidt træt, siger Flemming, og Pernille nikker.
Fra et aktiv liv med daglig musik er der så noget, I holder mere af, favoritter?
– Nej. Det er forskelligt – alt efter ens stemning, men der kan være mere udfordring i en slags musik end i noget andet. Noget, der er svært, er en udfordring. Vi spiller så meget forskelligt her i symfoniorkesteret, og en af de ting, der betyder meget, er, hvordan værkerne præsenteres for os. Vores nuværende dirigent, Marc Soustrot, er fantastisk til at komme med noget nyt og give sine tolkninger videre til os. Det er helt fantastisk, fortæller Pernille.
– Der er faktisk meget rytmisk i vores program. Filmmusik blandt andet. Det er godt blandet. Det er rigtig godt, at vi nu er blevet mere blandet her i huset med musikkonservatoriet som nabo. Det giver meget at have andre genrer tæt på. Jeg tror, at den rytmiske musik kan lære os noget om timing, mener Flemming.

Hverdagen og stress
En almindelig dag i symfoniorkesteret begynder typisk kl. 10, hvor musikerne er klar til gå i gang med fire-fem timers fælles prøver. Inden da kan musikerne enkeltvis have været i gang med lidt generel opvarmning og øvning af svære passager af dagens program. Efterfølgende bliver der igen øvet privat i løbet af eftermiddagen og aftenen, som det nu kan passe familien og omgivelserne.
– Når vi performer, så skal den bare være der. Det skal være perfekt. Men vi er ikke bedre end den sidste tone, vi har spillet. Det kan give og giver stress, som også flere undersøgelser har påvist ved os musikere, siger Flemming og fortsætter:
– Vi spiller meget Mozart og wienerklassikere. Det lyder og skal lyde så let, men det er som med linedanseren: Let – og alligevel svært, så er det som at falde ned, når det ikke er i orden. Men vi må acceptere, at det kan ske.
I snakken om prøverne, roen og tilgangen til de forskellige værker nævnes også dirigentens indstilling og personlighed. Dirigent Marc Soustrot roses igen, modsat dirigenter, der kan have stjernenykker, og som kan lide at dunke enkelt musikere og grupper i orkesteret.

Det skal lyde af noget
Aarhus Symfoniorkester er et af de fem landsdelsorkestre og ifølge Pernille og Flemming slet ikke det ringeste. Egentlig skulle det være ”opgraderet” til 96 faste medlemmer, men økonomien spiller også ind her, så de p.t. må nøjes med 66. Så er der en mulighed for, at orkestrets ledelse kan indforskrive ekstra og særlige musikere til de enkelte koncerter. Det hjælper lidt, men giver ikke helt den ro, som et stort og kendt ensemble ville kunne give.
I december blev Mahlers 3. symfoni fremført i et Kulturhovedstadsprojekt med musikere fra hele EU. Det gav 90 på scenen plus kor. I januar gjaldt det Schönbergs Gurrelieder i et samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og tre kor. Noget der gav et vist pladsproblem på scene og i omklædning.

At være et attraktivt orkester
Hvis antallet af musikere blev hævet til normen for symfoniorkestre, ville det betyde, at mange af de enkelte musikere ville blive mindre arbejdsbelastet, når alle opgaverne i og uden for huset skulle dækkes. Det ville kunne tage noget af presset og stresset.
Symfoniorkesterets lyd og succes hænger også på en anden måde til dels sammen med økonomi. Hvis der var et større orkester, ville det være mere interessant for de store dirigenter, der tager verden rundt.
Og når der tales om god lyd, så skal Musikhusets nu ti år gamle symfoniske sal ikke glemmes. Den er funktionel og god. Udover at træværket er smukt og lyst, så har salen en lang række akustiske indstillinger, hvor loft og sider kan stilles til at give den bedst mulige akustik og balance i forhold til netop de værker, der skal spilles. Det udnyttes, men måske ikke så meget, som det kunne ønskes. Hvis det er en koncert med flere værker fra forskellige tidsaldre, kan teknikerne blive nødt til at vælge en mellemløsning.
– Hvis der var tid, kunne man helt sikkert gøre mere for akustikken, tror Flemming.

Gnidninger mellem grupper
I filmen ”Olsen Banden ser rødt” fortælles om kampen mellem faggrupper på Det Kongelige Teater, hvor blandt andet musikerne kæmper mod eller generer danserne og vice versa. Tilsvarende kampe kender hverken Pernille eller Flemming til mellem blæsere, strygere og slagtøj i symfoniorkestret. Der er et godt kollektivt forhold grupperne i mellem. Spændinger kan opstå mellem dirigenter og ensemblet. Eventuelt kan nogle dirigenters musikalske udgangspunkt som pianister betyde, at de ikke tænker så meget på blæserne og deres behov for en god vejrtrækning.
Mens den rytmiske musiks udøvere har en stor overvægt af mænd, så gør det samme sig ikke gældende i symfoniorkesteret i Aarhus. Her er der en kun lille overvægt af mænd både i ensemblet og blandt solisterne, men heller ikke her mærkes spændinger.
At der er forskel på kønnene mærker man på vej fra loungen og ind til instrumentrummet. Her skal mændene gå til højre og kvinderne til venstre i gennem deres respektive køns omklædningsrum.

Næste opgave venter
Fra instrumentrummet går turen via baggangen til den symfoniske sal, hvor de forskellige musikere er ved at finde deres pladser og så småt begynder at stemme. Pernille går til violinerne, men Flemming finder sin plads bagved hos de andre blæsere. Alt er roligt, og musikerne nikker varmt til hinanden.
Nu gælder det om at komme i fransk-tyske svingninger til Debussy, Saint-Säens og Brahms. Når den koncert løber af stablen bliver det med franske cellostjerne Camille Thomas. Hun er den første kvindelige solocellist på Deutsche Grammophon og udgav i oktober en cd med Debussy og Offenbach. Før det en cd med Saint-Säens. Den blev sidste år kronet som årets bedste franske kammermusikindspilning. Så Pernille, Flemming og hele symfoniorkesteret har meget at skulle leve op til.