Morten Ramsbøl jazz-professor

Morten Ramsbøl

Tekst af Lars Borup – Foto: Albert Meier

”Jeg er taknemmelig for mit liv med musik og alle de facetter, det indeholder. Kontrabassen har været omdrejningspunktet i det hele og skabt et rigt og oplevelsesrigt liv,” konstaterer bassisten og komponisten Morten Toftgaard Ramsbøl.

Morten er en rigtig spillemand, der brænder for livet med bassen og de mange elementer, der bliver skabt med afsæt i dette.

Udover at han er en flittigt benyttet ensemblemand, er han i dag professor i jazzbas ved University of Music and Performing Arts i Graz i Østrig og senest producent ved Musikkens Hus i Aalborg.

Startede i Beder
Det hele startede i Beder på Beder skole, hvor hans far var folkeskolelærer og vild med jazz. Min musiklærer i skolen var Sv. Erik Holm, og han har betydet meget for mig. Han ejede bl.a. en kontrabas.

Jeg startede dog med elbas og spillede reggae og funk og var inspireret af Bob Marley. Senere blev et af mine idoler Michael Friis, som jeg regner for en af landets bedste. Han spillede med Sebastian. Senere blev jeg fanget af Level 42, og i Beder Ungdomsskole mødte jeg Kaspar Vadsholt (nu bassist i bl.a. DR’s Big Band). Han introducerede mig til Jaco Pastorius og Joni Mitchell, hvilket lukkede op for en ny del af musikken,” fortæller Morten Ramsbøl.

Fik øje på jazzen
”I Aarhus Musikskole fik jeg for alvor øje på jazzen. Vi spillede Charlie Parker, og jeg prøvede at spille en ”walking bass”. Det var en ren åbenbaring. Jeg var på familiehøjskole med min far om sommeren, og her blev der spillet masser af musik.
Som 20 -årig mødte jeg min kone, Marianne, som jeg stadig er gift med. Hun har betydet alt for mit liv, og hun er min solide sparringspartner.
I en periode prøvede jeg lidt forskelligt, og musikken var lidt i baggrunden. Jeg var bl.a. ufaglært journalist på en radiostation, stagehand hos RMF og fik næsen indenfor på Aarhus Teater. Her oplevede jeg musikere på job og tænkte, det må jeg prøve.

Kontrabas
”Jeg kom på MGK i Holstebro sammen med bl.a. Kresten Osgood. Her blev jeg for alvor klar over, at musikken og især jazzen var mit livs vej.”

Morten Ramsbøl kom på konservatoriet i Aarhus på elbas og blev venner med Morten Lund, Jesper Bodilsen, Mads Bærentzen, Kathrine Madsen, Veronica Mortensen og mange flere. Det blev også til en trio sammen med Mads Bærentzen og Kristian Leth. Her spillede han kontrabas og blev klar over, at det var hans instrument. Morten fik først Peter Vuust og siden Jens Jefsen som undervisere, og basspillet kom for alvor på plads. Han fik også undervisning af Jesper Lundgaard og Niels-Henning Ørsted Petersen.

Ejer Bavnehøj
I 1998 fik han hus ved Ejer Bavnehøj, og han bor fortsat i området sammen med Marianne. De tre børn, Casper, Marius og Sebastian er rejst hjemmefra og bor i Aarhus.

”I 2004 blev jeg ringet op af Jens Klüver, som ville høre, om jeg ville spille i big bandet. Det blev efterfølgende til 10 år i orkesteret. Få år senere blev jeg ringet op af Niels Lan Doky. Han ville gerne have mig med i en trio med Alex Riel. Fantastisk, og det betød også, at jeg i en periode var husbassist i Montmartre i København, som Lan Doky stod for. Det blev også starten på et længere samarbejde med sangerinden Sinne Eeg”, fortæller Morten Ramsbøl.

I 2012 bliver Ramsbøl ringet op af sangerinden og pianisten Dena Derose. Hun fortalte, at der var en ledig professorstilling i jazzkontrabas ved Universitetet i Graz i Østrig.

Basprofessor i Østrig
”Jeg valgte at søge stillingen og tog til Østrig til prøvespil, hvor alle mine kompetencer blev testet. Jeg fik stillingen, og i 2014 rejste jeg med hele familien til Østrig. Min kone havde orlov fra jobbet som sygeplejerske, men børnene havde svært ved at passe ind i det østrigske skolesystem. Derfor flyttede vi tilbage til Danmark. I stedet pendler jeg til Graz og prøver at samle undervisningen på så få dage som muligt.

Udover professoratet og opgaverne som bassist i forskellige sammenhænge fik jeg i april endnu en stilling, nemlig som producent ved Musikkens Hus i Aalborg. Et spændende job hvor jeg arbejder med jazzprogramlægningen og tværgående kunstneriske aktiviteter. Sideløbende har jeg fået til opgave at være husets producent på TV2’s juleshow og kontakt til Aalborgs Symfoniorkester.

De mange opgaver kræver en del planlægning, og de mange opgaver betyder, at jeg nu må være mere selektiv, når det gælder spillejobs, men jeg er rigtig glad for, at jeg er så heldig at kunne beskæftige mig med flere typer job,” siger Morten.

Dejligt at skabe
Morten Ramsbøl skriver også musik. Et af projekterne var True North, som han skrev til sine yndlingsmusikere. Ensemblet var en jazzgruppe suppleret med en strygekvartet. Musikken blev arrangeret af Ramsbøls gode ven, den østrigske trommeslager Reini Schmölzer. Holdet gav bl.a. koncert i Den Sorte Diamant i København og gæstede også Jazzselskabet Aarhus.

”Jeg er vild med at være med til at skabe musikprojekter. Det er sjovt at være med til at forme noget. Jeg har i dag en broget butik og er glad for alle facetter. Der er fart på, men så er det dejligt at have en fast base med min kone, Marianne i huset ved Ejer Bavnehøj, omgivet af natur. Det elsker jeg,” slutter Morten Ramsbøl.